Vi har smidt den religiøse blufærdighed

En ny generation af forældre og børn har skiftet fordommene ud med nysgerrighed, når det gælder religion. Derfor er hverken julegudstjeneste eller moskébesøg for skoleelever noget problem, vurderer religionsforskere

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Både Jesus og Muhammed er på programmet i julemåneden på Lundtofte Skole i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Mens 4. klasse forbereder sange til et skuespil i den lokale kirke om Jesu fødsel, besøger to 9. klasser en moské på Nørrebro i Køben-havn, hvor en imam fortæller om livet som muslim i Danmark.

Krybbespillet har fundet sted i en del år, men moskébesøget er nyt, fortæller lærer i kristendomskundskab Mogens Kristensen, som har undervist i folkeskolen i 33 år. Besøget skal give eleverne større indsigt i islam, og de går til biddet, når de får lejlighed til at stille imamen spørgsmål.

Det gør de meget ublufærdigt. De ved, hvad det handler om, og de synes, det er enormt spændende: Hvad sker der, hvis man kommer til at spise svinekød? Hvorfor fem bønner om dagen?. Havde vi mere tid, skulle vi også besøge buddhister og jøder, siger Mogens Kristensen.

LÆS OGSÅ: Danskere støtter kristen jul i skolen

Eleverne på Lundtofte Skole tæller både jøder, muslimer og kristne, og de har fuldstændig styr på begreber som tilgivelse, næstekærlighed og barmhjertighed.

Jeg har undervist i mange år, og jeg må sige, at de har slet ikke de fordomme, man havde tidligere, og som man kan fornemme, der er blandt mange politikere og meningsdannere, siger han.

Eleverne på Lundtofte Skole er ikke noget særtilfælde. Ifølge en række religionsforskere har den nye generation af børn og forældre forladt tidligere tiders tabuisering af det religiøse liv, og religion er blevet et yndet emne både ved middagsbordene og i klasselokalerne.

Der kommer en generation af voksne nu, som er kendetegnet ved ikke at være nær så religiøst blufærdig eller fordomsfuld som tidligere generationer, siger Søren Østergaard, ph.d. og leder af Center for Ungdomsstudier (CUR).

Forældre er åbne for at lade børn blive introduceret til forskellige religiøse udtryk. Der er ingen ideologiske forbehold, som der var tidligere. Heller ikke, hvis religionslæreren tager børnene med til julegudstjeneste eller på besøg i et buddhistisk tempel. Det er en del af det individuelle dannelsesprojekt. Nu skal vi selv have lov til at tage stilling til, hvad vi vil tro, og så må man gerne blive eksponeret for forskellige religiøse udtryk, siger han.

Et eksempel på denne tendens finder man i den folke-lige opbakning til, at folkeskolens elever engagerer sig i kristne juletraditioner. For eksempel siger 80 procent af danskerne ja til, at eleverne går til julegudstjeneste, mens 86 procent bakker op om krybbespil om Jesu fødsel, viser en repræsentativ undersøgelse foretaget af YouGov for Kristeligt Dagblad. Der findes ikke sammenlignelige tal fra tidligere år. Men for 30-40 år siden lavede man stort set ikke krybbespil eller tog på moskébesøg, fortæller religionssociolog, ph.d. Morten Warmind, Københavns Universitet.

Krybbespillet var måske endda det mest problematiske. Der var en berøringsangst i forhold til udøvet kristendom, som ikke er der længere. For det er fuldstændig rigtigt, at religion er gået fra at være tabu til at være et almindeligt og interessant samtaleemne, siger han og giver et eksempel:

I dag svarer sætningen, jeg er for resten blevet religiøs til at tale om seksuelle problemer uden sammenligning i øvrigt. Tidligere sagde vi uh!, men i dag siger vi nej, hvor spændende, fortæl mere om det. Religion er blevet stueren. Ikke som en fælles forklaring på livets sammenhæng, men som et individuelt projekt.Tilbage i 1970erne og 1980erne var der en enorm blufærdighed omkring det religiøse, mener ligeledes Leise Christensen, ph.d. og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center, der blandt andet forsker i konfirmandundervisning.

Når man blev konfirmeret, skulle man endelig ikke tale om det religiøse; det handlede om gaverne. Men det har fuldstændig ændret sig, siger hun.

Hvorfor tidsånden er så meget anderledes, er der ikke noget entydigt svar på, mener Leise Christensen.

Men det har at gøre med, at 1970ernes marxisme og Guds død er ovre. Gud er opstanden igen.

Hun peger også på religiøs viden som del af det enkelte menneskes dannelsesprojekt, men hun giver derudover to andre forklaringer:

Forældre har et ønske om at give nogle traditioner videre til deres børn og sige det har vi altid gjort, selvom det ikke altid er tilfældet. Det kan igen skyldes, at andre religioner er blevet synlige, og så overvejer vi, hvad vi selv har af traditioner. Og endelig er der den mere religiøse eller trosmæssige dimension, hvor man som forældre ønsker, at ens børn i hvert fald ikke skal snydes for at få tilbuddet.

Lektor i religionssociologi Lars Ahlin, Aarhus Universitet, kan imidlertid ikke genkende, at danskerne nogensinde skulle have fået røde ører af at tale om religion:

Jeg tror aldrig, der har været nogen blufærdighed omkring det religiøse; at børnene skulle holdes væk fra kirken. Det har ikke forandret sig ret meget. Det har derimod det mere direkte tros-aspekt blufærdigheden er mindsket i forhold til udtryk som jeg er troende. Det holdt man tilbage for 20 år siden.