Kirken har store aktier i velfærdsstaten

Kirken og staten er så tæt forbundet, at de næsten ikke er til at skille ad, og kirken har blandt andet haft stor indflydelse på oprettelsen af den danske velfærdsstat, siger Niels Kærgård

Niels Kærgård er en af fire forfattere til bogen "Folkekirkens styring ved et vendepunkt - fire kritiske artikler."
Niels Kærgård er en af fire forfattere til bogen "Folkekirkens styring ved et vendepunkt - fire kritiske artikler.". Foto: Leif Tuxen.

Når Danmark er en velfærdsstat, skyldes det i høj grad de fremtrædende kirkefolk, der i slutningen af 1800-tallet tog kampen op mod børnearbejde og fattigdom. Mens socialisten Louis Pio sad i fængsel og senere fik en enkeltbillet til USA, talte Sjællands biskop Hans L. Martensen i midten af 1870erne om en etisk socialisme baseret på kristendommen. Og de fremtrædende kirkefolks sociale engagement var med til at skabe fundamentet for den moderne velfærdsstat, for det var først omkring Første Verdenskrig, at den socialdemokratiske bevægelse for alvor fik medvind.

Sådan lyder et af budskaberne fra tidligere overvismand og professor Niels Kærgård i en ny debatbog Folkekirkens styring ved et vendepunkt fire kritiske artikler, som udkommer i morgen.

Bogen stiller spørgsmålet, hvad danskerne får for de 6,3 milliarder kroner, de i år betaler i kirkeskat. Den fokuserer også på de mange kirkelige opgaver, som ikke kan gøres op i kroner og øre.

Kirken og staten er så tæt forbundet, at de næsten ikke er til at skille ad, og kirken har blandt andet haft stor indflydelse på oprettelsen af den danske velfærdsstat, siger Niels Kærgård og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Grønland kræver godtgørelse til faderløse

I 1870erne begyndte Danmark forsigtigt at indføre en lovgivning, der begrænsede børnearbejde, og der blev nedsat en fattiglovskommission. I 1890erne fik man så en lovgivning om sygekasse og pension for fattige, og arbejdsløshedskasserne med offentlige tilskud kom til lige efter 1900. I perioden fra 1870erne og til Første Verdenskrig stod Socialdemokratiet ikke særlig stærkt. Men det var talsmænd som biskop Martensen og økonom og ledende medlem af Københavns Kirkefond Harald Westergaard, der fremhævede, at samfundet burde tage sig af de fattige og svage. Inden social retfærdighed blev et politisk projekt, var det i høj grad kirkelige talsmænds fortjeneste, at samfundet fik en bedre sociallovgivning, forklarer Niels Kærgård.

Han henviser til, at de dårligst stillede for alvor kom på dagsordenen i midten af 1800-tallet, fordi det sociale sikkerhedsnet i de gamle håndværkerlaug og landsbyfællesskaber blev nedbrudt på grund af industrialisering og selveje i landbruget.

I midten af 1800-tallet udgjorde partiet Venstre venstrefløjen i dansk politik. De fattigste havde ingen rigtige politiske talerør. En række fremtrædende kirkefolk mente, at der skulle gøres noget for den underklasse, der var blevet skabt af det moderne industrisamfund, siger Niels Kærgård.

Han understreger samtidig, at der internt i kirken langtfra var enighed om det sociale korstog:

Man har aldrig set en markant holdning til ret mange emner fra en samlet folkekirke. Biskop Martensen udgav i 1874 en pamflet om socialisme og kristendom, og det affødte en debat med biskop Monrad, der svarede med en modpamflet, som han kaldte Liberalismens Gjenmæle, fortæller Niels Kærgård.

Op gennem 1920erne og 1930erne blev kampen for social retfærdighed i stadig højere grad et socialdemokratisk projekt. Men selv da Thorvald Stauning i 1924 blev statsminister, havde mange socialdemokrater rødder i det kirkelige miljø. Det gjaldt blandt andre K.K.Steincke, der var en af hovedarkitekterne bag socialreformen i 1933.

Niels Kærgård betegner kirkens sociale engagement som et af mange udtryk for et nyttigt ægteskab mellem stat og kirke.

Stat og kirke har støttet hinanden på forskellig vis. Staten opkræver kirkeskatter, og kirken påtager sig en række for eksempel moralske opgaver. Når vi snakker styring af folkekirken, må det ikke glemmes, at kirken er meget mere end et trossamfund. Kirken har også været med til at sørge for kulturarv, og kirken trøster og hjælper ensomme. Det er opgaver, der har stor værdi for samfundet, lyder det fra Niels Kærgård, der i den ny bog er fortaler for, at kirken får et samlet kirkeråd, som tager sig af både interne og økonomiske anliggender.

Der er debat om bogen Folkekir-kens styring ved et vendepunkt fire kritiske artikler i morgen på Teologisk Fakultet på Københavns Universitet. Bogen har bidrag fra Svend Andersen, professor i etik- og religionsfilosofi, Jens Thorkild Bak, domprovst, Niels Kærgård, professor og Niels Thomsen, rektor emeritus.