Igennem efterhånden en del år har Unitas Forlag op til jul udgivet en lille bog med en illustreret genfortælling af Juleevangeliet. Konceptet er i al sin gennemtænkte enkelhed rigtig godt: dygtige mennesker i samarbejde om en bog til en overkommelig pris, der kan bruges som en julehilsen eller i pakkekalenderen, og som fortæller, hvorfor vi egentlig fejrer jul ofte fra en lidt anderledes vinkel.
Som i Alberte Winding og Rasmus Bregnhøis Nelson og Juleevangeliet fra 2010, hvor barnet og den gamle dame i opgangen lærer hinanden stort og småt om kærlighed over en dåse brændte småkager, eller i Han kom om natten, der er Iben Krogsdal og Lotte Kjøllers smukke bidrag fra sidste år, hvor historien om begivenhederne julenat fortælles af barnet, der ligger vågen og bange i den mørke nat og hører, at det banker på døren til moderens hotel. Men så bliver det lyst!
LÆS OGSÅ: Dostojevskij for eksperter
I år er opgaven lagt i hænderne på Otto Dickmeiss og Manu Sareen. Ud over at være landets kirkeminister er Manu Sareen en erfaren børnebogsforfatter, og han har blandt andet skrevet den rablende serie om drengen Iqbal Farooq og en række effektfuldt opdaterede versioner af H.C. Andersens eventyr, hvor han har vist et betragteligt talent for at genfortælle det, der ligger hjertet nær i dansk kultur, på en skæv og befriende måde ved at lade historien udfolde sig inden for og tage sprogligt afsæt i en moderne, flerkulturel storbyvirkelighed.
Måske har det også været idéen med Nanok og Juleevangeliet, hvor rammefortællingen om 2. klasse på Amager Fælled Skole, der skal lave et krybbespil, er som taget ud af bøgerne om Iqbal. Som en af eleverne siger til den befippede lærer: Du, Mads, er det så okay, at jeg bliver hende der Maria i dit spil?, spurgte Ali. Jeg tror, at jeg ville give den max gas som Jesus mor.
Hvordan drengen Nanok kan falde i søvn midt i dette kaos af gode idéer og højt humør, er uvist, men han drømmer i hvert fald, at han er en engel, og han oplever julenat som en del af det store engleband, inden han vågner igen på sin plads med en triangel i hånden og kan se en lille engel vinke til sig oppe fra katederet. Det er jo lidt af et under, men det gør ikke rigtigt indtryk, for det har Juleevangeliet heller ikke gjort.
Her fortælles uden de store ændringer, og det kan være godt nok, men desværre er det fladt og uden sproglig energi. Det undrer ikke læseren, at Nanok uden videre kan sætte sig til at sove igen lige ved siden af krybben! Selv havde jeg bestemt foretrukket, at Manu Sareen havde turdet give Juleevangeliet en af sine velgørende opdateringer. Nu bliver det for slapt, for kedeligt for politisk korrekt.
Otto Dickmeiss illustrationer er udmærkede der er ikke de store overraskelser, men han er god til engle. Samlet set er der dog andre makkerpar, der har løftet den samme opgave både mere opfindsomt, dybsindigt og charmerende.
De kan heldigvis stadig bestilles på forlaget, så lad det være en anbefaling!