Første gang Sepp Piontek tog danske ord i sin mund, var over for Ulrik le Fevre. Danskeren fra Vejle spillede i fodboldklubben Borussia Mönchengladbach i den tyske Bundesliga og stod den dag over for Werder Bremen og Sepp Piontek. Den selvudnævnte, kompromisløse forsvarsspiller havde på forhånd tillært sig et par danske gloser, som han ville give videre til le Fevre. Derfor henvendte han sig til danskeren straks efter første fløjt:
Hvilken hospital vil du?, spurgte han.
LÆS OGSÅ: Biskopper vækker undren i debat om omvendelse
Ifølge myten blev Ulrik le Fevre så skræmt, at han resten af kampen sprang for livet, når han kom i nærheden af Piontek.
Knap så frygtindgydende er Josef Emanuel Hubertus Piontek eller bare Sepp da han møder Kristeligt Dagblad på banegården i Odense. Manden bag vendepunktet i dansk landsholdsfodbold i 1980erne er blevet bedt om komme med sin udlægning af morgendagens prædiketekst fra Johannes-evangeliets kapitel 4.
I teksten ankommer Jesus til byen Sykar i Samaria. Han sætter sig ved en kilde, da hans disciple går ind til byen for at købe mad. Ved kilden møder han en samaritansk kvinde, som kommer for at hente vand. Jøder ønskede ikke at have noget med samaritanere at gøre, og derfor overrasker det kvinden, at Jesus beder hende give ham vand. De taler, og Jesus fortæller hende dernæst om, hvad han kalder det levende vand. Han siger, at vandet fra brønden ved kilden vil slukke tørsten kortvarigt, mens man aldrig mere vil tørste, hvis man får det levende vand.
Til sidst fortæller Jesus, at han er Messias. Han siger til kvinden, at hun ikke behøver tilbede Gud i Jerusalem, men at hun skal tilbede ham i ånd og sandhed.
Det siger han, fordi det ikke er afgørende, hvor eller hvem du er, når du tror på Gud. Men det er afgørende, at du gør det oprigtigt, siger Sepp Piontek.
Hans egen opvækst fandt da også sted langt fra Jerusalem. I 1940 blev han født i den tyske by Breslau, der seks år senere efter Anden Verdenskrig blev polsk. Begge forældre var katolikker, og det kunne mærkes i hjemmet.
Det var et tidspunkt, hvor der ikke var gode muligheder for at komme til messe. Dels på grund af krigen, men også fordi vi blev sendt på flugt fra Breslau. Til gengæld husker jeg tydeligt, hvor meget bøn fyldte derhjemme. Det var vigtigt for min mor, at vi fik bedt med hende om aftenen.
Sepp Piontek beskriver barnetroen som noget, der altid har eksisteret. Fra hans første leveår i Breslau, til han var fem år, hvor han og familien blev sendt med et godstog til det vestlige Tyskland. Her blev troen personlig for ham, da han nåede niårsalderen.
Et barn på fire-fem år vil tro på alt, hvad forældrene siger. Så troen har altid været der for mig, men det var først efter cirka ni år, at jeg personligt tog stilling til, om dette var noget, jeg ville tro på. Det besluttede jeg mig for at gøre, og det har jo meget at gøre med teksten her. For når Jesus taler om levende vand, så mener han jo egentlig troen. Han siger, at når du tror på ham, har du ikke brug for andet. Derfor vil man aldrig mere tørste, når man drikker af det vand.
Sepp Piontek har udskrevet morgendagens tekst på et A4-ark. Det er den tyske udgave, og selvom hans dansk er blevet flydende siden de første ord til Ulrik le Fevre, kan man stadig høre det tyske præg i hans udtale. Enkelte ord er det ikke lykkedes at oversætte for ham endnu. For eksempel ordet Gleichnis, der betyder lignelse.
Troen er gået fra at være en selvfølge hos mig til noget, jeg har behandlet mere kritisk og stillet spørgsmål til. Men det er også først, når man har gjort det, at troen bliver stor, mener jeg.
Det mildt gebrokne dansk er blevet 73-årige Sepp Pionteks varemærke hos en befolkning, der har taget ham til sig. Han afviser at kunne identificere sig med den samaritanske kvinde, som jøderne ikke ønsker at have fællesskab med.
Nej, det ville være en stramning. Jeg blev jo kaldt hertil for at hjælpe det danske landshold, og jeg har aldrig oplevet danskerne som andet end gæstfrie. Danskerne har taget mig til sig, og det er jeg er glad for og stolt over. Når jeg tager i et indkøbscenter, bliver jeg ofte stoppet af alt fra teenagere til 90-årige, som ønsker at hilse på mig. Det er lidt sjovt.
Han vil hellere se den samaritanske kvinde som en parallel til indvandrerdebatten i Danmark. Den bliver af og til for hård og skinger efter Sepp Pionteks smag. Han ser teksten som en opfordring til at behandle alle ens, uanset hvor de kommer fra.
Selv oplevede han, hvordan det var at være flygtning, da han i 1946 flyttede med familien til byen Leer, hvor de blev placeret i et fattighus.
I Leer begyndte den unge Piontek at spille fodbold. Som 20-årig skiftede han til Werder Bremen, hvor hans karriere endte 12 år senere. Han scorede 16 mål i sin tid i Werder Bremen og er desuden noteret for seks landskampe for Vesttyskland mellem 1965 og 1966. Her fulgte troen også med.
Jeg fandt stor hjælp i at bede før kampene. Jeg bad for, at vi ikke måtte komme til skade, og nogle gange bad jeg for, at vi måtte vinde kampen.
Bønnen tog han også med sig i sin trænergerning. Den hjalp ham i et job, han kalder stressende, og hvor mange bekymringer følger med. Trænerkarrieren begyndte i tyske klubber, inden han i 1976 fik succes som Haitis landstræner. Den succes bragte ham til Danmark, hvor han fra 1979 til 1990 var landstræner. I løbet af perioden var han med til at kvali-ficere Danmark til landets første deltagelse i en VM-slutrunde.
Karrieren blev rundet af efter nogle år i Tyrkiet, Grønland og til sidst som klub-træner i Danmark. I dag bor han sammen med sin kone i Blommenslyst nær Odense. Han går til messe i Sankt Albani Kirke og nogle gange også i Dalum Kloster.
Jeg sætter mig på bagerste række, ikke første, når jeg er i kirke. Jeg er ikke mere hellig end andre, og jeg har bestemt mine problemer at kæmpe med. Mange ting kunne jeg gøre bedre. Jeg tror på, at der er en skat i at tro. Den skat er måske ikke så synlig lige nu og her, men jeg tror, at man til sidst vil blive belønnet for at have troet.
Fodbolden er ikke helt lagt på hylden hos Sepp Piontek endnu. Han fungerer som konsulent i en fodboldklub i Kolding, der netop er rykket op i danmarksserien. Når han ikke bruger tid på at hjælpe klubben, er han så småt begyndt at samle materiale til måske at få skrevet en biografi om Danmarks mest populære tysker.
Det har jeg holdt igen med i mange år. Jeg syntes, der var for mange fodboldbiografier på markedet, og så ville jeg ikke konkurrere med mine gode venner, som også udgav bøger. For eksempel Preben Elkjær. Men nu kan jeg godt se, at det måske kunne være en god idé at få sådan en udgivet, inden man bliver glemt. Det er 24 år siden, jeg stoppede som dansk landstræner, så det er egentlig et mirakel, at jeg ikke er blevet glemt endnu.