Volgograds bomber tyder på ny strategi fra Kaukasus-islamister

Bombeangrebene i Volgograd kan være et nyt eksempel på, hvordan islamistiske oprørere fra det nordlige Kaukasus, samlet i terrornetværket Det Kaukasiske Emirat, i stigende grad får lokale radikale muslimer til at udføre terrorangrebene for sig. Lokale muslimer har den fordel, at de har lettere ved at gennemføre deres aktioner uden at vække mistanke

Blomster til ære for ofrene for bomberne i Rusland. Volgograd, Rusland, den 31. december 2013.
Blomster til ære for ofrene for bomberne i Rusland. Volgograd, Rusland, den 31. december 2013. Foto: Rogulin Dmitry/ Denmark.

Ifølge de internationale medier mener de russiske myndigheder nu, at den selvmordsbomber, der udløste angrebet på togstationen i Volgograd i søndags, var russeren Pavel Pechyonkin. Han arbejdede indtil for nogle år siden som ambulancefører i Volgograd, men forlod byen for at slutte sig til oprørerne i den autonome russiske republik Dagestan efter at være konverteret til islam.

Det er en ny strategi (at benytte etniske russere...), som vi har set flere eksempler på for nylig. Det er et kæmpe problem for myndighederne, siger Andrei Soldatov, ekspert i russiske sikkerhedstjenester, til det britiske nyhedsbureau Reuters.

LÆS OGSÅ: Putin vil have strammet sikkerheden i Rusland

Den amerikanske terrorforsker Gordon M. Hahn fra Center for Strategiske og Internationale Studier, CSIS, skrev for nylig i en rapport for det amerikanske forsvarsakademi om situationen i Kaukasus forud for Vinter-OL i Sotji, der ligger lige nord for den urolige region, at brugen af etniske russere som hellige krigere bør få de røde lys til at blinke.

Han peger på, at en række selvmordsangreb har involveret etniske russere, konverteret til islam. De vækker ganske enkelt mindre opmærksomhed end de kaukasiske islamister selv ville gøre.

Samtidig er konvertitterne ofte meget fundamentalistiske i deres tro, hvilket skaber en afstand mellem dem og deres familier og gør dem til lette emner for de kaukasiske oprørere, mener Yekaterina Sokirianskaya, Kaukasus-ekspert i Forskningsgruppen i Internationale Kriser, ICG.

De er meget attraktive for oprørerne. Dette seneste angreb (i Volgograd, red) kunne kun udføres af en slavisk mand. En kvinde i hijab ville være blevet bemærket, siger hun til Reuters.

Udfordringen er, at et stigende antal muslimer i det sydlige Rusland bekender sig til en mere radikal fortolkning af islam. Alexey Malashenko, islam ekspert ved Carnegie Moskva Center, siger, at der i de forløbne år er sket en akkumulering af religiøs protest, hvor et stigende antal mennesker er blevet radikaliseret i protest mod autoriteterne.