Denne uges "kirkeligt set" er skrevet af generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard
EN EKSPERT UDTALTE SIG for nylig bevinget i radioen om en ny film. Pludselig kom det frem, at vedkommende slet ikke havde set filmen. Og så varede indslaget ikke så meget længere.
En række embedsmænd i Udviklingsministeriet skulle for nogle måneder siden finde ud af, hvad deres minister vidste om nogle meget omdiskuterede rejseregler. I stedet for at finde papiret med det rigtige svar fra den relevante dagsorden lavede en af dem en telefonopringning og fik en forkert besked. Og så var grunden lagt til, at ministeren ikke skulle være minister så meget længere.
Når vi fæster lid til eksperter, er det ikke mindst, fordi vi regner med, at de ved mere, og at de i hvert fald har brugt mere tid på at komme til bunds i deres sager end vi andre.
Overfladiske meninger, hurtige gisninger eller finurlige gætterier kan vi såmænd alle præstere. Men det, der gør os klogere, knytter sig gerne til, at nogen virkelig har søgt dybden, har afdækket kernen i et problem eller har fundet tilbage til kilden med det svar, som rent faktisk gør en forskel.
LÆS OGSÅ: Arven fra 1814: Skolen og Bibelen skulle styrke riget
I EN TID, hvor stress og travlhed og mediernes hastige puls fylder mere og mere, sker det alt for sjældent, at vi selv tager os den tid, der skal til for at komme til bunds. Det gælder også i troens og kirkens verden.
Hurtigt bliver en lille fjer til fem høns. Den ene Hassans digte bliver til sandheden om alle hans slags. Eller den skæve historie om konflikten i sognet bliver til, at sådan er det nok alle steder i folkekirken. Men er det nu også sådan fat? Hvad blev der egentlig sagt på mødet? Hvad kan vi fæste lid til?
Fra renæssancen og Reformationen har vi arvet udtrykket ad fontes til kilderne. Det handler om at søge tilbage til de oprindelige eller mest pålidelige kilder for at finde sikre svar, nye indsigter, bedre forståelser.
I adskillige europæiske landområder førte denne tænkning i det 15. og 16. århundrede til, at ambitiøse arbejder med at nyoversætte Bibelen som troens store kilde blev sat i gang. Martin Luthers banebrydende bibel-oversættelse blev færdig i 1534.
I Danmark fik vi den første hele bibel oversat fra grundsprogene i 1550 tilegnet kong Christian III. Og da den nye bogtrykkerkunst samtidig gjorde det både lettere og billigere at producere bøger, blev Bibelen mere og mere udbredt. Flere og flere mennesker fik dermed adgang til oplysninger og færdigheder, datidens autoriteter ellers havde for sig selv.
I begyndelsen af 1800-tallet tog udviklingen for alvor fart. Den nye skole for almuen, som vi i dag kender som folkeskolen, blev til herhjemme i 1814. Det samme gjorde Det Danske Bibelselskab.
Den religiøse stræben efter at forstå troens kilder og den almene læsetræning og uddannelse gik i praksis ofte hånd i hånd. Et eksempel herpå er en af de første store bibeludgivelser, som det nystiftede bibelselskab bekostede med 500 rigsdaler fra 1818. Det var anden udgave af Det Nye Testamente oversat til hollandsk-kreolsk, som var det sprog, slaverne på de dansk-vestindiske øer talte.
Til stor fortrydelse for flere slaveejere brugte den danske mission på øerne megen tid og mange kræfter på at lære slaverne både at læse og skrive. Men for folkene bag dette arbejde var det vigtigt og rigtigt, at alle mennesker skulle have mulighed for at komme tilbage til kilderne for selv at kunne finde svar på de største spørgsmål.
Tanken om at gå tilbage til kilderne kan være besværlig, bekostelig, tidskrævende, men den rummer også et kolossalt frigørende og nyskabende potentiale.
Det er altid fra Bibelen, at fornyelsesbevægelser i kirken kommer. Sådan har det været siden reformationen. Her var det også en munks og professors anfægtede læsning af Bibelen, der satte skub i det hele, har teologiprofessor Viggo Mortensen udtalt.
KILDERNES STORE betydning som kreativ kraft i kirkens historie er værd at notere sig den dag i dag også i mange andre sammenhænge. For vi har brug for det, som den gamle kongstanke ad fontes bragte med sig.
Idealet eller kravet om, at vi skal tilbage til de bedste kilder, udgør for eksempel et nyttigt værn mod overfladiskhed. Det forhindrer også en stribe fejl og misforståelser. Og samtidig er det en hyldest til den gode kvalitet og den største inspiration. Så snublende nær ligger det i tidsånden, at alt er lige godt, og at den ene mening vel kan være lige så god som den anden. Men sådan er det bare ikke.
Hvis man udtaler sig om en film, så er det bedre at have set den end ikke at have gjort det. Hvis man skal undersøge på offentlighedens vegne, hvad der skete på et møde, er det bedre at læse det rigtige referat end at tale i telefon med en, som måske slet ikke selv var til stede.
Hvis man vil vide mere om tilværelsens helt store spørgsmål om troen, håbet og kærligheden, så er det bedre at finde verdens mest indflydelsesrige bog, Bibelen, frem og læse fordomsfrit og nysgerrigt i den selv end ikke at gøre det. Og så er den sag i virkeligheden ikke så meget længere.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard