Må jeg godt sørge noget mere?

Vi har ikke nogen ritualer i vores samfund, der skal hjælpe os med at håndtere den sorg, der ikke kan puttes i en kiste. Min abort åbnede ikke bare for smerten over det åbenlyse tab, det er at miste et barn den åbnede for tidligere sorger, jeg aldrig som barn havde lært at tale om, skriver dagens kronikør

"Vores sorg skal gå hurtigt, den skal overstås, så vi kan komme videre og bidrage med noget til fællesskabet," skriver dagens kronikør, der mistede et ufødt barn tre dage før sin 30-års fødselsdag.
"Vores sorg skal gå hurtigt, den skal overstås, så vi kan komme videre og bidrage med noget til fællesskabet," skriver dagens kronikør, der mistede et ufødt barn tre dage før sin 30-års fødselsdag. . Foto: Iris.

TRE DAGE FØR min 30-års-fødselsdag blødte jeg et foster ud i toilettet.

Jeg kan ikke længere huske, om min kæreste sov eller var vågen, da jeg kom tilbage til soveværelset. Jeg kan bare huske, at jeg var alene, og at noget så frygteligt var for tungt at bære for to mennesker.

I tre dage kunne jeg kun gå halvt oprejst, mit underliv var så forslået og træt, en konstant fysisk påmindelse om det grimme, jeg ikke var klar til at glemme.

LÆS OGSÅ: Sorgforskning: Hav den døde med dig i dit liv

Pludselig stoppede blødningerne, jeg kunne cykle på arbejde, og min krop fortsatte som før. På 10 dage var det hele overstået, blodprøverne var fine, min krop havde udstødt det hele af sig selv, og jeg stod på hjørnet af Vestergade og Klostertorv med min mobiltelefon for øret, mens jeg hørte sygeplejersken fra Skejby sige:

Du skal være stolt af din krop, den har reageret på noget, der ikke var, som det skulle være, og udstødt det hele uden medicinsk hjælp.

Jeg nikkede lydløst og spurgte: Hvad så nu?.

Du skal ikke gennem flere undersøgelser, sagde hun opmuntrende og fortsatte:

Du står nu som afsluttet i vores system.

Der var tavshed, inden der blev lagt på. Jeg ventede på mere, på et bedre svar eller i det mindste på et eller andet, hvad vidste jeg ikke.

Med aborten mistede verden sin uskyld. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på. Jeg havde ikke længere nogen tiltro til en verden, hvor noget så ondskabsfuldt kunne ske. Min kæreste og jeg kunne ikke snakke om det, hans sprog var ude af stand til at forstå mit og omvendt aborten blev et symbol på alt det, vi aldrig kunne snakke om eller nærme os.

Mit otte uger gamle barn blev kun otte uger, og det var en sorg, jeg ikke kunne finde ud af at omfavne. Det var knap nok noget, i hvert fald ikke andet end væv og blod og barndom i et toilet og en ny verden, og kan man sørge over noget, der knap nok har været?

Min kæreste spurgte mig, om vi ikke bare skulle prøve igen. Jeg ville nok få det bedre, hvis jeg blev gravid igen, men jeg vidste ikke længere, om jeg ville have et barn med ham.

Aborten havde kastet et grimt lys på vores forhold og åbenbaret noget essentielt om os begge. Han snakkede konstant om at renovere badeværelset eller sælge huset, og jeg stod stille på de præcis samme klinker på badeværelsesgulvet ude af stand til at flytte mig, før alle spørgsmål var stillet og besvaret.

Hans vilje til at bevæge sig frem føltes som en konstant afvisning af mig og mit behov for at sige farvel, for at blive tilgivet for ikke at have kunnet holde bedre fast på det lille barn, da jeg havde sat mig på toilettet den nat; det var væltet lige ud af mig, jeg havde ikke kunnet gøre modstand.

Jeg havde så meget behov for at blive tilgivet, at jeg til en fest en måned senere spurgte en mand, om han ikke nok ville røre mine bryster.

Der stod jeg med blonde-bhen blottet og med en anden mands hænder på mine bryster, en mand, der ikke vidste, at denne krop for godt en måned siden havde tabt et foster i toilettet og var skyldig.

Og hvordan føltes det at få rørt skyldige bryster af en anden mands hænder? Mine bryster var slankere og fastere, end de plejede at være, min krop det tyndeste, den nogensinde havde været og jeg følte bare taknemlighed, da han rørte dem, og da vi så hinanden i øjnene, må det have været det, han så, for han kiggede længe ind i dem, trak min trøje på plads og gik nedenunder.

Et par måneder efter skulle min nevø døbes, og da præsten lagde hænderne på hans hoved og velsignede ham, ville jeg ønske, jeg kunne have taget hans plads.

Et år senere gik min kæreste og jeg fra hinanden. Det var ikke abortens skyld. Vi havde begge to kigget væk, da vi skulle have kigget på hinanden, og sådan er vi næsten et helt samfund, der aldrig har lært at tale om det svære.

Vi har ikke nogen ritualer i vores samfund, der skal hjælpe os med at håndtere den sorg, der ikke kan puttes i en kiste. Min abort åbnede ikke bare for smerten over det åbenlyse tab, det er at miste et barn den åbnede for tidligere tab og sorger, jeg aldrig som barn havde lært at tale om.

I stedet for dialog og forståelse oplevede jeg, at min sorg skubbede andre mennesker væk. Det er ikke en ny ting, at den langvarige sorg opfattes som en afvigelse. Smerteforskningen har påpeget, at mens den fysiske smerte fremkalder en ophidset følelse, der fører til flugt- eller kamptendens, gør den psykiske smerte det modsatte.

Den fører til adfærdsmæssig passivitet, og vi bliver indelukkede, holder os for os selv og undgår kontakt med andre mennesker. Naturen har angiveligt indrettet os således, fordi et voldsomt tab i fortiden ville true flokken, hvis den sørgende forsøgte at erobre en andens hustru, barn eller formue som erstatning for den eller det, han havde mistet. Som et såret dyr holdt man sig for sig selv, indtil smerten var passeret.

Vi gør det samme i dag, fordi den tunge sorg stadig truer flokken. Vi aner ganske enkelt ikke, hvordan vi skal møde den. Vi taler hele tiden om vækst og udvikling og effektivisering, så vores sorg skal også gå hurtigt, den skal overstås, så vi kan komme videre og bidrage med noget til fællesskabet.

Men når vi sørger, går alting i stå, og vi drømmer bare om, at samfundet kunne være lidt bedre til at rumme, at vi indimellem har brug for at træde et skridt til siden uden at blive ekskluderet fra flokken.

I sorgen passer vi ikke ind, vi kan kun håbe, at vi har et menneske eller to, der tør stille spørgsmålet: Hvordan føles det?.

Det er et spørgsmål, der kræver mod, og som betyder, at vi skal stå stille sammen i noget tid. Vi skal turde risikere en afvisning med det spørgsmål, og i misforstået omsorg undgår vi at stille det. Det er ærgerligt, for det er et af de bedste spørgsmål i verden.

I det spørgsmål og i den autentiske besvarelse af det kan vi opleve, at den anden rent faktisk kan rumme vores smerte, og i det møde kan vi også lære at rumme den en smule bedre selv. Og når vi i sorgen trækker os fra omverdenen, er det jo ikke kun af behov, det er også på grund af afvisning.

Vi bliver hele tiden afvist, fordi vi ikke har et sprog for at møde hinanden derude, hvor det gør allermest ondt, og det er et tab for hele samfundet, for i det sprog ligger vores mest autentiske sprog for kærlighed også.

Vi kan lære at udvikle sådan et sprog i de rigtige, opbyggende relationer. Hvad enten det er sammen med en psykolog, en ægtefælle, en forælder eller en ven, så kan sproget sætte os fri, når vi lærer at tale om det svære.

Vi har alle sammen mørke inden i os, og når vi møder et menneske, der ikke er bange for det, så forstår vi, at det mørke bare er en anden side af det lyse, det er ikke to forskellige ting.

Vi forstår, at der ikke findes nogen sorg uden glæde, og når vi sørger, elsker vi.

Sofia Rasmussen er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur