Et enormt nederlag

Stine Pilgaard skrev sin debutroman Min mor siger oven på ruinerne af et forlist forhold. Gennem sproget fandt hun mening med galskaben

 29-årige Stine Pilgaard skrev sin debutroman ”Min mor siger” på baggrund af erfaringerne fra en kærestesorg. –
29-årige Stine Pilgaard skrev sin debutroman ”Min mor siger” på baggrund af erfaringerne fra en kærestesorg. –. Foto: Jakob dall/.

Helten og heltinden får som regel hinanden lige inden rulleteksterne, hvor deres læber mødes i et hedt kys. Og netop idealet fra filmlærred og litteratur slår hårdt, når man har kærestesorg, påpeger forfatter Stine Pilgaard:

Man får hele tiden fortalt, at kærlighed overvinder alt. I film og litteratur er kærligheden også ofte det implicitte mål og det lykkes næsten altid til sidst. Derfor er det utroligt desillusionerende, når man virkelig har elsket nogen og lagt alt i det, at det hele forsvinder på én gang. Jeg oplevede det som et enormt stort nederlag.

LÆS OGSÅ: En undtagelsestilstand

Stine Pilgaard var midt i 20erne, da hun pludselig oplevede en stor kærestesorg. Og hendes debutroman blev blandt andet skrevet på erfaringerne:

Jeg var selv lige flyttet fra min kæreste, og det var en meget brutal oplevelse for mig. Sikkert ikke mere end for alle andre, men det rykkede ved hele den måde, jeg oplevede ting på. Jeg var midt i 20erne og havde regnet med, at nu var den hjemme. Jeg havde fremtidsdrømme og havde lagt planer, og pludselig forsvandt det hele på en gang.

Bogen Min mor siger, der udkom i 2011, handler blandt andet om en unge kvinde, som er blevet forladt af sin kæreste.

Alle omkring en tror, at de har oplevet noget lignende, men det er jo forskelligt hver gang. Omgivelserne er ofte tilbøjelige til at synes, at man bare skal finde en ny. Der er mange fisk i havet og fugle på himlen, eller hvad man nu siger. Men hvis en person mister sin bedste veninde i en trafikulykke, siger man jo heller ikke du skal bare finde en ny veninde. Når man har et kærlighedsforhold, investerer man en masse ting i det. Så når man bliver forladt eller forlader nogen, tager man jo også afsked med en del af sig selv, siger Stine Pilgaard, der i dag er 29 år og skriver på sin anden roman.

Jeg synes ikke, kærestesorg adskiller sig så meget fra, når en person dør. Jo, man er vel som regel glad for, at den anden person trods alt lever videre. Men det er jo en relation mellem to mennesker, der dør. Problemet er, at vi ikke har så mange ritualer for det. Hvis folk ophører med at eksistere, kan man gå til en begravelse, det kan man ikke, når man mister en kæreste. Og andre tager heller ikke kærestesorg lige så alvorligt som et dødsfald. Det forstår jeg jo godt, men det er faktisk en sorg, som er svær at stille noget op med.

Stine Pilgaard mener helt klart, at man kan bruge kunst både i form af skrift og musik, når man har kærestesorg. Og hendes stedmor stak hende da også et eksemplar af Kristen Bjørnkjærs digtsamling Kærestesorg, da hun var allerlængst nede:

Kunsten har et sprog for nogle af de følelser, man kan have svært ved at formulere selv. Der får man tilbudt et sprog eller en stemning for noget, der ellers kan være svært at sætte ord på.

På sin vis var skriveprocessen med bogen Min mor siger med til at bearbejde tabet:

Når jeg er forvirret, forsøger jeg gennem skriften at finde en mening med galskaben. Og det var fedt at skrive den bog, for jeg opdagede efterhånden, som jeg skrev, at hovedpersonens indre monologer blev mere positive. Og i kraft af, at der også gik noget tid, nåede jeg frem til en taknemmelighed over de ting, der havde været. Den side af det er man ikke klar til at forholde sig til i starten, fordi tabet er så stort. Men jeg fik langsomt en forståelse af, at selvom vi ikke kom til at dele gravsten sammen, havde vi alligevel været der for hinanden på vigtige tidspunkter i livet.

Jeg tror, det er vigtigt at tænke på, at selvom kærligheden er hørt op, så har den været der på et tidspunkt. Og der er jo også en skønhed i, at noget her i livet er svært medmindre man kun vil leve i en tyggegummiboble, hvor alt er lyserødt.

LÆS UDDRAG AF BOGEN HER: