80 procent af alle børn og unge har søskende. Men med de mange nye familieformer, der knopskyder i forbindelse med skilsmisser og nye parforhold, trænger vores forståelse af, hvad søskende er, til en revision.
For selv om 43 procent af alle ægteskaber i Danmark i dag ender i skilsmisse, rumsterer vi stadig rundt med et kulturelt ideal om kernefamilien og søskenderelationer som livsvarige, selvfølgelige, ubrydelige og knyttet i lige linje via blodets bånd.
Men sådan ser virkeligheden langt fra ud.
Der er nemlig kommet uendelig mange forskellige betingelser for at være søskende, og forfatterne til Hvad er søskende? undrer sig over, at det har så beskeden en bevågenhed i såvel den faglige som den offentlige debat: Måske har man samme forældre og bor sammen hver dag, måske deler man en forælder og bor sammen hver anden uge, eller måske har man hver sit sæt forældre, bor sammen i en periode for så at skilles, når forældrene bryder op.
LÆS OGSÅ: Borgerlig EU-kritik med nationalliberale toner
Er man så stadig søskende? Har man nogensinde været rigtige søskende, hvis man ikke er i familie i traditionel forstand og kan læne sig op ad et biologisk klassifikationsprincip?
Og kan man vælge at være søskende?
I løbet af 2011 og 2012 har de fire forfattere over hele landet interviewet og observeret knap 100 børn og unge fra familier med forskellige udformninger.
Det er deres historier, der danner grund for bogen, der undersøger søskendes indbyrdes forbindelser både de praktiske og de følelsesmæssige og den betydning, som relationerne har, blandt andet i familier med skilsmisser, hvor den måde, man helt praktisk organiserer sig på, ikke overraskende viser sig at være af stor betydning for søskendes indbyrdes forhold.
Hvad er søskende? er en bog, der udspringer af et akademisk arbejde, og selv om forfatterne i forordet fortæller, at de bestræber sig på at skrive essayistisk, er den umiskendelig akademisk i metode, sprog og stil.
Lødigheden og troværdigheden er i top, mens det formidlingsmæssige udmærket kunne have fået en ekstra tur gennem maskinen, så læsevenligheden havde matchet de to andre parametre.
Der er en hulens masse børn at holde rede i, hvis for-tællinger har en tendens til redundans, og man kunne have ønsket sig, at forfatterne havde valgt at fokusere på færre cases i selve fremstillingen og brugt resten af deres store og imponerende empiriske materiale som baggrund.
Blikket i bogen er ikke vertikalt, men horisontalt. Det er ikke en bog, der kigger fra forældre til børn og udstyrer frustrerede forældre med redskaber til at fikse problematiske søskenderelationer.
Det er derimod en bog, der sætter søskendes indbyrdes relationer i centrum og giver børnenes tanker, følelser og fornemmelser stemme, og derfor er den særdeles velegnet til at give voksne en stille forstand på deres børns søskende-relationer og måske endda gøre dem klogere på deres egne.