Biskopper vækker undren i debat om omvendelse

Begrebet omvendelse står centralt i Det Nye Testamente, så hvordan kan en biskop forkaste det og samtidig blive forsvaret af bispekolleger, spørger teologer

Flere fremtrædende teologer retter en hård kritik mod Aarhus' biskop, Kjeld Holms, udsagn om omvendelse.
Flere fremtrædende teologer retter en hård kritik mod Aarhus' biskop, Kjeld Holms, udsagn om omvendelse. Foto: Kåre Viemose/ Denmark.

Afskaffer man det bibelske begreb omvendelse, river man tæppet væk under kristendommen.

Det mener fremtrædende teologer, som dermed retter en hård kritik mod Aarhus biskop, Kjeld Holms, udsagn om omvendelse.

Kjeld Holm gjorde for nylig op med det kristne kernebegreb omvendelse i et interview i Kristeligt Dagblad. Han sagde blandt andet: Jeg anerkender ikke ordet omvendelse. Det ord er tomt for mig. Det har ikke en mening mere, for jeg ved ikke, hvordan det skulle finde sted. Han sagde ved samme lejlighed, at han heller ikke bruger ordet mission.

Siden har syv bispekolleger redegjort for deres syn på omvendelse, og ingen af de syv fandt anledning til at kritisere Holms afskaffelse af begrebet.

LÆS OGSÅ: Biskopper støtter Kjeld Holm i missionsdebat

Det er et problem, for kristendommen er i sit væsen en missionerende omvendelsesreligion, mener dr.theol. og tidligere universitetslektor Carsten Breengaard. Det forklarer han med, at kristendom i sit udspring ikke er en ny religion, men et opgør inden for jødedom.

Hverken Jesus eller Paulus grundlagde en ny religion de sagde omvend jer. Er der to ord, som er allermest centrale for kristendommen, så er det mission og omvendelse. De er bundet til det allerinderste i kristendommen, siger Carsten Breengaard og tilføjer:

Så skal jeg sige det lidt skarpt, så vil jeg sige til biskopperne, at de skal åbne Bibelen og læse ordene omvend jer og tro på evangeliet. Det er et budskab, som stadig gælder, og som de skal gå i verden med. Den danske folkekirke er så optaget af at gøre kristendom spiselig. Alt, der kan virke anstødeligt, piller man ud. Så kommer kristendommen til at smage som tungen ud af vinduet.

Samme kritik kommer fra Niels Jørgen Cappelørn, professor, dr.theol.h.c. og direktør for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Han kalder det for ejendommeligt, at en biskop ikke anerkender ordet omvendelse.

Det er det pure vrøvl. Det ord eksisterer jo i sproget og findes i Det Nye Testamente. Jeg synes, det er en provokatorisk arrogance, der vidner om en tyndbenet teologi. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor en biskop ikke kan gå ind på en overvejelse af begrebet og tænke det teologisk igennem. Læs Det Nye Testamente, hvor der findes to betydninger af omvendelse: at ændre sit sind og at vende om, siger Niels Jørgen Cappelørn og tilføjer:

I den udstrækning, man vil bygge sin teologi på Det Nye Testamente, bliver man nødt til at anerkende begrebet omvendelse. Gør man ikke det, så bliver teologien hjemløs. Det er jo ikke mindst de bibelske tekster, vi bygger vores teologi på.

Niels Jørgen Cappelørn undrer sig ligeledes over, at biskopperne er så optaget af at beskytte hinanden.

Vi har principielt ikke noget bispekollegium i den danske folkekirke. Men så snart en biskop bliver angrebet, så skynder de andre sig at forsvare vedkommende, for en bispekirke kan dårligt tåle, at en af biskopperne bliver kritiseret. Det forekommer mig, at biskopperne er på vej til, at det er dem, der som samlet bispekollegium bestemmer i den danske folkekirke, siger han.

Biskop Kjeld Holm afviser over for Kristeligt Dagblad at kommentere de to teologers kritik.

Men teolog og tidligere rektor fra Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster Eberhard Harbsmeier tager hans synspunkt i forsvar.

Begrebet omvendelse har en lang historie, men jeg ville heller aldrig selv bruge det i daglig tale. Det er et gammeldags udtryk, som gør det svært at føre dialog med hinanden. Folk gider ikke høre på det, siger han og tilføjer, at den græske betydning af ordet er at tænke nyt.

Det er et bedre udtryk. Men der ligger en arrogance i at ville omvende folk. Vi omvender jo ikke nogen, men møder mennesker med evangeliet i respekt og dialog. Så det er måske bare ikke så anvendeligt mere. Jeg tror ikke, der er fare for, at der går noget tabt af den grund.

På spørgsmålet om, hvorfor bispekollegerne lader Kjeld Holms afskaffelse af begrebet omvendelse stå uimodsagt, svarer biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard:

Jeg kan ikke sige andet, end at det er ikke min opgave som biskop at korrekse min bispekollega offentligt. Så derfor vælger jeg at sige tak for, at han har rejst denne diskussion, for det er godt, at vi kan få tingene vendt. Jeg har selv tænkt mig på søndag at prædike over det, der står i præsters ordinationsløfte, at man skal prædike sand omvendelse. Så det er ikke et begreb, der er til at komme udenom.

Men man kan faktisk godt spore en kritik i de andre biskoppers syn på omvendelse, mener sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen fra Apostelkirken i København.

Jeg synes, at biskopperne indirekte kritiserer Holm, for de fleste formulerer et missionssyn, som ligger et godt stykke fra hans udtalelser. De gør det blot ikke på en polemisk måde.