Det er min pligt at sige nej til undertrykkelse

Egyptiske kvinder har været med på Tahrir-pladsen siden revolutionens begyndelse. En af dem er 27-årige Reem Abuzaid, der mener, at det har forandret dem for evigt

”Kvinder er blevet mere selvstændige og politisk aktive end før Mubarak, og vi ved, vi har en stemme,” siger Reem Abuzaid. –
”Kvinder er blevet mere selvstændige og politisk aktive end før Mubarak, og vi ved, vi har en stemme,” siger Reem Abuzaid. –. Foto: Lea Holtze.

Det er den 25. januar 2011. Reem Abuzaid sidder i sin lejlighed, der ligger i en sidegade til den store offentlige plads Tahrir i Egyptens hovedstad, Kairo. Pladsen er blevet samlingspunkt for demonstrationerne mod præsident Hosni Mubarak. Pludselig ser hun en kvindelig demonstrant blive slået af politiet og løber straks ned på gaden for at vise sin støtte sammen med de andre demonstranter.

Det bliver den første af 18 dages voldsomme demonstrationer og oprør i hele landet, der ender med, at Hosni Mubarak går af. Et oprør, der siden bliver fulgt op af militært styre, valget af Det Muslimske Broderskabs repræsentant Mohamed Mursi og flere folkelige protester, indtil militæret i sommer afsatte Mursi.

Under hele revolutionen mødtes Reem Abuzaid med sine venner på Tahrir-pladsen. De slog telte op og belejrede pladsen. Hvorfor? Fordi det var hendes pligt som borger i Egypten, proklamerer hun.

Jeg har været aktiv på den politiske scene siden 2004, og min deltagelse i revolutionen var en naturlig følge af det. For mig at se er det min pligt at sige nej til undertrykkelse og kræve rettigheder, siger den nu 27-årige Reem Abuzaid.

I dag sidder hun på sit arbejde ved Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo og ser ud over byen og tilbage på de seneste tre års begivenheder, der begyndte i Tunesien og spredte sig til store dele af Mellemøsten og Nordafrika. Hun har som datter af en far, der spillede en central rolle i ungdomsbevægelsen i 1970erne, sine rødder solidt plantet i den politiske aktivisme.

Under revolutionen var der kvinder overalt, fortæller Reem Abuzaid. Og hun stod både blandt kvinder klædt i djellaba og slør og unge aktivister med en samfundsvidenskabelig baggrund som hende selv.

LÆS OGSÅ: Mellemøstens kvinder har betalt en høj pris for det arabiske forår

Vi var vrede på regimet. Vi var frustrerede over vores levevilkår. Graden af undertrykkelse var virkelig høj. Vi havde ingen chance for at deltage i politik, og vi følte os fremmedgjort og udstødt fra den politiske scene. Det var de følelser, der samlede os på gaden, fortæller hun og fortsætter:

Samtidig var vi glade for at mærke hinandens støtte og den kollektive identitetsfølelse. Vi var en del af en fælles idé, der gav os følelsen af at være på vej i den rigtige retning. Det var meget inspirerende. Det er virkelig smukt at føle sig støttet af masserne.

På trods af de barske oplevelser, hun har været vidne til, ser Reem Abuzaid op og smiler ved tanken om det stærke fællesskab. Men hun mindes også mandlige demonstranter, der blev tævet af politiet. Og veninder, der oplevede seksuelle overgreb og fuldbyrdede voldtægter på åben gade. Frygten for at opleve sidstnævnte fik hende en enkelt gang til at blive hjemme. Men efterfølgende blev hun enig med sig selv om, at frygten ikke måtte holde hende fra gaden. Så i stedet tog hun aktiv del i demonstrationer imod seksuelle overgreb på kvinder.

Seksuelle overgreb var på en eller anden måde den pris, vi betalte for at involvere os i den offentlige scene. Det er et grimt fænomen i Egypten, at kvinder bliver holdt nede på den måde. Og når vi alligevel kæmpede imod undertrykkelse, kunne vi lige så godt kæmpe mod den slags syge vaner, som seksuelle overgreb er en del af. Men det var meget foruroligende at vide, at der var stor sandsynlighed for, at jeg ville opleve seksuelle overgreb. Men jeg tog den svære beslutning om at løbe risikoen, siger hun.

Og heldigvis var Reem Abuzaid med sine egne ord en af de få heldige, der ikke blev udsat for overgreb. Og når hun i dag skal gøre regnestykket op, var det risikoen værd. For selvom hun ikke ser de store forandringer for kvinder inden for det overordnede retslige system, har hendes egen og mange andre kvinders deltagelse i revolutionen været med til at ændre dem selv.

De overordnede rammer er de samme. Men nu ved vi som kvinder, at vi har retten til at sige nej. Vi kan kæmpe for vores rettigheder, og dem kan ingen tage fra os. Heller ikke Det Muslimske Broderskab, selvom de forsøgte. Kvinder er blevet mere selvstændige og politisk aktive end før Mubarak, og vi ved, vi har en stemme. Det var på høje tid, at vi begyndte at råbe op, siger hun.

På den måde har det arabiske forår også givet kvinder håb. Håb om at kunne bekæmpe hvad som helst, mener hun.

Vi kæmpede for vores rettigheder og har vist et stort potentiale i forhold til at stille krav til et regime. På den måde har det arabiske forår haft stor, positiv betydning, siger hun.

Selv tror Reem Abuzaid på lige muligheder for alle egyptere. Og selvom hun godt kan le lidt ad mange egypteres tro på, at landets vej mod demokrati og frihed ligger lige for, så tror hun på, at militærstyret vil forbedre kvinders muligheder med pres fra det internationale samfund. Men hendes håb er, at egypterne finder deres egen vej.

Vi er et meget underdanigt samfund. Vi følger traditioner og religiøse love, som hindrer vores egne tanker. Jeg håber, vi vil tage ordet og definere, hvem vi er. Først da kan vi opfinde og genopfinde os selv og vores rolle som kvinder i det egyptiske samfund. Det er værd at kæmpe for.