Et dårligt liv skader sjælen

Nu bor han alene i den store rødstensvilla i det pæne kvarter fra 1920'erne, som er på vej til at blive fredet. Han har selv sat huset i stand. Her er hvide vægge, vitrineskabe med musselmalet porcelæn, fotografier af datteren og hendes glade malerier i vindueskarmen. Nescafé bliver serveret på en bakke på bordet i spisekøkkenet. Med kaffekrus og en tyvestyks Prince Ultra Light inden for rækkevidde er Henrik Sass Larsen klar.

Hvad er det for et samfund, vi har i dag i Danmark?

– Set ud over hele den blå klode har jeg ikke fået øje på et andet samfund, hvor jeg kan sige, at det vil jeg hellere have. Jeg synes, at det har været en fantastisk historisk præstation på 50-100 år at gå fra et gammelt bondesamfund til et moderne videns- og velfærdssamfund. Hvor man har realiseret en masse på smukke principper som frihed, lighed og solidaritet. Der er ingen stilstand i det. Man kan ikke sige, at vi har nået endemålet. Men mængden af frihed til fok er virkelig vokset, og langt de fleste har fået nogle fantastiske rammer til at udfolde deres liv. I al beskedenhed har det socialdemokratiske velfærdsprojekt i alliancen med Det Radikale Venstre været drivkraften til at nå dertil. Omdrejningspunktet har været den socialdemokratiske og socialliberale tradition fra Det Radikale Venstre.

– Jeg definerer frihed som tilstedeværelsen af værdige valgmuligheder for den enkelte. Og det, synes jeg, i vid udstrækning er lykkedes at give folk. Samtidig har vi det andet med, at hvis du en gang har tabt, og du er gået forkert ud ad en landevej, insisterer det her samfund på solidaritet, forstået sådan at du bliver ved og ved og ved med at få en chance. Men der er da masser af steder, hvor det ikke fungerer godt nok, og hvor det kan gøres bedre. Der er da masser af problemer. Men helt overordnet synes jeg, at det danske samfund er en succes.

Hvis du kunne bestemme, hvordan skulle samfundet så se ud om 10 år?

– Man skal passe på med at sidde og være for fremtidsskuende, for virkeligheden overhaler altid, hvad en politiker har af visioner. Jeg sad engang, da jeg skulle skrive en bog, og læste de gamle parti- og arbejdsprogrammer igennem om, hvordan man forestillede sig Danmark om 10, 20, 30 år. Det var morsom læsning, for det var helt absurd. For eksempel: På et tidspunkt var der en stor drivkraft i Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen om, at nu skulle man væk fra de lusede, dårlige, gamle boliger inde i arbejderkvartererne i København. Nu skulle man have lyse, større lejligheder. Hvis der var nogen dengang, der havde sagt, at danskerne skal have et parcelhus og en eller to biler hver, var der blevet svaret, at det slet ikke kunne lade sig gøre. Det med at planlægge er svært.

– Med det forbehold og medmindre vi kommer ud for tilbageskridt i form af omfattende økonomisk afmatning eller noget andet, så vil det nok gå stille og roligt fremad. Det er et rigt samfund, vi bliver rigere, og det vil give os mulighed for at komme efter de ting, som måske er blevet forsømt igennem de lalleglade 1970'ere, depressive 80'ere og i 90'erne, hvor det handlede om genopretning af økonomi. Der er nogle ting, som hører med til det store projekt, og som jeg vil glæde mig til, at vi kommer i gang med. Det er på det konkret menneskelige plan at få bedre medicinsk behandling af sygdomme. Og at alle de folk, der har psykiske sygdomme i dag, og som der ikke er specielt god plads til på arbejdspladserne eller andre steder, bliver hjulpet til en bedre tilværelse.

Hvad med integration – om 10 år?

– Jeg synes jo, at mange af de unge muslimske piger og drenge skulle snuppe sig et ungdomsoprør mod deres forældre og sige: Jeg vil selv have retten til at bestemme, hvilken uddannelse jeg vil have, hvor jeg vil bo, hvad for noget tøj, jeg vil gå klædt i, hvordan jeg praktiserer min religion og ikke mindst hvem, jeg vil gifte mig med. Snuppe den frihed, der også er adgangsnøglen til en succesfuld tilværelse. Samfundet må hjælpe med netværk til de unge mennesker og med, hvor de fysisk kan bo, konkret beskyttelse, hvis det er det, der skal til, og job. Systematisere og sige, at til dig, der gerne vil gøre oprør, laver vi en pakke, og vi lover at hjælpe alt, hvad vi kan. Det er dig selv, der skal tage beslutningen, det er dig selv, der skal udleve den, men vi vil gerne støtte alt, hvad vi kan, fra samfundets side. Dér er vi ikke nået langt nok endnu med konkrete forslag, men jeg tror, at det kan lykkes.

Henrik Sass Larsen meldte sig som 16-årig ind i Socialdemokratiets ungdomsorganisation, DSU, som han senere blev formand for. Det skete i protest mod den daværende bølge af Konservativ Ungdom, der gik med slips, og mod yuppierne, hvor det lå i tidsånden i begyndelsen af 1980'erne, at nu handlede det om at tjene penge, solidaritet var yt, og de arbejdsløse nogle nassere.

Hvor adskiller Socialdemokratiet sig i dag fra andre partier?

– I dansk politik er der en konkurrence mellem alle de andre partier om at være mere socialdemokratiske end Socialdemokratiet – på nær Det Radikale Venstre. Venstre mener, at de er nogle nye af slagsen. Dansk Folkeparti mener, at de er de gamle socialdemokrater. SF mener, at de er de rigtige. Og Enhedslisten mener, at det kunne de gøre endnu bedre og mere socialdemokratisk. Det er selvfølgelig det glade budskab. Så inden man fælder dødsdom over Socialdemokratiet, er man nødt til at gøre sig klart, at de har spist vores koncept, indtil de måtte finde på noget andet.

Hvad gør I så i mellemtiden?

– Vi kommer til at diskutere de næste par år, hvor stort fællesskabet skal være på den fælles offentlige sektor, som er dér, hvor den nuværende regering har ønsker om at barbere ned til fordel for flere skattelettelser. Det vil være vores projekt at fastholde fællesskabet, også i fremtiden. Jeg vil have lov til at være optimist og tro på, at Socialdemokratiet også om 10 år står stærkt som et parti, der står for frihed, lighed og solidaritet. Som altid vil være optaget af de svagest stillede. Det vil man kunne kende os på. Og på, at den sidste rest af den gamle arbejderbevægelse, hvor man startede i DUI, fortsatte i DSU og blev begravet i Arbejdernes Ligkistemagasin, vil være slut. Der er en generation af mennesker, der melder sig ind i Socialdemokratiet nu, som ikke gør det, fordi ens forældre var der, men af eget positive bidrag. Det er ikke nogen god forretning privatøkonomisk at være socialdemokrat. Jeg kommer meget rundt, og det, der optager unge mennesker i dag, er, at de ikke accepterer ulighed. Derfor er der en stor vilje til at gøre noget for andre mennesker, både internationalt og nationalt.

Hvad driver dig?

– Social retfærdighed. Og så synes jeg, at politik og samfund er utrolig spændende. Det er min passion at lave nogle ting om, at få indflydelse og påvirke beslutninger. Det er et stort privilegium at få lov til det.

Du bliver kaldt for "Jern-Henrik" og "Helles hårde hund" – hvorfor?

– Jeg tror, at jeg kan være meget kontant over for folk, og når det gælder politiske beslutningsprocesser. Lange, lange gruppemøder, hvor man sidder dér, og den ene siger det ene og den anden siger det andet – det kan jeg ikke holde ud. Jeg er et rastløst menneske, jeg vil have truffet beslutninger. Det kan godt nogle gange virke lidt brutalt på folk, så jeg øver mig i at blive venlig. Jeg er ikke den, der kommer storsmilende ind i et lokale og kindkysser, men derfra og til at komme ind og se mut og sur ud – det er man nødt til at arbejde med.

Henrik Sass Larsen blev som ung fremadstormende DSU'er, der ville gøre op med partiets traditionalister, skoset af en partifælle for at være "en vandkæmmet dreng, der blev båret frem af sin ufaglærte mor, som har knoklet for, at han kunne få en uddannelse. Han sku' ha' lussinger".

Virkeligheden er, at han har haft en barndom med svigt, en voldelig stedfar og tvangsfjernelser til familie og børnehjem, inden han som 15-årig blev tilbudt et hjem af forældre til en klassekammerat. Plejeforældrene fungerer i dag som Nynnes bedsteforældre. Hans biologiske far er død, og moderen har han ingen kontakt til.

Hvad har din opvækst betydet for dig?

– At man tabte selvtilliden, hvilket påvirker alle de andre ting, man laver. Det går så ud på at generobre selvtilliden. Men man har den altid med i bagagen, sådan er det. Jeg fik tilliden tilbage ved gode menneskers hjælp og ved at have en stædighed og vilje til at sige, at det må sgu kunne gå fremad. At sidde dér og dyrke noget, der er gået dårligt, det kan jeg næsten ikke holde ud. Men det giver mig selvfølgelig nogle gode forudsætninger for at forstå nogle af de mennesker, som ikke har klaret sig særlig godt i livet. Jeg kan på nogle af dem se nederlaget prentet i panden og på deres blik, at det er folk, der er sårbare. Det har lært mig at få respekt for de mennesker, og at det ikke er lige nemt alt sammen.

– Måske klarede jeg mig, fordi jeg havde et godt temperament. Min gamle klasselærer sagde, at jeg skulle bruge det temperament til at gøre noget politisk i stedet for bare at reagere. Jeg havde en rigtig god lærer i folkeskolen, som satte nogle retningslinjer op om, hvad er rigtig, og hvad er forkert. Og som fik udviklet vores personlige egenskaber bedst muligt. Han præger mig stadig dybt på den måde, jeg tænker og agerer på, fordi han kom ind i mit liv og satte retfærdige målsætninger og krav op. Det er jeg dybt taknemmelig for.

– Enhver bør kunne se, at et barn, der er utrygt, hvilket også mange er i dag, hvordan skal de have overskud til at lave lektier, modtage viden, blive harmoniske mennesker og til at gå ud og erobre livet? Hvis grundbetingelserne ikke er i orden, bliver man forskræmt og får mange gange et distanceret forhold til andre mennesker. Man fejler i alle de krav, som andre sunde børn bliver stillet og klarer. Derfor synes jeg, at der er en håndskyhed herhjemme i forhold til at gå mere drastisk til værks og fjerne børn fra hjem, hvor de udsættes for omsorgssvigt. Det kan jeg simpelthen ikke forstå.

Hvad er dit mål som politiker?

– At vi får væltet regeringen og får en socialdemokratisk regering. Det vil jeg være tilfreds med. Og så er der nogle ting, hvor jeg ville være vældig glad for, hvis jeg kunne få lov til at ordne det. Ethvert anstændigt menneske burde få en voldsom depression hver eneste gang, man sætter sig ned og tænker over verdens tilstand. Børn, der bor på gaden og mennesker, der sulter. Afrika er som kontinent i en forfærdelig tilstand. Det er simpelthen så rædselsfuldt, at det er ubærligt. Hvis jeg kunne medvirke til, at vi for alvor får vendt den udvikling, ville det gøre mig utrolig glad. Jeg mener faktisk, at den borgerlige regering har været uanstændig i forhold til at skære ned på u-landsbistanden. Det er tarveligt ud over alle grænser. At et af verdens rigeste samfund ikke en gang vil op på en procent – en procent – for at hjælpe til derude – det er utrolig kynisk.

remar@kristeligt-dagblad.dk



Henrik sass larsen

er født i 1966 i Virum. Søn af førtidspensionist Pia Pedersen. HF-student fra Greve Gymnasium 1986. HA/forvaltningsstudier ved RUC. Har arbejdet som konsulent i kommunikationsbranchen. Medlem af DSU's forretningsudvalg 1988-1992, formand 1992-1996. Socialdemokratiets kandidat i Gentoftekredsen 1996-1999 og Køgekredsen fra 1999. Valgt ind i Folketinget i 2000. Næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, finanspolitisk ordfører og integrationsordfører fra 2005. Medlem af repræsentantskabet i Danmarks Nationalbank. Medforfatter til "En europæisk utopi" og "Tilbage til friheden". Bor i Køge og er far til Nynne på seks år fra et tidligere ægteskab.

Politiker med visioner

Venstre er ikke, hvad det har været. Og det er højre heller ikke. Hvad skiller vandene i dansk politik? Er der visioner ud over politikken til dagen og vejen? Kristeligt Dagblad sætter i en serie fokus på politiske visioner. Det sker i en række interview med fremtrædende politikere fra hvert af de partier, der er repræsenteret i Folketinget.

uMed et netabonnement kan tidligere artikler i serien læses på

www.kristeligt-dagblad.dk.