For Navtej Purewal handler det ikke kun om at tage afstand fra den udbredte praksis, hvor pigefostre bliver sorteret fra gennem abort. Kritikken skal ledsages af information. Hun er lektor ved Manchester Universitet i Storbritannien og forfatter til bogen Son Preference (Præferencen for sønner), hvor hun undersøger den udbredte tendens til, at sønner foretrækkes frem for piger, i visse lande med den konsekvens, at pigefostre bliver aborteret.
Det er en historie, hun selv har haft tæt inde på livet. Hendes familie stammer fra den indiske delstat Punjab, og hendes far har fortalt om sin skuffelse, da den førstefødte viste sig at være en pige. Dengang blev hendes fødsel mødt med ordene: Aglee vaari rabb tuhanu changee cheez dave (Næste gang vil Gud give noget godt i stedet). Det faktum, at Navtej Purewal efter familiens mening kun har to døtre, er med til at understrege det sociale og kulturelle stigma om værdien af piger i forhold til drengebørn.
Ifølge Navtej Purewal vil fordømmelse fra en udefra-kommende kultur ikke løse problemet.
Hun henviser til, at det britiske kolonistyre i 1870 forbød drab på nyfødte piger hvilket blot var med til at gøre fremgangsmåden legitim, fordi den blev set som et oprør mod de forhadte koloniherrer. Dialog og oplysning er derfor langt bedre værktøjer end patroniserende forargelse, hvis en praksis, som er så indgroet, skal ændres, siger hun.
I Indien er det i dag forbudt at få en abort på grund af barnets køn. Konsekvensen er, at først scanningerne og siden aborterne sker i det skjulte.
Kvinder vil ikke vedkende sig deres graviditet af frygt for at fortælle det til staten. For hvis de så aborterer, er det en kriminel handling, siger Navtej Purewal.
LÆS OGSÅ: Millioner af piger bliver sorteret fra verden over
Hun peger på, at udstyret til fosterscanning kan være i en lille kuffert, kontakten sker fra mund til mund, og aborter arrangeres over mobiltelefon.
Det gør det umuligt at efterforske, siger hun.
Samtidig er det ikke noget, som der bliver talt åbent om.
Du finder ikke mange, der vil sige, at vi vil ikke vil have døtre. De siger: Vi vil have sønner. Og det er de mennesker, der i det skjulte vil have en fosterscanning og en abort. Det er ikke, fordi de ikke vil have piger, men de insisterer på en søn og tror stærkt på, at det er nødvendigt for at overleve, forklarer Navtej Purewal.
Gennem sin forskning har hun forsøgt at nå ind til, hvad der ligger bag denne forkærlighed for sønner.
Billedet er komplekst. Men når du koger det ned, handler det om økonomi. Manden er forsørgeren, mens piger bliver set som midlertidige beboere i deres forældres hjem, fordi de skal videre. Det er ikke forældrene, men svigerforældrene, der vil nyde godt af dem.
For Navtej Purewal er det markant, at det ikke kun er mændene i det patriarkalske samfund, som holder fast i den gamle praksis, der har fået nyt liv med fosterscanninger.
Det mest foruroligende, men også vigtige er kvindernes rolle. De får ikke alene aborterne, men giver også råd om, hvad andre kvinder skal gøre, og er dermed med til at underbygge kulturen. Så de er ikke kun ofre, men også udøvere, siger hun.
Hendes egen forskning har fokus på Punjab, men fra sit hjem i den britiske by Birmingham ser hun også, hvordan de indiske indvandrere har bragt kulturen med sig.
Kvinder, der har boet her i 30-40 år, taler som kvinder i Punjab. De siger, at de er nødt til at have sønner. Så det lever videre i en moderne sammenhæng, siger Navtej Purewal.
Hun ser også en ironi i den store fokus på drenge.
For det er deres døtre, der plejer dem, når de bliver gamle, for de sydasiatiske familier sender ikke deres ældre på plejehjem.
Hun håber, at der lang-somt sker et skifte, som ikke mindst skyldes bedre uddannelse.
Selvom jeg siger, at det er dybt forankret, ser vi også på universiteterne, at unge kvinder kommer gennem deres uddannelse, og at de stiller spørgsmål. Vi ser små glimt af modstand. Det er stadig ikke normen, men det er der.
Navtej Purewal peger videre på, at nogle forkælede drenge er båret på hænder og fødder gennem deres opvækst og ikke er vant til skulle studere hårdt for at komme igennem en uddannelse.
Statikken viser, at der blandt andet i Indien er et stort underskud af piger. Det belaster ikke mindst middelklassen, hvor giftermål ofte bliver set som alliancer.
Der har pigerne en værdi. Men hvis vi ser på det fra en feministisk tilgang, bliver de en handelsvare, og vi ser, hvordan køn relaterer sig til spørgsmål som kaste og medgift. Pigerne er gået fra at være en byrde til at være en vare på et marked.
Men underskuddet gør det også nødvendigt at hente piger fra andre steder.
I delstater som Punjab i det nordlige Indien har der længe været en tradition for, at landarbejdere kom fra for eksempel Nepal. Men nu har de mandlige landarbejdere fået selskab af piger, som fylder op, hvor det ikke er muligt at få lokale piger nok til overudbuddet af giftemodne drenge, siger hun.
Navtej Purewal kommer selv fra en sikh-familie, men hendes forskning viser, at frasorteringen af piger ikke handler om religion.
I sikh-religionen er tanken om abort ikke acceptabel. Kvinder er hellige, hvilket står specifikt i deres hellige tekst. For det er kvinder, der føder børn, og dermed opretholder de samfundet, som ganske vist er styret af mænd. Så kønsselektering er ikke acceptabelt, hvilket understreges af, at en religiøs komité har udstedt en såkaldt edikt mod den ulovlige praksis.
Men det handler ikke kun om religion, men om ambitioner og kaste. Så der er, hvad vi kan kalde en offentlig og en privat diskurs. Religionen kommer med den etiske ramme, men det er ikke alle, der følger den, siger Navtej Purewal.
Den største religiøse gruppe i Indien er hinduerne.
Her er det mere problematisk, for der er ikke et skriftsted. Men vi ser nogle tidlige manu-love, som udtrykkeligt refererer til kvinder som en byrde, samt at kvinder fra fødslen tilhører faderen, og derefter deres brødre. Der er ikke en reference til kønsudvælgelse, men til præferencen for sønner, siger hun.
Hvor statistikken underbygger, at der finder et aktivt fravalg af pigefostre sted blandt udøvere af de to religioner, ses der ikke samme mønster blandt muslimer i Indien.
Det kan hænge sammen med den udbredte praksis med giftermål mellem kusiner og fætre. Piger er således ikke en byrde, der giftes væk, men en nødvendighed, fordi de skal giftes med en fætter eller grandfætter, lyder forklaringen.
Når det er sagt, er der ifølge Navtej Purewal i det muslimske Pakistan tegn på, at piger har mindre værdi. De bliver bare ikke aborteret i samme omfang som i Indien.
I islam er abort kategorisk ikke tilladt. Men der er misrøgt. Der er en overdødelighed blandt piger i alderen fra 0-6 år, hvilket tyder på, at der kulturelt er et problem, siger Navtej Purewal.