Bent Bach Sørensen, civilingenør og forhenværende bryggeridirektør, Thorøhuse, Assens
Vi er for mange på kloden, skriver Sven Burmester i Kristelig dagblad den 24. januar, og jeg er helt enig med ham. Selvom tilvæksten af mennesker tilsyneladende falder i øjeblikket, er der stadig en tilvækst, og vi er på katastrofekurs.
At det er således, skyldes vel, at menneskets grundbehov er mad og sex kombineret med, at vi i dag har penicillin og andre vidundermidler. Før penicillinen var der balance i tingene: Kvinderne fødte seks-otte børn, men kun et par stykker nåede at blive kønsmodne. I gode år lidt flere, i dårlige år lidt færre. I dag er der stadig masser af kvinder, der føder en seks-otte børn, men nu er det kun en enkelt eller deromkring, der ikke når at blive kønsmoden.
For nogle år siden havde Folkekirkens Nødhjælp et slogan, der hed: Der dør et barn hvert sjette sekund. Meningen var selvfølgelig at stimulere folks offervilje, så Folkekirkens Nødhjælp kunne holde liv i alle disse børn.
LÆS OGSÅ: Befolkningstallet skal ned: Forældre bør ikke få mere end to børn
På det tidspunkt var jeg klummeskriver på en lille lokalavis, så min næste klumme kom til at omhandle dette problem, idet jeg simpelthen gav mig til at regne på, hvad der ville ske, hvis ikke disse børn døde: Seks børn i sekundet giver 5.256.000 om året. Ud fra nogle forenklede forudsætninger vedrørende fertilitet og livslængde for den kategori af kvinder, som mistede alle disse børn, nåede jeg frem til, at antallet blev otte-doblet på 48 år.
I runde tal ville disse børn og deres efterkommere, forudsat at de fødte børn ligesom deres ophav, være blevet til 2,7 milliarder i løbet af 144 år. 21,5 milliarder i løbet af 192 år. 172 milliarder i løbet af 240 år. Hertil kommer så befolkningsoverskuddet fra alle dem, der ikke døde.
Det, jeg forsøgte, uden at skrive det direkte, var at forklare Folkekirkens Nødhjælp, at det er helt fint, at vi på grund af vores instinkt og vores kristne moral altid vil hjælpe lille Hassan, hvis han sulter, er syg eller på anden måde lider nød, men det kan altså ikke stå alene, hvis det overordnede mål er at redde menneskeheden og give alle en tålelig tilværelse.
Tværtimod så ville Folkekirkens Nødhjælps taktik - hvis den ellers havde ressourcerne føre til menneskehedens udslettelse. Det forstod de vist ikke rigtig på Folkekirkens Nødhjælp, hvilket jeg begrunder med, at de reagerede ved at sende en bandbulle i hovedet på mig via den lille lokalavis.
I dag er den kristne tro i vores del af verden på retur, medens klima-religionerne stormer frem. I klimareligionerne er CO2 Den store Satan, og menneskenes synd består i, at vi producerer mere og mere af denne kulsyre.
Det er oplagt, at klimaet forandrer sig, det er alle enige om. Men hvad så? Det har det jo altid gjort. Alligevel mener de nyreligiøse, at en ændring af menneskers adfærd kan løse problemerne. Det store problem er bare, at der ikke er nogen, der med sikkerhed ved, i hvilken retning adfærden skal ændres.
Hvis man tror på, at der er en sammenhæng mellem klimaets forandring og menneskets adfærd, så er der dog en sikker metode til at reducere problemerne på: nemlig at reducere antallet af mennesker, men det er der åbenbart ikke nogen af de nye profeter, der er kommet i tanke om.