Lad os afprøve ytringsfriheden i ord

Man fornemmer jo klart, hvordan landsformanden for KLF, Kirke og Medier, Lars Peter Melchiorsen (LPM), med skadefrydens sødme i munden har nydt at lege med ordene, da han skrev sit svar på min kommentar til deres klage over dokumentarudsendelsen om Stormslag.

For selvom det handler om hans princip om at føre sag an mod dem, der håner og latterliggør andres tro, så er et mål med hans indlæg at håne og latterliggøre mig. Det skal han have lov til. Også hvis jeg havde haft så meget respekt for manden, at latterliggørelsen havde generet mig. For hvor var vi henne, hvis jeg - i hans ånd - lagde sag an mod LPM for hans hån og latterliggørelse af min kristentro og ikke mindst hans yderst grove og ringeagtende beskrivelse af den evangelisk-lutherske folkekirke som et virkelighedsfjernt elfenbenstårn med statsfinansierede prædikestole?

Så havner vi i et fængsel, hvor ingen tør tænke selvstændigt og have en mening, og hvor fængslets fangevogtere – repræsenteret ved blandt andet mediepolitikere "juraeksperter", lytter- og seerbevægelser (der foregiver at repræsentere befolkningen) og diverse emsige religiøse grupper – styrer oplysningen af befolkningen, så man får "brød og skue-spil" og ingen information om blandt andet ondskaben i verden.

Skal man følge Lars Peter Melchiorsens tankegang, så burde man eksempelvis ikke kunne vise dokumentarudsendelser om nazister eller muslimske terrorgrupper, hvis opfordring til at dræbe kristne jo dog må tages noget mere alvorligt end Stormslags graffiti over deres sofa!

At der er ondskab i verden, er en del af livet. Det behøver man bestemt ikke være sognepræst i den danske folkekirke for at se. Men som sognepræst skal man fra sin (statsfinansierede) prædikestol forkynde, at det forholder sig sådan. Det er en del af kristentroens læreindhold (dogmer), og hvis man ikke havde en sådan formuleret lære, så ville kristentroen ende i sværmeri.