Mønterne på spisebordet bliver fordelt i bunker og talt op, og de tomme flasker afleveret i returpant-systemet hos den lokale dagligvarebutik. Hver en krone tæller for 23-årige Pernille Nygaard.
Virkeligheden er i dag langt fra livet på et glamourøst hotel i Mexico, hvor offentligheden ellers lærte hende at kende tilbage i 2012 i sæson otte af TV 3-reality-showet Paradise Hotel. Siden blev det til en deltagelse i showet Divaer i junglen ligeledes på TV 3, og nu filmer hun sig selv til en ny serie Selvoptaget på DR 3.
Her har fem tidligere reality-stjerner fået stukket et kamera i hånden for at skildre deres hverdag i livet efter reality-tv. Og lige så glamourøs deres liv kunne fremstå på tv dengang, lige så sort ser det ud nu. Pernille Nygaard har ikke noget arbejde, og de få penge, hun får skrabet sammen, skal gå til at få køleskabet fyldt op, så hendes datter kan få mad.
LÆS OGSÅ: Efter selvmord: Reality-tv kritiseres for at udnytte psykisk sårbare
Igennem otte afsnit får seerne mulighed for at følge Pernille Nygaard og de fire andre deltagere i deres kamp for at få hverdagen til at fungere efter reality-tv. For redaktøren bag programmet, Julie Ralund, handler det om at sætte fokus på den anden side af reality-livet.
Igennem de 15 år, reality-tv har kørt i Danmark, har det ofte, synes hun, været det rosenrøde billede, der er blevet tegnet. Her er det altid festen og ikke hverdagen, der bliver skildret, og med programmet ønsker DR 3 at sætte fokus på, at reality-livet ofte også er et liv med store personlige omkostninger.
Vi bliver nødt til debattere, hvad det er for et liv, reality-deltagerne bliver viklet ind i. Hvilke konsekvenser har det for de her mennesker, når lyset bliver slukket, og den røde løber trukket ind? Det må vi ikke glemme at skildre midt i alt det rosenrøde.
De mennesker, der melder sig til disse programmer, er dog ofte meget bevidste om, hvad de gør. De vil gerne ind i tv-branchen og er villige til at tage de bump, der kommer på vejen. Og det kan gøre det vanskeligt at diskutere, men diskussionen er ikke mindre vigtig af den grund, siger Julie Ralund.
Der er ingen tvivl om, at de her mennesker gerne betaler en meget høj pris for, at det skal lykkes for dem. Men netop derfor er det vigtigt, at vi som branche også viser den anden og mindre glamourøse side af livet som reality-stjerne. Vi skal turde se os selv i øjnene og spørge: Hvordan bruger vi de her mennesker?
Reality udgør en stor del af medieforbruget og bliver tilsyneladende ved med at gøre det, siger journalist Lasse Jensen, som netop af den grund for nylig tog emnet op i sit program på P1 Mennesker og medier. Han anerkender, at medierne har et ansvar over for de mennesker, der stiller op i disse programmer, men uden at ville agere ekspert på området er Lasse Jensen ikke så bekymret for, at deltagerne ikke er bevidste om konsekvenserne.
Jeg tror, at de unge er fuldstændig klar over, hvad de går ind til. Hvor mange ældre behandler medier med en eller anden form for ærefrygt, så er de unge meget realistiske i deres forhold til medier. De ved, hvad medier er, og de bruger dem bevidst.
Og der er ingen tvivl om, at reality-deltagerne er klar over, at de spiller en rolle, når de toner frem på skærmen fra et luksushotel i Mexico eller et aflåst hus i Danmark, mener også film- og litteraturanmelder på Morgenavisen Jyllands-Posten Katrine Sommer Boysen, som var gæst i studiet hos Lasse Jensen. Lige så vel som seerne også er klar over, at det ikke nødvendigvis er den sande virkelighed, de bliver præsenteret for, når de skruer over på programmerne.
Alle er klar over, at deltagerne udfylder nogle bestemt tildelte roller, men man ved samtidig også, at de ikke er skuespillere. Så det, de fiktionaliserer, er jo dem selv.
Katrine Sommer Boysen definerer reality som en tv-genre, hvor man inkorporerer virkelige mennesker, der imiterer nogle situationer fra virkeligheden. Og i højere eller mindre grad, afhængig af programmet, udstrakt til det ekstreme.
Man skelner ofte mellem de såkaldte gameshows, som er bygget op som en konkurrence, og docu-soaps, hvor almindelige menneskers liv bliver skildret i underholdende form som en fortløbende serie. Og selvom det ikke er kulturelt velanset at se eller deltage i reality-tv, så er det populært, fordi det giver os et indblik bag facaden hos virkelige mennesker.
Reality taler til noget basalt menneskeligt i os. Det kan være usmageligt, men enormt tillokkende på en og samme tid. Selvom vi godt ved, at det er en konstrueret virkelighed.
Men hvad er det, der får mennesker til at deltage i reality-programmer? Og for næsten enhver pris eksponere sig selv for hele Danmark?
Det undersøgte psykolog Helene Jansen, da hun i 2003 sammen med psykolog Stefan Lock Jensen udgav bogen Se, jeg er på om iscenesættelse, identitet og reality-shows. Gennem interviews med reality-deltagere analyserede de to psykologer deltagernes motiv til at medvirke i programmerne.
Og for langt størstedelen handlede det ikke om at blive berømt, men derimod om muligheden for at prøve sig selv af. Genren og konceptet har udviklet sig med årene, men bogens konklusioner er stadig gældende, mener Helene Jansen. Men problemet er, at uanset deltagernes motiv og bevidsthed om, hvad de melder sig til, er det umuligt for dem at forberede sig på konsekvenserne:
Når man deltager i et reality-program, er det ligesom at spille Lotto. Måske er man den heldige, der vinder og klarer det godt, men i den satsning er der også en risiko for, at man mislykkes. Og uanset hvor rationelt klar, deltagerne kan være, kan de aldrig forberede sig følelsesmæssigt på udfaldet.
Netop derfor har produktionsselskaberne og casterne et kæmpe ansvar for deltagerne, mener Helene Jansen. Ikke mindst når kameraerne slukker, og tv-tiden er forbi.
Konsekvenserne er aldrig til at forudsige, og derfor bør produktionsselskaberne i højere grad stå til rådighed for deltagerne efterfølgende. Hvis en deltager bliver mødt af medierne på en aggressiv måde, oplever en overvældende eksponering eller bliver fremstillet på en måde, som ikke er forenelig med deres eget selvbillede, kan der opstå et behov for at få bearbejdet og få forholdt sig til det billede, som er blevet tegnet af én.
En af dem, der i årevis har været med til at udvælge deltagere til reality-programmer som Big Brother og Fristet, er caster Elisa Lykke. Igennem de seneste 10 år har hun oplevet, at det er blevet vanskeligere at finde forskelligartede deltagere til programmerne.
Hvor det i reality-tvets spæde start var muligt at finde for eksempel en murermester eller en præst, som gerne ville prøve sig selv af i et reality-program, ligner deltagerne i dag hinanden. Og mange af dem har en forventning om, at dørene automatisk åbner sig for dem efterfølgende.
Det er nærmest blevet en børnesygdom blandt deltagerne, at de tror, de ikke behøver at kæmpe for en karriere inden for tv-verdenen. Men de, som får succes, knokler for det sparer deres penge op og investerer. Det er ikke en karriere, man kommer let til.
Men det er ikke ensbetydende med, at hun som caster og produktionsselskaberne ikke har et stort ansvar over for deltagerne. For Elisa Lykke handler det især om at vælge medvirkende, der kan klare at blive eksponeret på denne måde. De skal være psykisk stabile og være bevidste om, hvad de går ind til. Men produktionsselskaberne bør også være bedre til at tage hånd om reality-stjernerne, mener hun:
Reality-tv er jo en kæmpe stor forretning med et stort publikum, og hvis man gerne vil blive ved med at lave denne succesfulde formatramme, bør produktionsselskaberne tænke mere på deltagerne. Det kunne være i form af større honorarer og ved at give dem større frihed på kontrakter, så de har mulighed for at tjene penge ved at lave andet reality-tv, hvis det er det, de gerne vil. For ofte er det ikke deltagerne, der går ud af spillet som vindere.
Men i virkeligheden er der ingen vindere i det her spil, mener biskop i Ribe Stift Elisabeth Dons Christensen. Hun synes, at forbrugerismen og materialismen har spredt sig i samfundet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i vores forbrug af reality-stjerner. Brug og smid væk-mentaliteten har bredt sig til vore medmennesker med den konsekvens, at vi mister respekten for hinandens menneskeværdighed.
Det er materialismen, når den er værst. I reality-verdenen bliver man købt og solgt for det, man ser ud til at være, og ikke det, man er. Derfor kan det være vanskeligt for os mennesker at holde fast i, at vi er andet og mere end det, vi fremstår som. Og der mener jeg, at kirken og samfundet har et ansvar for at råbe op. For hvis det hele bliver facade, så har vi ikke nogen ballast den dag, det går ned ad bakke.For Pernille Nygaard synes det vanskeligt at komme af med den rolle, hun fik under sit ophold på hotellet i Mexico. Hurtigt blev hun stemplet som Dumme Pernille, og der blev oprettet Facebookgrupper for hende under det navn. Pernille Nygaard elsker tv, men erkender, at det har haft konsekvenser for hendes liv.
Det kan være svært at få et job, når man af hele Danmark er kendt som dum, siger hun til det håndholdte kamera.