Værd at vide om klosterlivet

Efter endt læsning af denne bog har man en god fornemmelse af virkelig at vide, hvordan klosterlivet udformede sig for høj og for lav i middelalderen

Fremstillingen er uhyre grundig og begynder med forskningshistorien inden for feltet for så at sprede sig i hele 21 afsnit med en lang række delemner. Her ses en klostergang i Vor Frue Kloster i Helsingør. –
Fremstillingen er uhyre grundig og begynder med forskningshistorien inden for feltet for så at sprede sig i hele 21 afsnit med en lang række delemner. Her ses en klostergang i Vor Frue Kloster i Helsingør. –. Foto: Torben Huss/.

Hans Krongaard Kristensen er lektor i middelalderarkæologi på Aarhus Universitet og en af landets førende forskere inden for klosterarkæologi. Det kan mærkes, når man sidder med storværket Klostre i det middelalderlige Danmark, som vel med rette kan kaldes et livsværk.

Her har Hans Krongaard Kristensen samlet al sin viden og erfaring fra et langt liv i klosterarkæologiens tjeneste. Det siger sig selv, at den vidensmængde, der her bliver præsenteret, er imponerende. Ja, den er faktisk så overvældende, at man nemt som ikke-fagmand kunne komme til at føle sig som en druknende i havsnød. Men det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod bliver man fanget ind af fremstillingen og føler sig ærligt og redeligt draget med ind i den uomtvisteligt spændende verden, som middelalderklostrene udgjorde og stadig udgør som forskningsobjekt.

LÆS OGSÅ: Krigsminder i kulturlandskabet

Hans Krongaard Kristensen er nemlig ikke blot i stand til at skrive i et sprog, som er forståeligt for enhver blot nogenlunde interesseret læser, men han kan også disponere det enorme stofområde på en sådan måde, at man netop ikke drukner i informationsmængden, men kan bevæge sig fra emne til emne i den anførte rækkefølge eller dykke ned i dem, som man måtte have særlig interesse for, tid eller lyst til.

Fremstillingen er uhyre grundig. Den begynder med forskningshistorien og går derfra i hele 21 afsnit videre med en introduktion til klosterordenerne og klostrenes stiftere for derefter at fortsætte til det egentlige arkæologiske stof; det vil sige, det, man rent faktisk kan erfare noget om gennem de konkrete udgravninger: byggeperioder og klostrenes placering, klosteranlæggene generelt, klosterkirkerne og deres brug.

Derefter følger afsnit, der i alle detaljer beskriver de enkelte dele af et middelalderklosters indretning for så vel munke som nonner som for eksempel korsgangen og indre og ydre gård samt de bygninger, der var placeret i de respektive gårde. Også bygningsmaterialerne og den anvendte byggeteknik forklares.

Desuden beskrives de økonomiske forhold i så vel herreklostre som tiggerklostre. Også de til klostrene knyttede håndværk som for eksempel tekstilarbejde og bogfremstilling belyses, og den til klostre hørende bogsamling omtales. Vi får også et indblik i klostrenes dagligdag, hvad de spiste, og hvad de fik den sparsomme fritid til at gå med. Klostrenes lægekunst og hospitalsvirksomhed og den hermed sammenhængende begravelseskultur beskrives. Bogen slutter med en beskrivelse af klostrenes rolle og skæbne før under og efter den lutherske reformation i 1536, men også fremtiden for klosterarkæologien og dens formidling til publikum får et ord med på vejen.

Værket er ikke blot imponerende, fordi man her så at sige på et bræt eller i hvert fald i en bog bliver præsenteret for alt, hvad der er værd at vide om dansk middelalderarkæologi, hvilket ikke er set før, men man bliver også gjort opmærksom på, hvor meget det faktisk er muligt at udlede af de materielle fund.

Efter endt læsning sidder man tilbage med en god fornemmelse af, at man nu virkelig ved noget om, hvordan klosterlivet i middelalderen udformede sig for høj som for lav og en hel del om det omgivende samfund også. Og det til trods for, at der naturligvis i et værk som dette, der udelukkende beskæftiger sig med de arkæologiske fund, ikke står et eneste ord om, hvad der blev troet og tænkt i klostrene. Beskrivelsen af klostrenes åndelige liv er både aldeles fraværende og alligevel på samme tid særdeles nærværende.

Måske er hemmeligheden den, at tro og liv er uadskillelige sider af den samme sag, og at man derfor aldrig kan beskæftige sig med den ene side af sagen uden helt automatisk også at komme til at beskæftige sig med den anden.

Bogen er naturligvis forsynet med et omfattende noteapparat og mange kildehenvisninger, men hvad man især må bemærke og fremhæve er de mange illustrationer. Billedmaterialet er ikke blot smukt, men hele vejen igennem udvalgt med omhu, så det giver den bedst mulige visuelle information til supplering af den skrevne tekst.