DE KRISTNES JUL blev introduceret i Japan i 1600-tallet. Men det er først i det seneste par årtier, at det er gået løs, sådan for alvor. En undersøgelse viste, at op imod 73 procent af japanerne i dag fejrer jul. Eller det vil sige de spiser da i hvert fald den traditionelle julelagkage.
Lagkage med jordbær er nemlig sammen med dyre restaurantbesøg og efterfølgende sex på hotel urokkelige ingredienser i den typiske japanske jul, der dyrkes særligt ivrigt af teenagere.
Her i den kolde, rå januarmåned melder uroen sig efter overdådighedens december, og der skal nok være mere end én, der har sat sig for at lære at meditere. Nu skal de lære at være mindful.
Mit gæt er imidlertid, at de fleste danskeres meditation er lige så langt fra kernen i japansk zazen som mindfulnessmeditation kaldes i Japan som japanernes mærkværdige jul er fra en europæisk fejring af Jesu fødsel.
Fordi jeg selv som ung var interesseret i zenbuddhisme, opsøgte jeg engang et zentempel i en af Tokyos forstæder for at deltage i en onsdagsmeditation. Stor var min forundring, da jeg efterfølgende interviewede en ældre mand, der havde mediteret dér i årevis. Han var begyndt at komme i templet på grund af sorgen over sin mors død. Nu havde han været i gang i 20 år. Jeg spurgte ham om, hvad han havde fået ud af det.
LÆS OGSÅ: Kapløb mellem Buddha og Jesus: Et vidnesbyrd om et Danmark i forandring
Ingenting, svarede han.
Ingenting!?
Næ. Overhovedet ingenting. Jeg har det præcis som for 20 siden.
Bredt smil. Cirka på det tidspunkt blev vi afbrudt af præsten, der bød på øl, whisky og sake. Jeg troede, jeg så forkert. For buddhister skal vel have en klar, vågen bevidsthed? Svaret kom via den unge kvindelige tolk, der pegede overpædagogisk.
Han siger: Derinde mediterer vi. Herude drikker vi os fulde. Nu er vi herude. Og han siger: Hvis du kunne starte med at prøve at være bare lidt mere tilstede i nuet, ville du allerede være nået langt.
Siden har jeg tænkt meget over det. Jeg kan vitterlig slet ikke genkende buddhistisk nærværspraksis i meget af det, danskere foretager sig, når de siger, at de praktiserer mindfulness.
For det første er der altid enormt meget fokus på, hvad man kan få ud af sin meditation. Og det er i sig selv det stik modsatte af den rene væren, som japanere og andre buddhister tilstræber.
Danskerne kristianiserer i virkeligheden den japanske zen. Som de gode protestanter, de inderst inde er, vil de have noget ud af deres aktivitet. Meditation er for lutheranerne en art Max Webersk flid. Hvis man bare mediterer godt nok, dybt nok, længe nok, hårdt nok, så kommer belønningen. Men sådan virker det altså slet ikke.
Samtidig er dansk meditation udtryk for en slags folkelig, lidt grundtvigiansk hyggetilstand. For det skal næsten helst være på højskolemanér, det skal være komfortabelt og helst med mange puder og med lys med vaniljeduft. For danskerne stresser nemlig af, når de mediterer.
LÆS OGSÅ: Meditation er som vind i sjælens sejl
Herfra skal der ikke lyde ét ondt ord om afspændingspædagogik. Men når mindfulness reducerer zen til mental wellness, så har man misset noget centralt i en religiøs praksis, hvis inderste brændpunkt er døden.
Sandheden om zen er, at det overhovedet ikke er afstressende i hvert fald ikke, hvis man gør det rigtigt. De gange, jeg har prøvet zazen, har vi siddet i snorlige linjer på et hårdt trægulv i ultradisciplineret tavshed. Det har gjort ubegribeligt ondt i benene. Mit humør har været markant dårligere bagefter. Og jeg har faktisk sjældent været mere anspændt. Så jeg trækker altid vejret dybt og prøver at slappe af, når lommebuddhistiske coachtyper begynder at snakke om, hvordan mindfulness giver et roligere sind, eller at det forbedrer dømmekraften, eller at det giver bedre kontrol over vrede. Eller giver en bedre accept af virkeligheden. For det er rent vrøvl.
Man får ikke noget som helst ud af zen. Zen er bare. Men selvfølgelig kan en zenbuddhistisk praksis give spændende oplevelser af det, man allerede i forvejen er. Der kommer bare ikke noget ud af det.
Den, der tør stirre ind i sin egen mentale rodebutik, ser bare en mental rodebutik. Og jo mere man ser, jo mere rodet bliver der bare. Og den, der tør se usikkerheden i øjnene, bliver ikke et hak bedre til at bedømme noget som helst, for alt bliver sjovt nok meget mere usikkert.
En japansk kampsportsmand smadrer sin modstander til ukendelighed fordi han er så opmærksom på sin aggression. Opmærksomheden gør ham ikke fredeligere. Og på samme måde er der, synes jeg, noget lidt tåkrummende over en dansk mand eller kvinde, der selvhøjtideligt siger, at de skam accepterer virkeligheden og lever i nuet. For burde de så strengt taget sidde i Bramming anno 2014 og dimse rundt med en flere tusinde år gammel åndelig tradition fra et sted på den anden side af kloden?
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og forfatter og journalist Kristian Ditlev Jensen