Når forfatteren Jesper Wung-Sung ikke sidder derhjemme og binder sætninger sammen foran skærmen, holder han af at gå ture i den smukke natur omkring sit hjem i Svendborg. Og idéen til hans nye roman, MEN, opstod også på en af de gåture. For hver dag fører hans daglige rituelle rute ham forbi et hus, hvor der engang udspillede sig en forfærdelig tragedie, da en far først slog sine to børn ihjel og siden forsøgte at begå selvmord fra en bro, men blev stoppet.
Det hus er stadigvæk ikke beboet, og det fik mig til at tænke over, hvorfor det i 19 ud af 20 tilfælde er mænd, der slår deres børn ihjel. Og det blev det konkrete afsæt til min roman, der også har sin bund i den bibelske historie om Abraham og Isak, siger den fynske forfatter og tilføjer:
I dag lever de fleste af os jo i en hverdag, hvor vi ikke har et religiøst centrum, men kun har os selv som centrum i vores eget liv. Vi føler ikke længere, at vi bliver sat på prøve af Gud, men af os selv. Men det kan hurtigt blive en illusion at tro, at man er herre over sit eget liv i kraft af sine egne beslutninger, for vi påvirkes jo hele tiden af verden omkring os. Og hvis man bygger sin identitet på sit job eller sin familie, kan man hurtigt blive en anden, hvis det bliver taget fra en.
LÆS OGSÅ: Forfatteren, der skriver mod strømmen
Det sker netop for romanens hovedperson, Peter, der både mister sit job som tømrer og sin kone. Han er i frit fald som menneske. Og til sidst bliver han ført så langt ud, at han overvejer, om livet overhovedet er værd at leve. I sin krise kortslutter hans rationalitet, da han tænker, at hvis livet er meningsløst, må det også være meningsløst for hans søn, så han overvejer at tage en tragisk beslutning.
Jeg fortolker Abrahams ofring af Isak ind i en moderne tid, hvor man straks ryger ned i bunden af fængslernes hierarki, hvis man tager sit eget barns liv. Manddrab ødelægger ikke ens anseelse hos de medindsatte, men barnemordere og pædofile kan man ikke tilgive. Det værste, man kan gøre i dag, er at skade et barn. For hvis man slår et barn ihjel, undergraver man på en eller anden måde hele sin eksistens. Det er nok derfor, at Abraham ikke fortæller de andre, hvad han skal gøre. Men jeg synes, at det er interessant at undersøge, hvad det er, der gør, at en mand som Peter overvejer at tage sit eget barns liv, det, som i virkeligheden er det vigtigste i hans liv.
Romanens titel har mindst tre betydninger. MEN som i mén efter fysiske eller psykiske sår, MEN som et forbehold, og MEN som mænd på engelsk. Og romanen handler om det hele livskriser, tvivl og den store diskussion af, hvad mænd er for nogle størrelser.
Peter tænker i begyndelsen på det, han taber, som noget uden for ham selv, som om hans arbejde og ægteskab bare er rum, han upåvirket kan forlade for at gå ind i et nyt rum på samme måde, som han bevæger sig fra byggeprojekt til byggeprojekt som tømrer. Men han forstår ikke, at et menneske også består af forskellige rum, og at han i virkeligheden er ved at gå i opløsning. Han tror, at han er uforanderlig, og deri synes jeg, at der ligger en vis maskulin selvforståelse.
Men Peter er ingen klippe. Og da det endelig går op for ham, at han ikke kan gå uforandret gennem livet, har han simpelthen lyst til at forlade livets rum. Men her er det Wung-Sungs opbyggelige pointe, at man netop ikke skal tage sit eget liv, når livet gør ondt, men give slip på det for at leve det.
Hvis man skal leve op til alle sine egne forventninger, er man dømt til at føle sig mislykket. Den følelse tror jeg i øvrigt, at man hurtigt kan få bekræftet af produktivitetskravene i samfundet, der i stigende grad har forventninger om, at alle skal være succesfulde samfundsborgere med job og familie. Det er jo også rart at have. Men i eksistentiel forstand tror jeg, at man får et bedre liv ved at hvile i, at man netop ikke kan styre alting selv.
Tror du selv på Gud?
Ja, jeg tror, jeg tror på Gud. For jeg lever med en taknemmelighed for livet, som jeg føler ligger i større hænder end mine egne. Det synes jeg, at jeg oplever hver dag, når jeg giver slip på dagen og lægger mig til at sove i håb om at få dagen igen næste morgen. I det øjeblik, man giver afkald på sit liv, kan man også føle sig mere taknemmelig for at få det skænket. Her er jeg også inspireret af Søren Kierkegaards udlægning af Abraham og Isak-fortællingen i Frygt og bæven. Jeg ved ikke, om jeg er helt enig med Kierkegaard, men hans grundpointe i forhold til Abrahams villighed til at ofre Isak er, at man må give afkald på alt for at få det igen.
Abrahams villighed til at ofre Isak er et kors for tanken, men hans tro på, at Gud ved bedst, er værd at tænke over, mener Jesper Wung-Sung:
I Første Mosebog siger Abraham: Se, her er jeg, da Gud kalder på ham. Det er ikke en X Factor-agtig se mig-attitude, men en form for beredvillighed til at leve lydigt, fordi livet er en gave, som man ikke selv er herre over. Og selvom det kan være svært at følge Abrahams tankegang, som man nok i dag ville kalde syg, har han dog lært, at man ikke kun skal stole på sig selv.
For Jesper Wung-Sung blev det tidligt en lektie i livet.
Før jeg ville være forfatter, ville jeg være fri. For jeg døjede med store eksistentielle problemer som teenager, hvor jeg havde et lidt tungt sind. Men det blev hurtigt en trøst at læse bøger og spejle mig i andre mennesker og holdninger gennem litteraturen. Og da jeg ikke følte, at det var nok at spejle sig i andres sætninger, begyndte jeg at skrive mine egne. Men alle mine historier udspringer af en ydmyghed over for, at jeg selv er en del af en historie, der er langt større end mig selv.