Krigen mod Hitler set fra havet

Vi har mange gange i de senere års litteratur hørt om virkelighed, der blev til skrift. Men her er det omvendt, skriften blev omsat til virkelighed. Og det er en stærk oplevelse

John Michelet: Havets helt. Skovmatrosen. Oversat af Jannie Jensen. 799 sider. 399 kroner. Forlaget Republik.
John Michelet: Havets helt. Skovmatrosen. Oversat af Jannie Jensen. 799 sider. 399 kroner. Forlaget Republik. . Foto: Forlaget Republik.

Der er bøger, der er så autentiske i tidsbilledet, så levende og troværdige at man føler, at nu har man selv oplevet det, set det, været til stede. At netop SÅDAN må det have været.

Den følelse havde jeg, da jeg efter to stive dage i selskab med skvulpende søsyge, solskoldning på dækket, tømmermænd efter mængder af lokalt ildvand, længselsfuld spejden over evighedernes ocean og intens angst for tyske undervandsbåde og torpedoer, lukkede den norske forfatter Jon Michelets roman Skovmatrosen.

Næsten 800 sider er den på, det er langt! For langt vil nogle sikkert mene. Og så er den endda yderst begrænset i tid og rum. Den udspiller sig helt overvejende kun på det norske skib Tomar, fra den unge Halvor påmønstrer i december 1939, til en ny hyre starter oktober 1940. Så man er ganske enkelt tvunget til at sætte uret på standby og bare lade hele denne sømandsverden folde sig ud og gå i sjælen. Men det er rejsen værd.

LÆS OGSÅ: En klassisk kritik af Kierkegaard

For mig personligt har bogen også en anden dimension. Min egen far stak i 1939 som bare 14-årig til søs for at undgå tæv og søge eventyret. Men skæbnen indhentede ham. Og da hans jævnaldrende blev konfirmeret, sad han ved telegrafistbordet i en minestryger i Den Engelske Kanal. Det var ikke for tøsedrenge.

Nu ved jeg, hvordan han havde det. Eller får løftet bare lidt af sløret. Takket være denne besynderligt langsommelige cliffhanger af en roman.

Halvor starter sit livs eventyr med at spænde skiene på. Hvor norsk!

Af sted går det først mod toget, hvor far er lokomotivfører og lokal repræsentant for det norske kommunistparti, derfra videre til rederiet i Oslo.

På en umådelig fintfølende måde lader Jon Michelet sin forfatterstemme smelte ind i den 18-åriges tankeverden.

Derfor mere hører end ser vi, hvordan han forvandler sig fra naiv troskyldighed til en modnet voksen mand, der bare et år efter har mistet sin jomfruelighed i mørkebrune kvindearme, fået en finger klippet af med en boltsaks, set sit skib torpederet og sine venner dø.

Meget af stoffet henter forfatteren fra sin egen ungdom i tresserne som sømand og havnearbejder. Deraf det uhyre autentiske stemmeleje. Tonen ombord er rå, autoritær, solidarisk og bliver mere og mere sårbar, efterhånden som den ydre fare vokser. Det er venskab mellem mænd i litterær særklasse.

Men allerfinest fungerer beskrivelsen af besætningens fortvivlede, frustrerende position, da krigen bryder ud og Norge besættes. At være så langt væk og dog så tæt på. Ind under huden mærker man afmagten ved at måtte følge sit lands skæbne i små prik fra telegrafen: uvisheden om familien, fronterne der hele tiden flytter sig, uenigheden om, hvorvidt Norge skal kæmpe eller overgive sig som Danmark. Kaptajnens desperate forsøg på at forklare krigen logisk: at læse Hitler, der jo viser sig at være helt ulæselig. Hvad er hans næste skridt? Og alligevel uden vaklen vælge side helt derude, hvor kun Sydkorset råder. Forvandle sig til havets helte, uden at bogen på nogen måde bliver en heltehistorie.

Og overalt er vi i øjenhøjde. Vi ved ikke mere end vores hovedperson. Hver tanke der går gennem hovedet på ham da Norge kapitulerer, og ikke mindst da hjembyen bombarderes er kemisk renset for forfatterens efterrationaliseringer. Behændigt kalder han også Første Verdenskrig for den store krig. Der var endnu ikke nogen anden. Den er jo først lige begyndt.

Det er den også, da Halvor 800 sider længere fremme tager hyre på motortankeren Iberia, der med lasten fuld af benzin nu sætter kursen mod England. For nogen må jo påtage sig jobbet.