Jubilæum i Boghandlerforeningen

Det er 25 år siden, at direktør i Boghandlerforeningen Olaf Winsløw begyndte som økonomichef i det, der dengang hed Den Danske Boghandlerforening

En særlig interesse for Olaf Winsløw har været effektivisering af boghandelen. –
En særlig interesse for Olaf Winsløw har været effektivisering af boghandelen. –. Foto: Boghandlerforeningen.

Olaf Winsløw har siden 2000 været Boghandlerforeningens direktør. Han er uddannet civiløkonom (HD), MPA, Master of Public Administration, og kom til foreningen fra en stilling som regnskabschef i Norsk Data og med branchebaggrund fra blandt andet København Bogcafe og Forlaget Kommunetryk.

Siden den dengang 36-årige Winsløw begyndte i Boghandlerforeningen i 1989, har den og bogbranchen udviklet sig voldsomt. Branchen har bevæget sig fra et reguleret område med faste bogpriser og beskyttelse af boghandlerne til den helt liberaliserede handel med bøger. Foreningen har gennemløbet en udvikling fra en praktisk hjælper for boghandlerne i mange funktioner til en mere målrettet politisk organisation med en bibliografisk funktion.

LÆS OGSÅ: Departementschef i et udskældt ministerium

Olaf Winsløw har altid været branchepolitisk aktiv og har repræsenteret foreningen i adskillige kulturministerielle udvalg. Som gammel aktivist har han været aktiv og initiativtagende blandt andet i forskellige litteraturkampagner som Læs Højt-kampagnen, Den Gode Historie og Verdens Bogdag. Internationalt har Olaf Winsløw været aktiv som bestyrelsesmedlem i EIBF (European and International Booksellers Federation) gennem mange år.

Han var en af fædrene til BiBi, Boghandlens Informations og Bestillingssystem, der stod færdigt i 2003. Her fik butikkerne for første gang i samme system en oversigt over samtlige udgivne bøger i Danmark siden 1990 og med aktuelle oplysninger om bøgernes salgsmæssige status.

Olaf Winsløw er en af de meget benyttede kilder til information om det danske bogmarked. Han var initiativtager til, at Boghandlerforeningen i 2007 etablerede BookScan.dk, som gennem dataoplysninger fra alle boghandlere og andre salgskanaler skulle lave pålidelige statistikker over det samlede bogsalg i Danmark.

Desværre ville supermarkeder og internetboghandler ikke rapportere til systemet, hvilket gjorde det svært at finansiere. Derfor standsede Boghandlerforeningen til Winsløws store ærgrelse systemet i 2011.

De senere år har været hårde såvel ved boghandelen som ved anden detailhandel, men Olaf Winsløw tror fuldt og fast på boghandelens fremtid, og han er overbevist om, at nedgangen i boghandlerantallet mest er et led i samfundets strukturtilpasning.

Der er reception den 9. januar på Børsen i København.