Mange danskere har nok haft digtsamlingen Kærestesorg mellem hænderne enten i skoleårene eller som en trøstende litterær skulder at græde ud ved.
For selvom det er over 35 år siden, at den udkom, vil journalist og forfatter Kristen Bjørnkjærs ord om at blive forladt formodentlig altid være aktuelle. Ikke mindst, hvis man selv står med et bristet hjerte.
Da bogen udkom i 1976, var den nyskabende, blandt andet fordi Bjørnkjær satte ord på mandens rolle i et samfund, hvor kønsrollerne var i opbrud. Men mest af alt ramte den mange mennesker i følelsernes solar plexus med tekster, der lige så direkte som en sangtekst satte ord på den forladtes lidelser.
LÆS OGSÅ: Et enormt nederlag
Kærestesorg blev en øjeblikkelig bestseller og er siden solgt i over 50.000 eksemplarer og genudgivet i stribevis af antologier.
Det har jeg været glad for, må jeg sige. For så kom der da noget for mig positivt ud af det, som Kristen Bjørnkjær bemærker.
For der var ikke meget positivt at sige om den periode, digtene blev til i. Bjørnkjær havde forladt sin hustru til fordel for en anden kvinde, som så forlod ham. Han sammenligner kærestesorg med en depression:
Det føles som en sygdom, selvom det ikke er det. Det er en naturlig følelse. Men kærestesorg er en sjælelig undtagelsestilstand. Den kan være af kortere varighed, men kan også vare flere år.
Det sidste siger han af bitter erfaring. Kærestesorgen beskrevet i Kærestesorg stod på i årevis:
Det var ikke sådan, at kærestesorgen holdt op, fordi jeg skrev digte om den. Det var en langvarig en: Den varede i syv-otte år, fordi forholdet bølgede frem og tilbage. Hvis vedkommende, som det handlede om, havde skåret igennem og sagt: Nu er det slut!, havde det nok ikke trukket så langt ud.
Selv kunne han ikke sige fra. For når man har kærestesorg, er man ramt af en slags vrangforestilling:
Det forfærdelige ved det er, at den person, der har forårsaget kærestesorgen, kommer til at spille en alt for stor rolle. Man forestiller sig, at man kun kan få et lykkeligt liv sammen med denne ene person. Det er jo ikke rigtigt, der er mange andre attraktive, men det er man ikke i stand til at se. Og man synes, det er uretfærdigt, at man er blevet fyret, men den følelse tæller ikke i det system, som parforholdet er.
Han anbefaler altid bekendte, der rammes af kærestesorg, at kaste sig ud i fysiske aktiviteter:
Da jeg efter studentereksamen blev brændt af af min skolekæreste, skulle jeg umiddelbart efter ind som soldat.
Den kærestesorg forsvandt helt og aldeles under kaserneaktiviteterne. Man kan næsten sige, at den blev ekserceret væk. Jeg anbefaler altid, at man ikke kun snakker, men løber nogle ture eller kommer ned på alle fire og får vasket gulvene. Det er udmærket terapi.
Kunst kan dog også bruges, mener han. I sin kærestesorg læste han blandt andet Søren Kierkegaards Forførerens dagbog hvor han identificerede sig med kvinden i forholdet.
Hun forstår aldrig, hvad der er på spil. Og sådan har man det ofte, når man har kærestesorg. Da det stod på, var jeg også glad for at læse Goethes Den unge Werthers Lidelser. Her fandt jeg en genklang. Ikke at jeg ville tage mit eget liv. Tanken om at vælge døden fløj da gennem mit hovede, men blev afvist.
Bjørnkjær var midt i 30erne, da han skrev digtsamlingen. I dag er han netop fyldt 70 år.
Kærestesorg er nok hårdest, når man er ung. Der er man mere troskyldig. Man havde måske forestillet sig, at man skulle være sammen med den person resten af livet. Modsat når man er ældre, hvor man som regel har oplevet det før også at man kan komme over det. Men følelsen er den samme. Det slår stadigvæk.
Digtene har siden være med til at definere Kristen Bjørnkjær som ham med kærestesorg. Men var digtsamlingens succes også med til at trække pinen ud?
Det har jo været aftagende, som årene er gået, men der da en rest af det tilbage. Ikke fordi man får et dårligt liv, men jeg tror aldrig, man kommer helt over det.