Løgn eller usandhed?
Det var i går et af de afgørende spørgsmål, da den nu afgåede justitsminister Morten Bødskov (S) var centrum ved samrådet i Folketingets Retsudvalg. Oppositionen var ikke i tvivl om, at Morten Bødskov havde løjet over for udvalget, da han skulle forklare, hvorfor han havde aflyst et besøg på Christiania i 2012. Men selvom Morten Bødskov blankt erkendte at have givet forkerte oplysninger til retsudvalget, sagde han aldrig selv, at han havde løjet.
Det, I kalder løgnen Jeg vil bare gentage min beklagelse, lød det adskillige gange fra den tidligere justitsminister i går.
For Enhedslistens Pernille Skipper var det dog afgørende for, at partiet valgte ikke længere at støtte op om ministeren, at Morten Bødskov havde løjet og ikke blot fortalt en usandhed.
LÆS OGSÅ: Mistillidsvotum: Sådan kan Folketinget fyre en minister
Forskellen på en usandhed og en løgn er vel, at en usandhed kan man komme til at sige. Men når man fortæller en usandhed med vilje, lyver man, lød det i går fra Pernille Skipper.
Og netop forskellen mellem løgn og usandhed er en helt central detalje for ministre, vurderer professor i retorik ved Københavns Universitet Christian Kock. Han er enig i Pernille Skippers definition af forskellen mellem de to ellers nærtbeslægtede ord.
Der er en lang række situationer, hvor vi normalt er parate til at acceptere hvide eller grå løgne. Men lige præcis i parlamentet og i retslokaler har vi nogle meget formelle situationer, hvor der gælder nogle firkantede regler. Her bliver løgn ikke accepteret, siger han.
Spørgsmål om ministres forhold til sandheden har været i vælten flere gange den seneste tid med både Christian Friis-Bachs (R) udsagn om rejseregler i GGGI og om Annette Vilhelmsens (SF) behandling af Zorning-sagen.
Tim Knudsen, professor emeritus ved Københavns Universitet, understreger, at princippet om, at ministre ikke må lyve, er fuldstændigt afgørende for, at Folketinget kan fungere.
Folketinget er dybt afhængig af de informationer, det får fra ministre og fra embedsapparatet. Hvis vi først kommer der til, at ministre kan skalte og valte med sandheden, kan Folketinget ikke fungere. Det bliver fuldstændig svækket. Derfor er det et altafgørende hovedprincip, at ministre altid har så meget respekt for tinget, at de forsøger at sige sandheden, siger han.
LÆS OGSÅ: Bødskovs kinddans med usandheden fældede ham
Det betyder dog ikke, at de altid skal sige den fulde sandhed, understreger han. Ministre har mulighed for at økonomisere med de korrekte oplysninger.
Men de må ikke direkte give forkerte oplysninger bevidst. Der bliver Folketinget nødt til at reagere skarpt, siger Tim Knudsen.
Men det er ikke selvsagt, at en minister må gå af, hvis han eller hun bliver taget i at lyve. Hvis en minister har et flertal bag sig, kan vedkommende i princippet slippe af sted med hvad som helst, forklarer Tim Knudsen. Modsat kan usandheder godt føre til, at en minister må trække sig fra sin post.
Man kan udmærket forestille sig en situation, hvor Folketinget siger, at en minister muligvis ikke har løjet bevidst, men alligevel må gå af, fordi vedkommende har talt usandt. Hvis fjolset ikke kan finde rundt i noget som helst og altid giver forkerte oplysninger, kan vi ikke have tillid til vedkommende, kan ræsonnementet lyde, siger Tim Knudsen.
LÆS OGSÅ: Avislederne revser regeringen: Thorning eller kaos
I enkelte ekstreme situationer kan ministre også været tvunget til at lyve. Da man primært før i tiden brugte devaluering som politisk værktøj til at styre økonomien, ville en minister være nødsaget til at lyve, hvis han eller hun blev spurgt om, regeringen havde tænkt sig at devaluere i nærmeste fremtid. Ellers ville hele virkningen af devalueringen forsvinde.
Man kan også forestille sig situationer, hvor en minister må lyve, hvis det handler om nationens sikkerhed. Men det kan kun være en absolut undtagelse, at Folketinget accepterer en løgn fra en minister, siger Tim Knudsen.
Professor Christian Kock er enig i, at løgne og usandheder er væsentlige parametre at dømme ministre ud fra. Samtidig mener han, at det voldsomme fokus på løgne har taget fokus fra andre områder, der er mindst lige så vigtige at holde ministre op på.
Christian Kock mener, at der i politik i dag har udviklet sig en kultur, hvor ministre aldrig svarer på de spørgsmål, de bliver stillet, men udelukkende gentager de samme faste formuleringer til alt, uanset hvad de bliver spurgt om.
Det er altødelæggende for hele den politiske debat og kultur. Der er ikke længere argumenter i spil i dansk politik. Morten Bødskov stopper som minister, fordi han bliver taget i at lyve. Men han var også en af de værste til at svare udenom på spørgsmål. Dermed er han en af de tydeligste repræsentanter for en syg kultur i politik. Men det er der ingen, der råber op om. Det burde veje lige så tungt som at lyve, når ministre på den måde ødelægger den politiske debat ved aldrig at svare på spørgsmål, siger han.