Mindfulness er et begreb, inspireret af især buddhistisk meditationspraksis. Begrebet bliver brugt til at beskrive en sindsteknik, der træner den praktiserende i at fokusere sit sind. Formålet er at blive bevidst til stede i nuet og ikke kastebold for det indre mentale drama, der udgøres af tanker og impulser.
Og hvad er der så galt med det? Kristian Ditlev Jensen skelner mellem afspændingspædagogik, som han ikke har noget imod, og sammenkædningen af zenbuddhisme og mindfulness, som han i høj grad har noget imod.
Er denne tendens negativ eller positiv? Er den interreligiøse læring, der tager fart i disse år, noget man skal dæmme op for?
LÆS OGSÅ: Frelse: Er der frit slag mellem Jesus, mindfulness og stenalderkost?
Kristian Ditlev Jensens lørdagsrefleksion den 11. januar er et indlæg i denne debat. Han finder det tåkrummende, når en dansk mand eller kvinde praktiserer mindfulness uden at forstå, hvad zen går ud på. Han taler om danskerne som dårlige oversættere af zenbuddhismen, som tolkes ind i en dansk hyggekontekst. Formålet er velvære på narcissististiske præmisser.
På den måde kastreres og fordanskes den japanske samurai. Den japanske krigers mindfulness skulle sikre følelsesmæssig afkobling og dermed udviklingen af den mangel på empati, der gør, at man som kriger kan slå ihjel og tjene sit fællesskab uden at lade sig påvirke.
Men Anders Breivik dyrkede også zen-inspireret mindfulness som forberedelse til sin aktion. Har Breivik dermed forstået zenbuddhismen bedre end de hyggende og etisk afkoblende narcissistiske danskere? kunne man fristes til at spørge. Er hans mindfulness mere autentisk zen og dermed ikke så sær? Svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvordan man definerer zenbuddhisme. Zen er en retning inden for Mahayana-buddhismen. Religioner er dynamiske størrelse, der udvikler sig, praktiseres forskelligt og med forskellige formål. Der er dog centrale værdier, der udgør deres identitetsmæssige profil. Vigtigheden af medfølelsen med dens etiske forpligtelse om at hjælpe andre er således et vigtigt element i Mahayana-buddhismen. Det er rigtigt, at buddhismen lægger stor vægt på livets forgængelighed, men at kalde zenbuddhismens brændpunkt for døden, som Kristian Ditlev Jensen gør, er en forenkling. Der er ikke tale om en dyrkelse af døden, men om en accept af lidelsen (sygdom, alderdom og død) som livets andet ansigt.
Gennem det at være mindful i verden, som den er på godt og ondt, og i en selv, som man er på godt og ondt , opstod for fortidens religiøse mystikere, hvad enten de var kristne eller buddhister, og for mange åndeligt praktiserende lige siden en oplevelse af frihed, ydmyghed og medfølelse. Religioner er blevet grundlagt delvist på baggrund af sådanne menneskers erfaringer. Zazen eller kristen kontemplativ bøn kan således være en invitation til selv at følge en stor religionsgrundlægger, Jesus, efter og prøve de 40 hårde dage i ørkenen på egen krop. For de kristne mystikere kan en sådan erfaring tolkes som foreningen med Gud, for buddhistiske mystikere som opløsningen af selvet i Nirvana. Dette er hverken følelsesmæssig eller etisk afkobling, men at være til stede i det, der er (det behagelige og det smertefulde), uden at være identisk med det. Dette giver frirum for stillingtagen og handling. Det er ikke selvbefamling, men overskridelse af egoet. Men Kristian Ditlev Jensens refleksion skal få det sidste ord, for der er ingen grund til en forherligelse af de religiøse sindsteknikker. De skal underkastes kritik, for de kan bruges til mange forskellige formål. Det er det, der i mine øjne er problemet. Og det er her, bedømmelsen må sætte ind.
En pragmatisk, ikke religiøs brug af mindfulness kan være gavnlig. Mennesker, der slapper af, sænker deres stressniveau. Hvad er der galt med en sportsmand, der optimerer sin præstation ved at lære at fokusere sit sind?
Hvad der derimod ikke er godt, er, at teknikkerne bruges til følelsesmæssig og etisk afkobling, men det er forkert at give zenbuddhismen og de mindfulness praktiserende danskere monopol på misbruget. Jøder, kristne, muslimer, hinduer og buddhister bør tage hinanden i hånden og se hinanden dybt i øjnene. Uhellige politiske, nationale og religiøse dagsordener er ofte blevet udført at mennesker, der gennem bøn og meditation har suggereret sig selv til at udføre grusomheder i deres religions eller nations navn.
Kort sagt: Uanset om man er mindfulness-praktiserende dansker, mediterende buddhist, mediterende og bedende muslim, kristen og jøde eller mediterende ateist, hvad skal sindsteknikkerne bruges til? På deres frugter skal man kende dem.
Dorthe Enger er lektor