5 ud af 6 stjerner
New York er Martin Scorseses by. Han er vokset op i Manhattans italienske bydel, Little Italy, og er i sine film de seneste 40 år igen og igen vendt tilbage til byen og dens kriminelle skyggesider ofte med en ikke ubetydelig fascination af gangstervældet. Til hans foretrukne skuespillere hører Robert de Niro og Leonardo DiCaprio, der ligesom Scorsese selv har italienske aner.
Med The Wolf of Wall Street er Scorsese tilbage ved historien om den unge mand, der sætter sig for at leve den amerikanske drøm i New York. Denne gang ikke i gydernes eller smugkroernes skumle omgivelser, men direkte i USA og verdens økonomiske centrum, børsmæglermiljøet i Wall Street.
Men bare fordi man ikke længere hænger ud med gutterne på gadehjørnet og i stedet går i skræddersyet tøj og kører de dyreste biler, kan man jo sagtens være en svindler.
Filmen er baseret på børsspekulanten Jordan Belforts selvbiografi. Vi kommer direkte ind i det hektiske liv, som DiCaprios titelperson, Ulven fra Wall Street, lever i. Det er de hurtige penges verden, og hvis man er skruppelløs nok, kan man komme langt. Og langt ud.
LÆS OGSÅ: Sandheden skal gøre jer rige
Jordan starter ellers med at være den pæne dreng. Han drikker vand, når hans børs-mentor foreslår nye drinks hvert femte minut, og er afvisende over for den kokain, der sniffes ved enhver lejlighed. Han er tilmed gift, inden han for alvor møder pengenes forføreriske magt.
Han er netop blevet autoriseret som børsmægler, da bunden går ud af verdens aktiemarkeder i oktober 1987, og han mister sit job i Wall Street.
Snart finder han ansættelse i et mindre forstadsfirma, der kun handler med småaktier, men hvor provisionen til mægleren til gengæld er på 50 procent.
Kombinationen af de påtrængende og løgnagtige salgsteknikker fra læretiden på Wall Street og udsigten til gigantiske provisioner tænder for alvor Jordans kampånd og pengebegær og fra begyndelsen af 1980erne til slutningen af 1990erne lever han et liv, hvor hensynet til dødssynder som hovmod, griskhed, utugt og fråseri sættes helt ud af spillet. Han svælger i alt, der kan købes for penge, og i firmaet opbygger han en ubrydelig holdånd, der samtidig er så usmagelig, at man væmmes ved det. Der er dværgekastning til personalefesterne, prostituerede og hårde stoffer til ledelsen. Moral er der ingen af, for her styrer pengene og de ligger bedre i børsmæglernes end i kundernes lommer.
Midt i den til tider hæsblæsende skildring af livet i den økonomiske overklasses overhalingsbane finder den skarptslebne instruktør, som Scorsese er, også tid til en række mere dvælende scener, hvor man aner, at der trods alt er mennesker bag ulvemaskerne; mennesker, der nok drives af begær, men som også lever, som de gør, for at dulme angsten; angsten for tomheden, angsten for ensomheden, angsten for ikke at slå til.
Det hele kollapser for Belfort i slutningen af 1990erne, og nu en finanskrise senere er det vigtigt at få et indblik i finansverdenens mindre kønne sider. Det går ikke stille af heller ikke på musik-siden, men med The Wolf of Wall Street har Scorsese endnu en gang skabt en både underholdende, storladen og provokerende film.