Kunne man lide Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt, er det bare om at kaste sig over Jonas Jonassons opfølger på succesen. Hans nye roman er, som forfatteren selv siger det: helt det samme og alligevel noget helt andet.
Denne gang er hovedpersonen en sort sydafrikansk kvinde, Nombeko, der voksede op i slum hos en enlig, alkoholiseret mor og tidligt fik arbejde som latrintømmer. Næppe de bedste forudsætninger for et godt liv, men allerede som barn viste hun helt usædvanlige evner. Matematik og sprog lærte hun efter naturmetoden og ved at gennempløje alle de bøger, hun i smug kunne komme i nærheden af hos de hvide. Samtidig var hun i besiddelse af vigtige overlevelsesmidler som handlekraft og realitetssans, hvilket fik hende til at medbringe en spids saks, hver gang hun skulle være alene med en af de hvide mænd. Den blev flittigt brugt.
Da hun fylder 15 år, forlader hun slummen for at søge nærmere Pretoria og ikke mindst byens forjættende bibliotek. På vejen bliver hun kørt ned af en beruset inge-niør, og når man befinder sig i Sydafrika i 1970ernes apartheid, er det naturligvis den sorte, der får skylden. Hun idømmes tvangsophold som hushjælp hos samme inge-niør, og det viser sig at blive hendes held. Ingeniøren arbejder med at udvikle Sydafrikas første atomvåben, men forstår ikke meget af det, han laver. Det gør imidlertid Nombeko meget hurtigt, og snart bliver det hende, der under bordet tager sig af forhandlinger om udviklingen af atomvåben og det internationale samfunds forsøg på at sætte Sydafrika en kæp i hjulet.
Forviklingerne tager fart; amerikanske, kinesiske og israelske interesser er på spil, og Nombeko manøvrerer som en fisk i vandet for at sikre sig selv et bedre liv og med skyldigt hensyn til sund fornuft, og hvad der er ret og rimeligt for verden. Sydafrikas atomvåbenprogram bliver stoppet, atomvåbnene destrueres, men af årsager, der fortaber sig i det uvisse, bliver et enkelt glemt, og det ender gemt i en kasse sammen med Nombeko i Sverige.
Hun har altså en atombombe på slæb, ovenikøbet efterstræbt af israelske agenter, men står også over for den største chance i sit liv: det svenske velfærdssystem med dets eldorado af uddannelsesmuligheder. Herefter begynder Nombekos hæsblæsende kamp for at få atombomben forsvarligt afleveret hos de svenske myndigheder og selv få opholdstilladelse.
Det kommer til at vare over 20 år og involverer møder med et væld af særprægede mennesker: republikanske fanatikere, der ønsker kongehuset afskaffet med alle midler. Et tvillingepar, hvoraf den ene, Holger 1, er kongehader og registreret som lovlig svensk indbygger, den anden, Holger 2, har bevaret sin fornufts fulde brug, men er aldrig blevet opført i det svenske folkeregister. Celestine, Holger 1s kæreste, der er anarkist og politihader og ikke bleg for at bruge atombomben, hvis hun kunne få mulighed for det, i sin kamp mod systemet. Hendes mormor, der kalder sig grevinde, men vist i virkeligheden er kartoffelavler. Statsminister Fredrik Reinfeldt, der holder af renskurede gulve og orden i systemerne, og kongen, Carl Gustav, som er god til at slagte høns og kan lide at bryde de formaliteter, der dagligt dikterer hans liv.
Nombeko har ben i næsen, og det lykkes selvfølgelig for hende at nå sine ønskers mål, blandt andet at få Holger 2 og sammen med ham en datter med adkomst til det svenske paradis.
Det lykkes også for Jonas Jonasson at få os til at holde af hende og le ad den menneskelige dårskab, det vrimler med omkring hende. I Sydafrika er det apartheidsystemet og dets dobbeltmoralske, snævertsynede, ja, direkte stupide repræsentanter, der holder for. I Sverige er det forkælede, selvoptagne fanatikere, der ikke magter at se nuancer, og det er tendenser hos både borgere og myndigheder til selvretfærdighed og regelrytteri. Overalt har forfatteren øst veloplagt ud af sin sproglige opfindsomhed og skabt groteske situationer, hvor mennesker mister grebet, og alting vendes på vrangen. Det er vittigt, sprudlende, bidsk og en fornøjelse at læse.