Stor var forargelsen verden over, da det for nyligt kom frem, at tysk politi havde fundet en kæmpe kunstskat i byen München.
Kunstskatten, der vurderes til at være mere end 7,5 milliarder kroner værd, befandt sig i den 79-årige kunstsamler Cornelius Gurlitts lejlighed.
Det formodes, at en del af værkerne i sin tid blev stjålet eller beslaglagt af nazisterne, og at kunsteksperten Hildebrand Gurlitt købte værkerne før og under Anden Verdenskrig. Han døde i 1957, og sønnen Cornelius har lige siden haft værkerne i sin varetægt.
Fra utallige sider er der blevet rejst krav om, at værkerne gives tilbage til de oprindelige ejere, og at Cornelius Gurlitt straffes, fordi han har beholdt værkerne efter sin fars død.
Men nu er det kommet frem, at den tyske stat også har samlet plyndret kunst endda i stor stil. Tyske museer er nemlig fulde af kunstværker, som nazisterne i sin tid fik fingre i på uhæderlig vis.
Hvis man vil skjule noget, man har stjålet, kan det ifølge den britiske forfatter Edgar Allan Poe være en god idé at lægge genstanden på et sted, hvor alle kan se den. Ingen vil nemlig formode noget mistænkeligt ved ting, som vises frem.
LÆS OGSÅ: Fra jødehadets ugræs
Og dét er lige netop, hvad de tyske museer har gjort siden Anden Verdenskrig. De nazi-plyndrede værker udstilles, og museerne betegner dem som deres retmæssige ejendom, selvom værkerne i virkeligheden er blevet stjålet eller beslaglagt af nazisterne.
Man burde skænke disse værker, som ikke er gemt væk, men derimod tilgængelige for alle og enhver på museerne, lige så meget opmærksomhed som værkerne, der blev fundet hos Gurlitt, skriver journalist Andreas Zielcke i avisen Süddeutsche Zeitung.
For eksempel har Münchens Pinakotek adskillige værker, som i sin tid blev beslaglagt af nazisterne. Værkerne er del af en kunstsamling, som ægteparret Sofie og Emanuel Fohn skænkede museet i 1965. Ægteparret havde under Hitler erhvervet en række ældre kunstværker, som faldt i nazisternes smag, og ægteparret indgik en byttehandel med naziregimet: Nazisterne fik de ældre kunstværker, og ægteparret overtog til gengæld utallige moderne kunstværker, som nazisterne havde beslaglagt på en række museer, fordi de betragtede værkerne som degenereret kunst. Det er denne degenererede kunst, som siden 1965 er blevet vist i Münchens Pinakotek. I samlingen er der blandt andet værker af kunstnere som Kirchner, Beckmann, Nolde, Klee og Kan-dinsky.
Eksemplet med Fohns samling er symptomatisk for tyske museers omgang med degenereret kunst: Man beundrer taknemmeligt samlingen og glemmer, hvorfra den stammer, skriver Andreas Zielcke.
Under Hitler benyttede nazisterne sig gerne af to fremgangsmåder, når de ville have fat i kunstværker:
Hvis jøder eller andre uønskede personer besad værkerne, røvede nazisterne dem simpelthen. Derfor betegnes disse værker i dag som røverkunst.
Hvis museer derimod havde moderne kunst, som nazisterne betragtede som mindreværdigt og ideologisk farligt, blev værkerne beslaglagt af den tyske stat. I nogle tilfælde som for eksempel med ægteparret Fohn solgte nazisterne derefter de degenererede værker for at få fat i ældre og i deres øjne mere værdifulde kunstværker.
Mens der har været stor interesse for røverkunst de seneste år, er der ikke blevet skrevet meget i medierne om de værker, som museerne mistede under beslaglæggelserne.
Især byen München profiterer i dag af nazisternes plyndring. Münchens Pinakotek er blot ét ud af mange eksempler på, at byens museer udstiller kunst, som oprindeligt tilhørte museer i andre byer i Tyskland.
Andreas Zielcke spørger i Süddeutsche Zeitung, hvorfor disse museer ikke kræver billederne tilbage.
Er det fejhed over for de andre museumskolleger, eller er det, fordi mange af disse museer ikke alene var ofre, men også selv profiterede af nazisternes kunst-røvertogt? Røvertogtet mod den degenererede kunst var landsdækkende, og derfor bør vi også mindes det overalt. Det er ikke rigtigt, at netop München, der var nazisternes højborg, skal være vinderen af dette røvertogt, skriver Andreas Zielcke.
I nogle tilfælde har den tyske stat ligefrem finansieret og bygget museer til ære for kunstsamlere, selvom deres samlinger var fulde af nazi-plyndret kunst.
For eksempel har den bayriske delstat bygget kunst-museer til ære for industrimanden Georg Schäfers og forfatteren Lother-Günther Buchheim.
Begge mænd var kendte som lidenskabelige kunstsamlere, der efter krigen købte utallige værker billigt uden at interessere sig for, hvorfra værkerne stammede, skriver kunsthistoriker Ira Mazzoni i Süddeutsche Zeitung.
Rent faktisk har det vist sig, at de to mænds kunstsamlinger indeholder adskillige værker, som nazisterne havde beslaglagt, men det har ikke hindret, at de blev hyldet som kunstmæcener og har fået museerne opkaldt efter sig.
For eksempel har Monika Tatzkow, der forsker i kunstværkers fortid, fundet ud af, at mindst 21 værker i Georg Schäfers samling er kommet i nazisternes varetægt på uhæderlig vis i årene fra 1935 til 1943.
Cornelius Gurlitt handlede altså meget uklogt, da han gemte sin fars kunstsamling i sin lejlighed. I stedet burde han have skænket værkerne til et museum i München. I så fald ville han i dag sandsynligvis blive betragtet som en velgører og måske hvem ved? ville han også have haft sit eget museum.