Alle skraldespandene i parken er fyldte, og de store mængder af overskydende affald og vinflasker er i stedet pænt anbragt på jorden ved skraldespandene.
I centrum af parken er arbejdere ved at fjerne højttalertårne og en stor scene ved Æreshallen et monument, som virker underligt bekendt.
Stedet er parken Luitpoldhain et par kilometer syd for centrum af den tyske by Nürnberg morgenen efter et stort opera-arrangement. Og mens parken nu bliver brugt til absolut fredelige og rekreative formål, er det en anden type friluftsarrangementer, den for alvor blev kendt for.
Æreshallen, som monumentet hedder, stod nemlig i centrum under nazisternes berømte og berygtede partimøder. Ikke at monumentet havde det fjerneste med nazisterne at gøre oprindeligt. Det blev indviet i 1930 som et mindesmærke for de 10.000 soldater fra Nürnberg, der døde i Første Verdenskrig.
LÆS OGSÅ: Bjergområdet Karpaterne er også hutsulernes land
Inden da havde nazistpartiet dog allerede i både 1927 og 1929 holdt deres partimøde her, og efter partiets magt-overtagelse i 1933 kom monumentet for alvor i fokus nu primært som et mindesmærke for de 16 nazister, der døde ved det mislykkede ølstuekup i München i 1923.
Højdepunktet for de op mod 150.000 forsamlede var, når Adolf Hitler forlod talerstolen og skridtede de 240 meter ad en marmorbelagt sti gennem mængden til Æreshallen for med en nazihilsen at mindes de 16 martyrer.
Stående ved parkstien med udsigt til Æreshallen virker området langtfra så stort, som det ser ud på de gamle billeder.
Der er da også enkelte ting, der er ændret, blandt andet fylder træerne væsentligt mere i landskabet i dag end i 1930erne, ligesom nazitidens forskellige tribuner er væk. Man får hjælp til at se forskellene på informationsplancher rundt i parken, der viser, hvordan der så ud dengang i forhold til nu blandt andet går det noget kuldegysende op for én, at man fra stedet med den bedste udsigt til Æreshallen mere eller mindre står, hvor Adolf Hitler stod, når han talte til de forsamlede partimedlemmer.
I det hele taget er parken en underlig oplevelse dens fortid taget i betragtning. For mens det umiddelbart virker lidt upassende at arrangere opera eller for den sags skyld en gang gratis frilufts-aerobic, som det denne morgen sker i en anden del af parken, er det alligevel meget passende, at paradepladsen atter er blevet til en park.
Området kan jo ikke gøre for, at det blev valgt af nazisterne, og at lade parken stå som mindesmærke ville også føles forkert, så hellere bruge området med offentligheden for øje og samtidig via informationstavler gøre opmærksom på, at det altså var her, at dele af de nazistiske partidage fandt sted.
Og netop kun dele. For Luit-poldhain er kun en del af et meget stort område i Nürnberg, som nazisterne lagde beslag på. Det var bare det første område, de brugte.
En gang om året fra 1933 og frem til udbruddet af Anden Verdenskrig var området én stor byggeplads, hvor der blev bygget nyt til partimøderne, der efterhånden udviklede sig til en ugelang begivenhed med op mod en million deltagere.
Her blev bygget barakker til de mange deltagere, her blev bygget en ny paradeplads, Zeppelinfeld, her blev bygget en to kilometer lang og 60 meter bred paradegade, og her blev bygget en kongreshal, der skulle kunne huse mindst 50.000 partimedlemmer inden for murene. Der var også planer om et gigantisk stadion med plads til 400.000 tilskuere.
Krigen satte en stopper for byggeaktiviteterne i Nürnberg, og Kongreshallen blev således aldrig færdiggjort. Alligevel er den i dag den største eksisterende nazistiske bygning i Tyskland foran feriekomplekset Prora på øen Rügen.
Og apropos følelserne fra Luitpoldhain om passende eller upassende brug af parken har der gennem tiderne været mange forslag til, hvad den store bygning kunne bruges til. Både fodboldstadion og indkøbscenter har været på tale. Meget passende endte Kongreshallen, eller rettere en mindre del af Kongreshallen, i 2001 som museum.
Et museum, der under det lange navn Dokumentationszentrum Reichsparteitagsgelände (på dansk endnu længere: Dokumentationscenter for rigspartidagenes område), i langt flere detaljer end denne artikel fortæller historien om Nürnberg og nazisterne.
Museet gør indledningsvis meget ud af at fortælle om Hitlers magtovertagelse, og det er vitterligt chokerende så hurtigt og let, det gik med at forbyde for eksempel alle fagforeninger og partier, der ikke var nazistiske.
Videre er her for eksempel bizarre eksempler fra førerkultens overdrev som et Hitler-askebæger, der vises uddrag fra Leni Riefenstahls film Viljens triumf (optaget under partimødet i 1934) der berettes om anlægsarbejdets problemer og brugen af slavearbejdere til at fremskaffe byggematerialer.
Der er tungt at komme igennem museet, der slutter med Nürnberg-processen mod topnazisterne, men det skal det jo også være, når museets erklærede formål er, at vi skal lære af historien.
På turen tilbage gennem Luitpoldhain er operascenen næsten væk men historien er helt nærværende i tankerne. Desværre er det forfatter og Auschwitz-overlever Primo Levis ord, der med den nu næsten frie udsigt til Æreshallen presser sig på i tankestrømmen:
Det skete, derfor kan det ske igen.