De tørstige kalder Søren Toft sin anden roman. De tørstige er danskere med hang til alkoholiske drikke og mennesker i tredjeverdenslande, hvor der ikke er adgang til frisk drikkevand. Og så er der dem, der tørster efter anerkendelse og efter at udrette noget for andre.
Verden er stor, mangfoldig og farverig, og det forsøger romanen selv at demonstrere gennem sine historier fra øst og vest og fra fortid og nutid. Centralt i romanen står Theodor, der er en entreprenant og frivol eventyrer. Han er født i begyndelsen af det 20. århundrede. Faderløs og med en mor bag tremmer stikker han til søs og skaber sig en formue i Indien.
Senere slår han sig ned i Villa Blåvand på Sejerø, hvor han i 1984 får besøg af sit 14-årige barnebarn Daniel. Det bliver til et skæbnesvangert møde, fordi Daniel ser, hvordan man også kan leve.
LÆS OGSÅ: Fra Abraham til Ariel Sharon
I modsætning til hans far, der er landmand, er farfar Theodor en verdensmand, der aldrig går af vejen for en god kvinde og en flaske, men som trods alt også har en vis social ansvarsfølelse. Glem dig selv, og husk de andre, kommer der til at stå på hans gravsten.
Det er lettere sagt end gjort, hvad man også tydeligt erfarer i romanen.
Både den sociale ansvarsfølelse, et omflakkende liv og villaen på Sejerø arver Daniel af sin farfar. Han rejser ud i verden, og han opfinder et sugerør, som forvandler spildevand til drikkevand. Der bliver imidlertid sået tvivl om, hvorvidt han overhovedet er en ægte efterkommer af Theodor, og det åbner for flere spørgsmål. Har han levet på en løgn om, hvem han er, og hvad betyder denne løgn? Vil det ændre noget i hans liv, hvis han alligevel ikke står i biologisk gæld til sin farfar?
Historien om, hvad der er sandhed og løgn, bliver også tematiseret i romanen, da en stor del af den handler om et filmhold, der laver en dokumentar om den idealistiske Daniel. At klippe en film sammen er jo også en måde at redigere virkeligheden på, og det fører både etiske og erkendelsesmæssige spørgsmål med sig. Må filmholdet gribe ind i virkeligheden, hvis Daniel er ved at drukne? Og hvad er det for en virkelighed, som filmen og romanen kommer til at vise? Romanen forsøger i hvert fald at gribe verden i dens formidable mangfoldighed. Selv den lille Sejerø er rig på mennesker og skæbner.
Romanen skildrer i ligefremme vendinger kroppen og seksualiteten, men det er alligevel lidt kunstigt, fordi det vulgære virker noget villet. Også portrætterne har noget ufuldstændigt over sig. Theodor kommer ikke fri af det stereotype, når han fremstilles som en cigarrygende globetrotter, storvildtjæger og kvindeforbruger. Og de mange bifigurer i romanen vækkes ikke rigtig til live og forbliver skitser. Ganske ofte hævder anmeldere, at lange romaner med fordel kunne være forkortet. I dette tilfælde er det snarere omvendt. Søren Toft kunne have brugt et par hundrede sider mere på at folde sit persongalleri ud i romanen, der grundlæggende har et godt drive.