Folkekirkens medlemspraksis skal debatteres

Måden, folkekirken håndterer sin optagelse af medlemmer, er et bredt problemkompleks, der skal snakkes om, mener pastor emerita Mary E. Holm-Larsen

Dåb og medlemsoptagelse i folkekirken er en meget bredere problemstilling, end bare dåb af konvertitter, mener pastor emerita Mary E. Holm-Larsen
Dåb og medlemsoptagelse i folkekirken er en meget bredere problemstilling, end bare dåb af konvertitter, mener pastor emerita Mary E. Holm-Larsen . Foto: Bjarke Ørsted/ Denmark.

DET ER GLÆDELIGT, at der nu kommer en debat omkring folkekirkens medlemspraksis. Det har jeg manglet i mange år. Problemet drejer sig ikke kun om dåb af konvertitter.

Problemkomplekset er meget bredere. Det er jo rigtigt, at en folkekirkepræst døber mennesker ind i folkekirken, men det er vel lige så rigtigt, at en rigtig præst døber mennesker, der har et alvorligt ønske derom. I vore dage er det ikke altid lige så sikkert, at samme mennesker har et alvorligt ønske om at blive medlem af folkekirken.

LÆS OGSÅ: Biskop: Mission er en krævende opgave

I MIN TIDLIGERE ansættelse har jeg selv været i den situation, at jeg har døbt nogle armeniere uden straks at melde dem ind i folkekirken. Det blev de senere. Det var kristne flygtninge, bosiddende her i landet, men på grund af den situation, de var i, var de ikke blevet døbt hjemmefra. Jeg prøvede forgæves at henvise dem (og mit problem) til en eller anden indvandrerkirke, men da det ikke lykkedes, og de var blevet afvist i så mange sogne, døbte jeg dem.

Deres ønske var at blive døbt, ikke umiddelbart at blive medlem af folkekirken. De var armeniere og havde andre skikke. Jeg tillod endog, at deres kors lå i dåbsvandet, da jeg døbte dem. De havde også tyet til en kvindelig præst, skønt deres kirke ikke har kvindelige præster, men de tolkede det som en nødsituation og havde deres påtrængende personlige grunde til at ønske en dåb.

LÆS OGSÅ:Guds rige er større end folkekirken

En dåb, som måske slet ikke bliver anerkendt i den armenske kirke. Grunden til, at jeg ikke umiddelbart meldte dem ind i folkekirken, var, at jeg ville være 100 procent sikker på, at de vidste, hvad det betød. På en eller anden måde er en indmeldelse også illusorisk, da enhver jo straks kan melde sig ud igen.

SAMTIDIG MED DETTE blev jeg i mange år gentagne gange ringet op at et sognebarn, der ønskede at blive medlem af folkekirken uden dåb. Hun argumenterede med, at hun var opvokset i pinsekirken, som ikke har barnedåb. Senere blev hun gift i folkekirken, hendes børn døbt og konfirmeret der og jeg begravede hendes mand i kirken.

Jeg tilbød hende en dåb alene i kirken, hjemme, hvor som helst, men hun ville ikke døbes, men hun ville være medlem af folkekirken og begraves fra samme kirke. Jeg lovede at begrave hende, hvis jeg var der til stede, men jeg formåede ikke at få hende til at lade sig døbe. Stadigvæk sætter jeg spørgsmålstegn ved, om man absolut skal døbes for at være medlem af folkekirken.

Mary E. Holm-Larsen, pastor emerita, Flegmade 4 D, 1. th., Vejle