Kunsten minder om, at verden er større

Musicalen Jesus Christ Superstar har været med til at forme sognepræst Marianne Kochs liv. Hendes juleprædiken i Viborg Domkirke transmitteres i morgen på DR P1

Sognepræst Marianne Koch seneste koncert var en julekoncert i Viborg Domkirke her i december. –
Sognepræst Marianne Koch seneste koncert var en julekoncert i Viborg Domkirke her i december. –. Foto: Ole Mortensen.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

En af de seneste store læseoplevelser er Havets katedral af Ildefonso Falcones. Det er en historisk roman fra 1300-tallets Barcelona, og den handler både om byggeriet af kirken Santa María del Mar og om samfundet og mennesker i Barcelona. Det er formidabel læsning. Jeg læste den, da jeg i sommer var på ferie i Barcelona. Jeg var inde i kirken flere gange, og den var lige så fantastisk, som jeg havde forestillet mig, og som det beskrives i bogen.

LÆS OGSÅ: Gensyn med en guldalder

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Ud over Bibelen er det Ringenes herre. Jeg har læst den som voksen, og jeg kunne slet ikke lægge bøgerne fra mig, mens jeg læste dem. Jeg tror, at hele universet af eventyr talte til mit lidt bløde sind, og at bøgernes magiske verden gik lige i hjertet. Jeg synes, at Ringenes herre minder os om, at verden er større end det, vores grå hverdag viser os, og jeg bliver så taknemmelig for, at det er sådan.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

Jeg synes, at vi skal være glade og taknemmelige for, at Operaen i København findes, så jeg vil gerne anbefale, at man går ind og ser en forestilling. Det er en kæmpe-oplevelse, så se at komme af sted!

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Da jeg var 21 år, så jeg musicalen Jesus Christ Superstar i London. Det var en fantastisk oplevelse. Historien var overvældende, fordi den blev fortalt på en anden måde, end jeg plejede at høre den. Jeg havde en oplevelse af, at historien om Jesus Kristus kunne tolkes ind i mit liv og med min musik til.

Hvem har du senest været til koncert med?

Det var en julekoncert i Viborg Domkirke for nylig. Det var en dejlig koncert, hvor et stort kor sang.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Jeg bliver ked af det, når jeg hører nogen sige, at Det Kongelige Teater ikke skal have så mange penge. Vi har nemlig brug for, at der er nogle kunstnere, som sætter en meget høj standard. Det kan give os en stolthed og en god selvforståelse som folk, at vi har nogle meget dygtige kunstnere, som vi kan sende på turné ud i verden. Generelt skal vi også huske på, at hvis det højeste skal være lavt, kommer vi alle til at sætte en lavere standard for det, vi laver.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Nej, men der er kunst, jeg ikke forstår. Men når jeg så møder kunst, jeg ikke forstår, tænker jeg ikke, at det er dumt, for jeg ved, at det skyldes, at jeg mangler viden om det. De gange, hvor jeg har fået ting forklaret, kommer der en indsigt og en oplevelse med.