Et charmerende krigsbillede

Fascinerende fransk klassiker om Første Verdenskrig

Jean Cocteau: Under foregivende. Oversat af Hans Henrik Bruun. 174 sider. 250 kroner. Gyldendal.
Jean Cocteau: Under foregivende. Oversat af Hans Henrik Bruun. 174 sider. 250 kroner. Gyldendal.

Af og til sker miraklet, en bog dukker op fra bunken, og ud af ukendtheden siger dens første side, at her er noget! Bare at tale som øjenvidne til Første Verdenskrig og så tale sådan: Krigen begyndte i vildeste uorden en uorden der varede ved fra først til sidst. En kort krig havde kunnet udvikle sig, og så at sige være faldet til jorden som en frugt.

Sådanne sætninger er skrevet, ikke af historikere eller stabsofficerer, men af en af de almindelige soldater ude i den enkelte stilling, hvor man ikke kan overskue hele fronten eller hele angrebsplanen. Disse sætninger ser krigen som et fænomen, der vokser som en frugt, noget man betragter interesseret, men som egentlig ikke rører en særligt, fordi man jo har så meget andet liv, der skal passes, medens kuglerne suser sandsynligvis ikke efter én selv. Og levende kan man ikke være angst hele tiden. Der sker jo også skægge ting midt i fællesskabet med såvel kammeraterne som fjenden 50 meter væk.

LÆS OGSÅ: Ingen nem vej til lykke

Under foregivende hedder Jean Cocteaus roman eller historie fra 1923 og ja, han lavede også film, for eksempel Skønheden og Udyret fra 1946. Historien handler om en svindler, der giver sit navn helteklang ved stryge det med lidt adelig fernis efter en døende krighelt. Alle døre åbner sig for denne svindlersoldat, der kører ambulance ud til fronten med en rig fyrstinde, der har hengivet sig at hjælpe hårdt sårede soldater.

Vores svindler foregiver at være soldat, ligesom han foregiver at være elsker og souvenirsamler af patroner og hjelme og snart kan han ikke skelne mellem sit rigtige jeg og sit svindlerjeg. Før døden er livet i denne krigsverden næsten ikke andet end illusioner og uvirkeligt teater, og så længe man er levende, spiller man på denne scene ved netop at foregive.

Til sidst slutter dog dette foregivende liv, og han bliver skudt og dør, men inden da er den spinkle historie blevet anledning til præcise og æstetiske sprogbilleder af krigen. Det er ekspressionisme, når den er allermest bøjelig og intellektuel fransk. En biskop beskrives for eksempel således: Han var skøn og svulmende, en fabelagtig fuchsia.

En sønderbombet by ligner Jeanne dArcs martyrbål. En flad mørk røgsky hang over den og strakte sig langt ud, som røgfanen fra en oceandamper. I disse eksempler ser man, hvad det æstetiske blik kan og gør. Det træder ud af det medlidende eller forpligtede forhold til tingene (biskop eller bombet by) for at følge associative ligheder (blomst eller oceandamper), der er ubrugelige.

Billeddannelsen frigør sig fra den moral, som ellers ligger overalt i krigstiden. Et kæmpe projektil, der slog ned i vandet, fik en hel boulevard af strålende butikker til at lyse op på bunden.

Det er eksplosionslysglimtet, der spejler sig i vandet, som de lysende butikker ville have gjort, hvis byen ikke var mørkelagt.

Men tro nu ikke, at denne billedstorm ødelægger indtrykket af krigen, snarere står det meget mere præcist, fordi en viden om det almindelige sættes sammen med det ekstraordinære grufulde og gør det håndterligt: Maskingeværernes monotont hakkende dødningelatter.

Og sådan kunne man blive ved med eksempler fra denne i bedste forstand charmerende bog om krigens gru og menneskets overlevelsesinstinkt midt i gruen, der producerer sådanne sprogbilleder, som denne historie gør.

Den er ikke dyb i psykologi, ikke dyb i historisk overblik, ikke moralsk vederhæftig, men den er charmerende svindlerisk som sin hovedperson, og med sine billeder forfører den læseren til de virkelige mennesker i skyttegravene. Ikke de lidende, men de heldigt overlevende, indtil også de dør.

Oversætteren Hans Henrik Bruun har skrevet et fint introducerende efterord, lavet noter og ikke mindst oversat, så de franske billeder også forbløffer på dansk. Det er fint og enkelt gjort, hør selv:

Men ved fronten var det som om de mange døde. Kvæstelserne og den uafladelige risiko dræbte hver soldat flere gange; døden blev vekslet om til småpenge og mistede sin værdi.

Dette omtalesprog gengiver bogen i en æstetisk udgave, i æstetikken, hvor døden netop altid har mistet sin værdi, og skønheden lever, så længe den varer.