Når man tænker på, hvor meget fantasylitteratur der skrives, hvor populær genren er, er det egentlig underligt, at der ikke er flere, der har tænkt på at inddrage den gode gamle trold, for eksempel den samiske stallo. En uhyggelig kæmpe, som gerne stjæler, nogle mener også æder, små børn. Vi mødte frygten for stallo i år i danske Maren Uthaugs debutroman Og sådan blev det, men hos svenske Stefan Spjut får stallo-feberen fuld skrue.
Stallo, som den umådeholdent digre roman hedder, er en nordsvensk thriller, som tager troldebegrebet alvorligt. Her er både de store stalloer, der kan forvandle sig til bjørne, men også mindre væsener, som kan skifte fra dyre- til menneskeskikkelse i løbet af kort tid, og her er sære mennesker, der lever med troldene på forladte brug. Og her er en ung hjemmehjælper, Susso Myrén, som via sin småsynske mor allerede fra barn er bestemt til at have en særlig fornemmelse for trolde.
LÆS OGSÅ: Fanget i dybet
Susso har opsat sit kamera hos en ældre dame, der har set en underlig gnom med gule øjne og kattepupiller. Pludselig er den gamle dames barnebarn væk. Og Susso bliver sammen med sin mor og ekskæreste trukket ind i en jagt på sandheden om, hvem der stjal Matthias. Parallelt med jagten følger vi troldene og deres menneskehjælperes ret makabre tilværelse. Og med ét er den kendte svenske troldetegner Johan Bauer, der i 1918 omkom ved en forfærdelig ulykke på Vättern med sin kone og sin treårige søn, også en del af fortællingen.
Spjut skriver godt, ikke mindst romanens prolog, hvor en mor er alene i et sommerhus langt ude i skoven med sin lille dreng, og der pludselig ligger en død flagermus i køleskabet, mens harer og ræve sidder side om side og glor ind ad vinduerne, er decideret ildevarslende og unheimlich.
Men, og det er et meget stort men, det er, som om Spjut har savnet en redaktør, der kunne have kortet gevaldigt ned undervejs. Man skal høre om meget kaffe og mange ligegyldigheder, før han omsider ligesom beslutter sig for at sætte tempoet op, hvilket til gengæld betyder, at man kommer ud af romanen i en ruf.
På bagsiden af bogen har selveste Karl Ove Knausgård skrevet, at han var bjergtaget fra allerførste side, og at romanen er så velskrevet at den ligger og lyser på siderne. Jeg håber, at han mener det, for ellers er det godt nok noget af en uskik. Jeg blev også bjergtaget på de første sider, men jeg må indrømme, at bjergvandringen blev til noget af en ørkenvandring undervejs.