Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, kommer til at sidde på for stor magt i det litterære miljø, når han også skal fordele litteraturstøtte. Det mener kritikere af kulturminister Marianne Jelveds (R) beslutning om at udpege den 54-årige Jes Stein Pedersen til Statens Kunstfonds Legatudvalg. Den kritik besvarede kulturministeren forleden her i avisen med, at magt er irrelevant i dette spørgsmål. Det er dog helt misforstået, lyder det nu fra flere af landets forfattere, heriblandt Martin Kongstad:
Politiken er landets vægtigste kulturmedie. Når man er litteraturredaktør der, synes jeg ikke, man skal have mere magt. Jes Stein Pedersen har én smag, hvad angår litteratur, og jeg kan ikke se, hvorfor det gavner at få den bredt ud på to så vigtige positioner, siger han.
LÆS OGSÅ: Trives inhabiliteten i dansk kulturliv?
Martin Kongstad skrev for nylig et indlæg på sin hjemmeside, hvor han kalder det ubegribeligt, at Jes Stein Pedersen skal uddele fondsmidler, når han samtidig er litteraturredaktør. Han foreslår, at Stein Pedersen trækker sig fra posten og undrer sig i øvrigt over, hvorfor de fleste andre af landets forfattere er tavse.
Det, at der ikke er flere forfattere, der råber op og protesterer over udpegningen, vidner om, at spørgsmålet om magt er yderst relevant i denne sammenhæng. Man er simpelthen bange for at komme i unåde hos manden, der både prioriterer stof til landets største kulturmedie og uddeler støttekroner, siger han.
Helt på linje er forfatter og litteraturanmelder ved Weekendavisen Leonora Christina Skov. Hun tror ligeledes, at forfatterne holder inde med kritikken af frygt for at blive afskåret fra støtte og positiv omtale.
Der er flere problemer i det, at Jes Stein Pedersen kommer til at sidde på de to store poster. Først og fremmest bliver hans litterære smag nu en firesporet motorvej ned gennem dansk litteratur. Det, han kan lide, bliver omtalt, anmeldt og indstillet til Politikens litteraturpris, ofte af ham selv, og nu kan han tilmed præmiere det med støttekroner. Det er alt for meget magt til én mand. Samtidig er hans dobbeltrolle konkurrenceforvridende i forhold til landets andre aviser. Når Jes Stein skal læse ansøgninger om støtte, giver det ham også mulighed for at rykke før alle andre aviser, når han opdager noget spændende, siger hun.
Forfatter Ida Jessen er netop gået af som formand for litteraturudvalget i Statens Kunstfond, hvor hun har været med til at uddele støtte til forfattere. Hun foreslår, at Jes Stein Pedersen lægger noget af magten fra sig, så han kan få arbejdsro i udvalget.
Kunstfonden er altid til diskussion. I dette tilfælde synes jeg, det er med rette. Der er netop blevet gennemført en reform af kunststøtten, hvor man vil sikre mere gennemsigtighed. En af måderne at opnå gennemsigtighed på er at udpege medlemmer uden for mange kasketter på. Men det skal også siges, at hvis der er for mange kasketter, kan medlemmerne jo tage en af dem af. Det er synd, hvis det her giver for meget uro. Udvalgene har brug for arbejdsro, siger hun.
Ida Jessen mener, at en løsning kunne være, at Stein Pedersen holder sig fra at anmelde dansk litteratur, mens han er i udvalget. Står det derimod til digter og forfatter Thomas Boberg, må han vælge mellem redaktørposten og udvalgsposten.
Det er ikke hans kvalifikationer som litterat, jeg betvivler, men det kunne måske være en fin løsning, hvis han tog orlov fra Politiken. Jeg synes, det er utrygt, at én mands smag skal bredes ud på to så magtfulde stole, der ikke hører til i samme rum, siger han.
Digter og litteraturanmelder ved Weekendavisen Lars Bukdahl kender til at have flere kasketter på. Ud over jobbet som anmelder er han redaktør for lyriktidsskriftet Hvedekorn og har netop været med til at indstille til Kritikerprisen.
Jeg mener godt, at man som udgangspunkt kan have flere kasketter på. Men i dette tilfælde må jeg nok sige, at der er et problem i forhold til magtkoncentrationen. En plads i Legatudvalget og litteraturredaktør på Politiken er to så magtfulde jobs, at det simpelthen er for meget. Man risikerer, at det bliver for ensrettet, siger han.
Dansk Forfatterforening, der repræsenterer en del af landets forfattere, kalder det en uheldig sammenblanding, at Stein Pedersen skal sidde på begge poster, selvom man anerkender hans kompetence.
Journalister plejer at holde sig fra at deltage i forvaltning, som han gør her. Han kommer til at uddele statslige midler og kommer dermed til at lægge bånd på sine muligheder som kritisk journalist. Han er allerede meget magtfuld i form af sin position som litteraturredaktør for Politiken, og vi ser hellere magten bredt mere ud, siger foreningens formand, Jo Hermann. Foreningen anbefaler, at Stein Pedersen undlader at anmelde litteratur, mens han sidder i legatudvalget.
Jes Stein Pedersen er dybt uenig med kritikken. Han har planer om at varetage begge opgaver på samme tid, og han vil fortsætte med at anmelde litteratur, mens han er i udvalget:
Jeg kan jo ikke have et andet litteratursyn end det, jeg har, og jeg er underkastet nogle ekstremt høje krav i forhold til mit arbejde begge steder. Hele øvelsen handler om åbenhed og pluralisme. Kunstfonden kan slet ikke lave sit arbejde, hvis man ikke tør have mod i forhold til at udpege, hvem der skal påtage sig det krævende arbejde, siger han.
Og at det nu skulle være et argument mod mig, at forfatterne ikke råber op, er under lavmålet. Jeg synes, det er et ufint argument af Martin Kongstad, når han tolker tavshed fra forfattere som et udtryk for frygt.