Mennesket som mental mekanisme

Systemet er begyndt at opfatte en række almindelige tilstande som behandlingskrævende symptomer på sindslidelse, hævder Theodore Dalrymple

Psykiatere skal være varsomme med, hvad de kalder sygdom og vælger at medicinere imod, for der er en overlapning mellem direkte patologiske tilstande og dem, der kommer af sociale, psykologiske eller personlige faktorer, skriver psykiateren Theodore Dalrymple.
Psykiatere skal være varsomme med, hvad de kalder sygdom og vælger at medicinere imod, for der er en overlapning mellem direkte patologiske tilstande og dem, der kommer af sociale, psykologiske eller personlige faktorer, skriver psykiateren Theodore Dalrymple.

SINDETS SYGDOMME kan være mere pinefulde end nogen legemlig lidelse. Alligevel lader de sig ikke udpege eller afsløre på håndfast vis ved blodprøve eller på et røntgenbillede. Psykiatrien er derfor en art tolkningskunst. Det forhold betød engang, at mange afskrev en del psykisk sygdom og mente, at den berørte vel bare kunne tage sig sammen. Den tid er heldigvis ovre, og man tager nu sindslidelser anderledes alvorligt.

Alligevel skal man ikke lukke øjnene for den kendsgerning, at eftersom diagnosen hviler på en tolkning, så findes der en gråzone mellem sygdom og normalitet, hvor det er svært at trække grænsen. Ligesom man tidligere voldte ulykker ved ikke at anerkende reel sygdom, kan man i det behandlingsparate velfærdssamfund komme til at fastholde mennesker i en fatal patientrolle ved at sygeliggøre tilstande, som egentlig ligger inden for normalitetens vide rammer.

LÆS OGSÅ: Lægens ophøjede position står for fald

En læge, der mener, vi er i færd med at dække normaliteten med en veritabel dyne af diagnoser, er engelske Theodore Dalrymple. Han er psykiater, forfatter til en række spændende og kontroversielle bøger, og han har arbejdet både i Afrika, i Londons fattige East End og været fængselslæge i Birmingham.

I magasinet City Journal har han skrevet en artikel under overskriften: Alle op på briksen. Psykiatrien underminerer i dag selvtillid og moral.

Han understreger dette forhold med tolkningen i en gråzone: Der er en overlapning mellem direkte patologiske tilstande og dem, der kommer af sociale, psykologiske eller personlige faktorer eller af forkerte moralske valg, og derfor bør psykiatere være varsomme med, hvad de kalder ægte sygdom.

Den varsomhed er med årene smidt over bord i de amerikanske psykiateres autoritative håndbog, hvor antallet af diagnoser knopskyder vildt for hver ny udgave. Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, hedder bogen, DMS mellem venner en magtfaktor af rang, for den er normgivende for psykiatrien i et land med 300 millioner indbyggere.

Den nye femte udgave af DMS er i Dalrymples øjne uansvarligt liberal, når den definerer mental sygdom. Så talrige er dens diagnoser, at en gennemsnits-amerikaner vil kunne siges at være ramt af mere end to psykiske lidelser årligt. Bogen hævder for eksempel, at er man ked af det i to uger, lider man af en depression.

Værket opregner tillige en række forbavsende almindelige karaktertræk som tegn på en mental lidelse. Fremviser en person fire af disse træk, har vedkommende en personlighedsforstyrrelse: Varigt bæren nag. Vedvarende uansvarlighed. Irritabilitet og aggressivitet. Mangel på anger. Ubegrundet mistanke om, at andre sårer, udnytter eller narrer en. Løsriven sig fra sociale relationer og begrænset følelsesudtryk.

Der er også denne, lidt længere karakteristik: Et varigt mønster af indre følelse og af opførsel, der afviger klart fra forventningerne fra individets kultur på områder, som angår tænkning, følelse, mellemmenneskelige forhold og kontrol af impulser.

Der er nogle stykker, der bliver ramt her både stædige og generte afvigere fra tidsånden. Det lyder som den slags, man i Sovjetunionen kunne hospitalisere Solsjenitsyn for. Bogen slår også fast, at en ud af syv amerikanere falder inden for denne kategori.

DALRYMPLE FORTSÆTTER denne opregning af kendetegn på personlighedsforstyrrelse, som faktisk slående minder om kirkens gamle liste over dødssynder: Arrogance og hovmod. Alt for intens vrede og mange temperamentsudbrud. Udnyttelse af ens fysiske fremtræden for at tiltrække opmærksomhed. Teatralsk selv-dramatisering. Behov for overdreven beundring. Udnyttelse af andre. Mangel på empati. Misundelse over for andre. Følelse af hjælpeløshed når alene. Overdreven, skrupuløs samvittighedsfuldhed. Overdreven optagethed af detaljer, regler, lister, orden og skemaer. Vanskeligheder ved at erklære sig uenig med andre.

Adskillige af ens bekendtskaber passerer godt nok revy her. Der er talrige flere af samme skuffe, og Dalrymple mistænker værkets forfattere for at ønske så mange betalende patienter som muligt i de amerikanske psykologers og psykiateres venteværelser.

Han slutter med at beklage, at ordet ulykkelig er næsten forsvundet fra sproget. Siger man ulykkelig, er det ens egen følelse, der taler, mens alternativet depression opretter forbindelse til diagnosernes og terapiens verden.

Den håndbog er et instrument til svækkelse af menneskelig robusthed, selvtillid, mod og beslutsomhed, konkluderer Dalrymple. Den forvandler mennesker til mekanismer, berøver deres adfærd mening og gør dem til bytte for menneskelig elendigheds entreprenører.