Bødskov freder Statsministeriet

Morten Bødskov afviser, at Statsministeriet blandede sig i formuleringerne i Christiania-pressemeddelelse

Jusitisminister Morten Bødskov (S) i det åbne samråd, hvor han endte med at opgive justitsministerposten.
Jusitisminister Morten Bødskov (S) i det åbne samråd, hvor han endte med at opgive justitsministerposten. . Foto: Keld Navntoft /.

Tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) afviser nu, at Statsministeriet har medvirket til formuleringerne i en omstridt pressemeddelelse, han sendte på gaden den 19. november sidste år.

Meldingen kommer, efter at der i onsdags kom nye oplysninger frem, som sætter spørgsmålstegn ved Statsministeriets rolle i Christiania-sagen, der i december førte til Bødskovs afgang.

Justitsministeriet overvejede nemlig at lade Bødskov beklage, at han havde givet Folketinget et forkert billede af begrundelserne for et aflyst besøg på Christiania, som Retsudvalget skulle have holdt.

Overvejelserne blev sendt til Statsministeriets departementschef og statsministerens højre hånd, Christian Kettel Thomsen. Da Justitsministeriet få timer senere sendte den endelige pressemeddelelse ud, var beklagelsen væk.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Bødskov-sag er ikke liv og død for virkelige mennesker

Flere oppositionspolitikere kræver svar på, om Statsministeriet havde en finger med i spillet.

Det afviste Kettel Thomsen allerede i onsdagd i en pressemeddelelse, og det samme gør Bødskov altså nu.

Antydningerne i medierne af, at Statsministeriet skulle have medvirket til formuleringerne af pressemeddelelsen, må jeg klart afvise, skriver Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Det var min vurdering, at der ikke var behov for en beklagelse i den endelige udgave af pressemeddelelsen, da begrundelsen for udsættelsen af besøget blev givet til retsudvalget af den daværende formand for udvalget og ikke af mig, skriver han videre.

I den omstridte pressemeddelelse fra den 19. november begrundede Bødskov det aflyste besøg på Christiania med, at daværende politidirektør Johan Reimann ikke kunne deltage i et foregående møde om besøget en begrundelse, som Bødskov siden har erkendt var fabrikeret til lejligheden.

Grunden til, at man i pressemeddelelsen ikke forklarer, at Reimann i virkeligheden godt kunne have deltaget i mødet, skyldes manglende opmærksomhed, fortæller Bødskov nu.

Da pressemeddelelsen bliver udformet, er både mit og Justitsministeriets fokus på at forklare den alvorlige sikkerhedsmæssige situation forbundet med besøget.

Der var ikke opmærksomhed på, at Johan Reimanns manglende mulighed for at deltage halvandet år tidligere havde haft et særligt forløb, skrev han i går.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal i samråd om sagen i dag.