Almen praksis kontinuitet i modvind

Hospitalets opgave er at udrede og behandle sygsomme. Den praktiserende læges opgave er at se mennesket. På grund af et ønske om effektivitet og besparelser i sundhedsvæsenet er den vigtigste forudsætning for en veldrevet almen praksis nu under hårdt pres: tiden på patientens præmisser. Den tid, som bruges på at lytte, kan blive dyr at undvære

Når man har fået diabetes og ikke kan overskue konsekvenserne, hvad så? Så taler man med sin praktiserende læge, skriver Line Soot.
Når man har fået diabetes og ikke kan overskue konsekvenserne, hvad så? Så taler man med sin praktiserende læge, skriver Line Soot. . Foto: Bax Lindhardt/.

Bliver man syg i Danmark, findes der en udredningsgaranti, så enhver kan få at vide, hvad de fejler inden for en måned. Vi har et moderne og strømlinet hospitalsvæsen. Vi har diverse pakkeforløb inden for både cancerudredning, hjertelidelser og psykiatriske lidelser.

Men når hjertelidelsen er diagnosticeret, og man er i tvivl om ens børn også kan fejle noget med hjertet, hvad så? Når det fastlagte antal behandlinger i pakkeforløbet for angst er brugt, og man stadig har det forfærdeligt, hvad så? Når kræften er behandlet, man er blevet erklæret rask, men føler sig helt tom indvendig, hvad så? Eller når kræften er uhelbredelig, og man er uden for terapeutisk rækkevidde, hvad så? Når man ved nakkefoldsskanningen har fået at vide, at der er øget risiko for mongolisme, og man er i tvivl om, hvorvidt man kan klare et handikappet barn, hvad så? Når man har fået diabetes og ikke kan overskue konsekvenserne, hvad så?

Så taler man med sin praktiserende læge. For den praktiserende læges primære opgave er at se det hele menneske ud fra en forståelse af dette menneskes helt særlige kontekst. Her er der (endnu) tid til at lytte. De mange situationer, hvor det hele ikke passer ned i en lille snævert defineret boks, er ofte ganske nedbrydende for patientens helbredstilstand. Ved at tale med den praktiserende læge, som på den ene side er en uvildig person, men som alligevel har et indgående kendskab til patientens livsbetingelser, kan det ofte være muligt at få lagt en strategi for, hvorledes den problematiske situation takles bedst muligt.

Den praktiserende læges opgave er at møde patienten ud fra et helhedsperspektiv. At hjælpe på de præmisser, patienten ønsker hjælp. Det er ikke givet på forhånd, hvorledes et menneske hjælpes bedst. Det finder læge og patient ud af sammen ud fra lægens kendskab til patienten og gennem den tillid, der er etableret mellem patient og læge over tid.

LÆS OGSÅ: Hvem skal vide hvad du fejler?

Mange patienter vil gerne undgå at skulle henvises til indlæggelse eller udredning på et hospital. Langt de fleste problematikker kan da også udmærket klares uden. Den praktiserende læge kan desuden sammen med patienten løse mange af de mere skæve problemstillinger, fordi lægen har en bagvedliggende forståelse af patientens familierelationer, uddannelse, sociale kompetencer og helbredsmæssige forhistorie. På denne baggrund kan patienten bedst muligt støttes i at håndtere egen livssituation og eget helbred.

Gennem en bred vifte af forskellige konsultationstyper etablerer lægen over tid sit særlige kendskab til patienten og dennes familie. Fra præventionssamtaler, fertilitetsproblemer, graviditetsundersøgelser og børneundersøgelse over de eksistentielle kriser, depressioner og angst til diagnosticering og opfølgning af kroniske lidelser som diabetes, rygerlunger, forhøjet blodtryk og flere andre lidelser. Herudover kommer ad hoc konsultationerne, som blandt andet omhandler de føromtalte mere skæve problemstillinger. Ethvert møde mellem patienten og dennes praktiserende læge er med til at etablere denne uvildige, men dog alligevel personlige relation.

På grund af et ønske om effektivitet og besparelser i sundhedsvæsenet, er den vigtigste forudsætning for en veldrevet almen praksis under hårdt pres, nemlig den tid, der skal til, for at opfylde patienternes behov. Den tid, som bruges på at lytte. Den tid, som bruges til at løse skæve problemstillinger, der ikke kan presses ned i en diagnosekasse.

Ikke kun tiden med patienten, men også kontinuiteten er under pres i almen praksis. Den tidsmæssige kontinuitet, der udgøres af mange fortløbende møder mellem patient og læge er ligeledes truet. Fra tid til anden drøftes muligheden for, at andre faggrupper af besparelsesmæssige hensyn kan varetage en del af de praktiserende lægers opgaver. Sygeplejersker kan overtage kontrollen med de ukomplicerede kroniske lidelser, ligesom sygeplejersker kan uddannes til at overtage børneundersøgelser, og jordemødre kan varetage graviditetsundersøgelser og screeninger for livmoderhalskræft.

Men selvom det er billigere, er det ikke nødvendigvis værd at stræbe efter. For det koster dyrt i forhold til investeringen i den personlige relation mellem patient og læge. Den relation, som udgør patientens sundhedsfaglige sikkerhedsnet, når helbredet begynder at svigte fysisk eller psykisk.

I øjeblikket ses det desværre ikke helt sjældent, at lægeklinikker afvikler konsultationer i største hast og med en ny læge eller sygeplejerske hver gang. Mange lægeopgaver uddelegeres til praksispersonale, hvorved kontinuiteten er ved at være en saga blot disse steder. Det er resultatet af embedmænds og politikeres vedvarende effektivitetsønsker, der gennem en politiserende incitamentsstruktur forsøger at styre udviklingen i almen praksis i retning af stordrift og dermed væk fra tid og kontinuitet.

Når livet begynder at gå skævt på grund af et svigtende helbred eller en psykisk krise, er den personlige relation til den praktiserende læge af afgørende betydning. Da er det, at tidsinvesteringen har sin berettigelse. For ikke to menneskers liv er ens, og derfor er to patientforløb heller ikke ens. Når et liv derfor ændres af sygdom eller krise, da er det afgørende at have en praktiserende læge, der kan støtte mennesket i de beslutninger, som er de rigtige for netop dette menneske

Den praktiserende læge henviser til hospitalsvæsenet, når det skønnes relevant. Og den praktiserende læge overtager ansvaret igen, når patienten har afsluttet sit forløb i hospitalsvæsenet. Den praktiserende læge er både sikkerheden for, at hospitalsvæsenet ikke oversvømmes af irrelevante henvisninger og udgør samtidig sikkerhedsnettet for patienten. Den praktiserende læge er altså både gatekeeper og sikkerhedsnet.

Patientens vej gennem hospitalsvæsenet er ofte præget af, at det hele skal gå hurtigt. Indimellem så hurtigt, at patienten mister overblikket. Andre gange efterlades patienten med en oplevelse af, at der kun er set på en brøkdel af det, som er deres egentlige problem, fordi udredning og behandling over tid er blevet mere og mere specialiseret, så det ofte kun omfatter ét organsystem eller én problemstilling. Patientens problem er ofte multifacetteret.

Når patienten forlader hospitalet og returnerer til den praktiserende læge, skal trådene derfor samles, og der skal eventuelt lægges en ny plan. Medicinen skal eventuelt diskuteres. Ofte er der mange spørgsmål, som aldrig bliver stillet på hospitalet, fordi patienten udskrives eller afsluttes, før spørgsmålene er blevet tænkt.

Uden en rummelig og individorienteret almen praksis, vil et stramt styret hospitalsvæsen bryde sammen, fordi patienters helbred indbefatter meget mere end ét organsystem eller én diagnose.

Ønsker man derfor et veldrevet sundhedsvæsen, bør man fokusere på og prioritere en stærk og individorienteret almen praksis. Man bør standse den nuværende udvikling, hvor man gennem lov og honorering faciliterer storpraksisdrift for enhver pris. I stedet bør man give incitament til at fastholde fokus på det personlige og kontinuerlige forhold mellem patient og læge. Det vil vise sig gavnligt i forhold til at styrke patienternes egenomsorg og evne til at mestre helbred og eventuel sygdom.

Et effektivt og specialiseret hospitalsvæsen bør retteligt understøttes af en rummelig og individorienteret almen praksis.

Billig tid brugt i almen praksis giver besparelse af dyr tid i hospitalsvæsenet. En almen praksis, der tilgodeser individers forskellighed, er det bedste grundlag for et stærkt, effektivt og strømlinet hospitalsvæsen.

Line Soot er praktiserende læge i Valby