Columbus er med rette blevet berømmet som en af historiens store opdagere. Men han opdagede ikke, at Jorden er rund, for det havde videnskaben vidst i næsten 2000 år, og han trodsede heller ikke en folkelig opfattelse af, at hvis man sejlede stik mod vest, ville man til sidst falde ud over kanten.
Alt tyder på, at middelalderens normaltbegavede europæere var fuldt ud klar over, at Jorden er rund. Det havde antikke græske tænkere for længst formidlet, og det er også budskabet hos de skriftlige kilder, vi kender fra middelalderen, for eksempel Adam af Bremen, der i 1000-tallet forklarede de lyse nordiske nætter med Jordens kugleform.Derimod er der en hel del af det 20. og 21. århundredes normaltbegavede europæere, der har bildt sig selv og hinanden ind, at jævne folk på Columbus tid troede, Jorden var flad. Denne skrøne er gengivet som fakta i flere danske skolebøger. Det menes, at myten er opstået blandt lærde protestanter i 1600-tallet som et billede på, at befolkningen i katolsk tid blev holdt i uvidenhed. Herhjemme kender vi Holbergs komedie Erasmus Montanus fra 1723, hvor folkedybet tvinger den indbildske student til at erklære, at Jorden er flak som en Pandekage.
Filosoffen og matematikeren Pythagoras tilskrives æren af omkring år 430 f.Kr. at have tænkt sig frem til, at vi logisk set må leve på en rund klode. Denne kreds formidlede ikke sine tanker bredt, men det gjorde Aristoteles knap 100 år senere, og han argumenterede ivrigt for, at Jorden måtte være rund. Da denne erkendelse var på plads, gik videnskaben i gang med at prøve at beregne, hvor stor en kugle Jorden så var. Erastosthenes fra Alexandria skrev omkring 240 f.Kr. en afhandling, hvori Jordens omkreds angives til mellem 37.250 og 39.690 kilometer. Imponerende præcist i forhold til, at nutidens facit er lige omkring 40.000 kilometer.
Siden fulgte de finere nuancer i form af erkendelsen af, at Jorden ikke er kuglerund. I 1600- og 1700-tallet udviklede det sig til en fransk-engelsk fejde, idet René Descartes mente, Jorden måtte være lidt smallere ved Ækvator end fra pol til pol, mens Isaac Newton regnede sig frem til, at Jorden på grund af rotationen er en smule fladtrykt ved polerne. Disputten sluttede, da den franske matematiker Maupertuis i 1738 analyserede data fra to ekspeditioner, til Ecuador og Lapland, og konkluderede, at Newton havde ret: Jordens radius er cirka 21 kilometer større ved Ækvator end ved polerne. Dét var erkendelsen på Holbergs tid, hvor selv udannede bønder godt vidste, at Jorden er rund.