Frø af jødehadets ugræs

Snart markeres Auschwitzdagen for at mindes, hvordan Nazitysklands antijødiske ideologi førte til folkemord. Den tyske historiker Matthias Küntzel har forsket i, hvordan en europæisk form for antisemitisme i 1930erne bevægede sig fra nazisme til islamisme

Stormuftien af Jerusalem, Mohammad Amin al-Husayni, var præget af nazismen og gør her Hitler-hilsen til en række bosniske soldater. De muslimske krigere tilhører Bosnien-Hercegovinas frivillige SS-bjergdivision, og billedet er taget i december 1943. –
Stormuftien af Jerusalem, Mohammad Amin al-Husayni, var præget af nazismen og gør her Hitler-hilsen til en række bosniske soldater. De muslimske krigere tilhører Bosnien-Hercegovinas frivillige SS-bjergdivision, og billedet er taget i december 1943. –. Foto: Bridgeman Art Library/.

Det er ingen hemmelighed, at jøderne omtales med nogen fordømmelse i Koranen. I lange perioder gennem historien har den muslimske verden dog valgt ikke at gå ret meget op i de belastende passager for i stedet at pleje et nogenlunde fredsommeligt forhold til de jødiske mindretal, som engang levede i de muslimske lande.

I dag er situationen en anden. Militant jødehad er et fast indslag i arabiske medier og flammer voldsomt op under demonstrationer. Islamismen står stærkt, og for bevægelser som Hizbollah, Hamas og Det Muslimske Broderskab er antisemitismen simpelthen et bærende element.

Jo, men det siger sig selv, at en radikalisering måtte indfinde sig, for i mellemtiden er jo staten Israel stiftet, og det lige midt i palæstinensernes område, vil mange europæiske meningsdannere anføre.

Men hæver man sig et øjeblik over mediestrømmens rapporter om daglige konflikter, må man vel undre sig over jødehadets styrke. Israel udgør trods alt kun en landstrimmel på størrelse med Jylland. Er raseriet ikke ude af proportioner?

Man bør kigge lidt længere tilbage end til statens Israels oprettelse i 1948 for en forklaring, vil den tyske historiker Matthias Küntzel hævde. Når jøderne i mellemøstlig propaganda kan fremstilles som kilden til alt ondt, er det, fordi holdningerne har været udsat for en opgejling, der kom udefra, fra Nazityskland. Derfor vil israelerne forblive ondskabens ikon, uanset hvilke forhandlingsborde deres politikere sætter sig ved.

LÆS OGSÅ: Gåden Hitler

Küntzel har skrevet bogen Jihad und Judenhass, der beretter om en intensiv påvirkning af den arabiske opinion fra Nazitysklands side i årene 1939 til 1945; en påvirkning, hvis frugter vi ser den dag i dag, argumenterer Küntzel.

Vi møder den 58-årige historiker i hans hjem i den holstenske by Reinfeld, fødested forresten for salmedigteren Matthias Claudius. Bænket med skummende, hjemmebrygget cappuccino og hindbærlagkage fortæller Küntzel, at en arabisk oversættelse af Jihad und Judenhass er på trapperne med et forord af den fremtrædende algierske forfatter Boualem Sansal. I forvejen er bogen oversat til engelsk og fransk.

Og vi kan passende indlede med at spørge, om antisemitismen virkelig står centralt i islamismen?

Det må man sige ja til. Men paradoksalt nok er denne antisemitisme et moderne fænomen, der tages i anvendelse i en antimoderne kamp. Islamisterne opfatter nemlig jøderne og Israel som selve symbolet på det moderne, siger Matthias Küntzel.

Indtil begyndelsen af det 20. århundrede regnedes jøderne for andenklasses borgere, såkaldte dhimmier, men de var tålte og kunne leve som minoritet i muslimske lande. Langsomt begyndte denne status imidlertid at ændres, fortæller Matthias Küntzel.

Det britiske mandatområde i Palæstina giver allerede i det 20.århundredes begyndelse anledning til skærpet vrede mod jøderne, for her begynder to kulturer at kollidere. Områdets palæstinensiske landsbyboere levede og tænkte dybt traditionelt, mens der for eksempel i 1906 ankom grupper af russiske jøder som følge af en pogrom i deres hjemland. De var emanciperede og ikke specielt religiøse; kvinderne gik i shorts, og palæstinenserne var ved at dåne.

Det Muslimske Broderskab opfangede modviljen, pustede til ilden og fik deres første folkelige gennembrud i 1930erne, da de i Egypten startede en stor kampagne mod landets jøder.

Broderskabet stiftedes i 1928 var det af samme grund?

Ikke netop på grund af jøderne, anledningen var et andet moderne fænomen. I 1920erne opstod faktisk en kvindebevægelse i Egypten. Ledere af den kastede deres slør i havet som en demonstration. Egypten var meget langt fremme dengang i forhold til siden. Dette kvindeoprør gav stødet til stiftelsen af Det Muslimske Broderskab, der ville bekæmpe det med Koranen i hånden.

Hvilke var de mest progressive muslimske lande i mellemkrigstiden?

Egypten, Iran og naturligvis Tyrkiet under Atatürk. De forstod bedst at tilpasse tolkningen af Koranen til moderne tider. Perioden fra 1830 til 1930 kaldes det moderne islam. Da kunne jøder i disse tre lande ligefrem aflægge deres dhimmi-status og blive agtede borgere. Man trak gerne på deres evner. I Egypten beklædte de stillinger i regeringen og i kongepaladset.

Helt op i 1930erne søgte lederne i de tre lande at holde de første nazistiske propagandabrochurer ude af landet. I Kairo færdedes agenter for Nazitysklands efterretningstjeneste, og de rapporterede til Berlin om den folkelige sympati, der mødte Det Muslimske Broderskabs kampagner mod jøderne. Berlin begyndte at støtte Brødrene finansielt.

LÆS OGSÅ: Heideggers dagbøger afslører antisemitisme

Opmærksomheden i Nazityskland var vakt. Der udkom bøger, der hyldede Det Muslimske Broderskab, og man inviterede den rabiat antisemitiske stormufti af Jerusalem, Mohammad al-Huseini, til Berlin, hvor han var i audiens hos Hitler.

Stormuftien bliver boende og yder en indsats for at rekruttere bosniske muslimer til SS-divisioner. Under krigen besøger han kz-lejre.

Nazisterne nærede stor beundring for, hvad de opfattede som den originale islam, ikke mindst fordi de delte dens modvilje mod moderniteten.

Matthias Küntzel peger på forskellen mellem den klassiske muslimske afstandtagen over for jøderne og den anderledes glødende antisemitisme, som nu vokser frem gennem denne usalige forbindelse.

Muhammed selv havde gjort forretninger med jøderne, og gennem århundreder kunne man leve side om side. Muslimerne frygtede nemlig ikke jøderne, som europæiske antisemitter faktisk gør. Muhammed havde jo besejret dem ved Medina i 623 uden selv at blive tilføjet det mindste sår. Derfor omfattedes de blot med kølig nedladenhed. Anderledes i Europa, hvor man har fantaseret om, at jøderne bragte pesten og forgiftede brøndene. Helt galt blev det med Zions Vises Protokoller.

Dette værk blev i 1903 forfattet af zarens efterretningstjeneste, der udgav det for at være et autentisk, hemmeligt jødisk skrift. Det var fuld af bloddryppende løgne, og det beskrev for første gang jøderne som bagmænd for en verdensomspændende sammensværgelse.

Den tanke tager Hitler op. Og den tanke vil han lære den arabiske verden at tro på. Han vil plante forestillingen om jøderne som skjult, men magtfuld trussel.

Måden var radioudsendelser, der fra Berlin målrettet bearbejdede opinionen i Mellemøsten. Regionens muslimer ville man gøre til forbundsfæller i den planlagte globale bekæmpelse af verdensjødedommen.

Muslimerne skulle lære at opfatte jøderne som agenter for en stor vestlig sammensværgelse. Sådan som de desværre ofte opfatter Israel i dag. Radioudsendelserne blev fra april 1939 sendt hver eneste aften på to arabiske dialekter og på persisk, tyrkisk og hindi. De var skræddersyet til analfabeter med en meget emotionelt anlagt propaganda fuld af storslåede fordrejninger. Udsendelserne var populære, og Nazityskland høstede yderligere sympati, da krigen brød ud, fordi det kæmpede mod Frankrig og England, regionens forhadte kolonimagter. Og siden også mod Rusland, som var Irans ærkefjende.

Jøderne skulle altså ikke opfattes som arme underlegne, men som snedige agenter med indflydelse allevegne. Nazisterne talte om den internationale finansjøde, der trak i trådene fra Wall Street og alle verdens børser. En anden antisemitisk idé, som tyskerne søgte at eksportere, var deres biologiske begrundelse for jødehadet. Den købte muslimerne imidlertid ikke.

Racetænkningen er en europæisk specialitet, egentlig darwinistisk i sit udspring. Nazismen støttede sig til en vestlig pseudovidenskab, og araberne tænker ikke i de baner.

Küntzel påpeger, at muslimer omfatter handicappede med respekt og hjælpsomhed, hvad der er sigende i denne forbindelse.

LÆS OGSÅ:Kanonerne i august 1914: Her blev grunden lagt til Anden Verdenskrig

Handicappede æres i islam. Den biologisk tænkende nazisme tolererede ikke sådanne svagheder og slog de handicappede ihjel. På vore dages arabiske universiteter er Darwin et af de største fjendebilleder. Han regnes faktisk for jødisk agent. Hele hans religionskritik gør dem vrede. Racismen er en europæisk ideologi. Muslimerne tænker religiøst.

For at nå masserne valgte nazisterne derfor pragmatisk at satse på religionen, selvom deres egen indstilling var antireligiøs, fortæller Küntzel.

Radioudsendelserne sammenlignede Koranen med Mein Kampf og Muhammed med Hitler, begge stridsmænd mod jøderne. Og man lod regelmæssigt stormuftien af Jerusalem komme til mikrofonen.

Enkelte nazispidser som den religiøst anlagte Himmler blev så småt indtaget i islam, fortæller Küntzel.

Himmler ledte efter lighedspunkter og mente at finde dem i en martyrdyrkelse og en krigerisk dødskult, ligesom han godt kunne lide idéen om flerkoneri.

Nazismen blev i 1945 knækket og dens ideologi slået ned, men hvad den såede langt borte blev ikke på samme måde revet op.

I 1946 var Det Muslimske Broderskab den vigtigste samfundsmæssige kraft i Egypten. De kunne hente stormuftien af Jerusalem tilbage fra Europa. Han skulle egentlig have været dømt som krigsforbryder, men de allierede turde ikke. Allerede dengang tænkte man på olien. For nylig vistes i flere arabiske lande en tv-dramatisering af Zions Vises Protokoller. Og man hører offentlige kommentatorer og politikere, der har rosende ord tilovers for Hitler. Israel opfattes som roden til alt ondt. Bemærk, at op til den egyptiske præsident Mubaraks afsættelse under det arabiske forår blev han på alle plakaterne afbilledet med en jødestjerne over ansigtet. En fjende skal afbildes som agent for Israel. Da Mursi skulle styrtes, var det ham, der fik davidsstjernen malet på sit ansigt. Ledere kommer og går, men ideologien bliver.

Nu står de kristne for skud. Hvordan er deres status i Koranen, sammenlignet med jødernes?

Den ligger en smule højere. Gradsforskellen skyldes sikkert, at Muhammed kun havde med jøder at gøre, ikke med kristne. Begge er dog trods alt bogens folk og rangerer derfor i princippet over alle andre vantro. Man har Abraham til fælles. Derfor var jøderne også engang omfattede af beskyttelse, for nok var de andenklasses borgere, men man kunne ikke bare slå dem ihjel, som man kunne med de rene hedninger, siger han.

Siden skærpedes altså antisemitismen, og det blev anderledes farligt at være jøde.

Jøderne måtte udvandre fra de arabiske lande, og derfor bliver islamisterne i dag opmærksomme på de kristne. Også de indbyder til misundelsens had, fordi de i reglen, som jøderne, er bedre uddannede.

Matthias Küntzel er ikke optimist:

Vi oplever i dag islamisternes komplette afvisning af den pluralisme og tolerance, som trods alt har været praktiseret af muslimerne i århundreder. Muslimbrødrene politiserer islam så meget, som de overhovedet kan komme af sted med. Nu hvor USA trækker sig ud af regionen, opstår der ikke kun et magtvakuum, men også et værdivakuum, hvori både de liberale, vestligt orienterede arabere og de kristne kommer til at stå alene. Og verden lader dem i stikken.