Det var dengang, hvor renten var på 18 procent, kvindernes bryster uden silikone og mænd med hår på brystet gik i åbenstående hvide skjorter og slimfit-jakker med brede reverser. Og det var dengang, hvor discokuglerne glimtede, Bee Gees sang falset, og tonede MacArthur-briller var vejen til succes. En tid, hvor der blev røget pot og byttet partnere og BHen var et småborgerligt relikt. Med andre ord: 1970erne, en epoke, som ligger uendeligt fjernt fra vor tids glatbarberede puritanisme.
Men David O. Russell gør 1970erne nærværende i sin Oscar-nominerede sædeskildring fra New York og New Jersey, hvor småsvindleren Irving Rosenfeld (Christian Bale) forsøger at få mest mulig gevinst ud af oliekrisen og new yorkernes desperate brug for risikovillig kapital og statussymboler. Egentlig ejer han intet andet end et par renserier i Brooklyn, der ikke er mere værd end hans hentehår, men sideløbende bevilger han lån mod kontant kaution og sælger forfalskede billeder af Paul Klee og Rembrandt. Han er overvægtig, har dårligt hjerte, men er fantastisk til at fortælle historier med en fortrolighed og intimitet, der er tillidvækkende og stimulerer folks selvværd og drømme om et andet liv.
Irving giver indtryk af, at han hviler i sig selv, selvom ingen reelt kender hans sande jeg. Tilsyneladende giver han sig ud for at være en anden, end han er. Ved et pool- party møder han Sydney Prosser (Amy Adams), en forhenværende stripper, der heller ikke giver sig ud for at være den, hun er, men har tillagt sig engelsk accent for at kaste et aristokratisk skær over sin identitet. Sammen danner de det perfekte par. To lystløgnere, som virkelig kan lokke penge ud af folk.
LÆS OGSÅ: 5 Stjerner til storladen og provokerende film
Men der er problemer. Ikke bare et, men to. Det første er, at Irving allerede er gift med Rosalyn (Jennifer Lawrence) og har hende og adoptivsønnen Danny placeret i et alt for dyrt hus på Long Island. Det andet er, at hans og Sydneys lille lyssky låneforretning bliver afsløret af en ambitiøs FBI-agent, DiMaso (Bradley Cooper), der stiller dem et ultimatum: Enten arbejder I for FBI undercover, eller også kommer I i fængsel. DiMaso vil fange de store fisk ved hjælp af de små. Herefter griber tingene om sig og bliver fuldkommen uoverskuelige og involverer en borgmester fra Atlanta, som vil redde sin by, korrupte politikere fra Repræsentanternes Hus og bag dem mafiaen, der afregner på den hårde måde.
American Hustle eskalerer på en måde, som i amerikansk film kendes fra blandt andre Coen-brødrenes Fargo og Burn after reading. Det er charmerende, indimellem hylende skægt og i tiltagende grad absurd. Men aldrig ligegyldigt. Instruktøren David O. Russell formår at vikle den vidtløftige historie ind i 1970ernes tidsånd, hvor alle simulerer en frigjorthed, de dybest set ikke magter, og hvor tidens musik Neil Young, Jefferson Airplane, Santana, Elton John, Tom Jones, Bee Gees et stykke ind i filmen lægger et lydspor af løgn over løgn i denne forstillelsens verden med brune habitter, curlers og en opblæst italiensk agent med afrohår. Selv FBI bliver grebet af en eufori, som var organisationen på syre. Det ender med Paul McCartneys Live and let Die for fuld udblæsning, lev med eller dø!
LÆS OGSÅ: Den utrolige vej til frihed
Men David O. Russell ville ikke være den brillante instruktør, han er, hvis han selv levede op til sangens kompromisløshed. Som han lader sin småsvindler Irving sige undervejs: Verden er ikke sort eller hvid, den er ekstremt grå! Det er denne gråzone, som er filmens egentlige anliggende. Det menneskelige, ja det alt-for-menneskelige, hvor alle roder rundt med deres egne småproblemer, deres futile begær, halve idealisme, halve selvbedrag, halve plattenslageri og halve uforløste kærlighed. For dybest set er det den, American Hustle handler om: kærligheden. Filmen er på den led også en eksistentiel forvandlingshistorie om, hvordan mennesker kan finde frem til, hvem de er, og dermed finde frem til kærligheden eller til en position i livet, hvor kærligheden næres af andet end løgn og illusioner. American Hustle er en film om fristelse og fald, men det er også en film om forløsning og frisættelse.
Christian Bale er helt formidabel som Irving. Han er filmens centrale skikkelse og forlener karakteren med en paradoksal troværdighed. Man tror på ham, svindleren. Bag hans tonede brilleglas anes et par øjne som sjælens sande spejl. De øjne føler med verden, kender den anden som sig selv og mister aldrig fokus. Omkring Christian Balle spilles der overdådigt i de bærende roller, Amy Adams er sårbar som eks-stripper, Jennifer Lawrence er vidunderlig som forstads-bimbo. I en ganske lille birolle som mafiaboss er Robert de Niro regulært skræmmende. Men det er han også den eneste, der er i American Hustle. Alle andre er genkendelige og dybt menneskelige i deres dårskab. Hvilken film, lad den vinde Oscars og alles hjerter!