Når Villy Søvndal ser tilbage på sine mange år i dansk politik, er der én begivenhed valget i september 2011, hvor Socialistisk Folkeparti dannede regering med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre der står og lyser over alle andre.
Det var, da det lykkedes at lave et fælles S-SF-program til at gå til valg på og vinde. Det var den største politiske sejr at vælte en borgerlig regering og etablere et alternativ, som vi havde brugt så mange kræfter på, siger Villy Søvndal.
Nu har SF forladt regeringssamarbejdet, hans efterfølger på formandsposten, Annette Vilhelmsen, har trukket sig tilbage, to afgående SF-ministre har skiftet til andre partier, og SF skal som parti til at genopfinde sit politiske projekt. Det hele som følge af intern uenighed i partiet om regeringens salg af DONG Energy-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Så hvordan har han det med at se sit politiske livsværk falde sammen?
Jeg synes, det er ærgerligt. Livet går videre men jeg synes, det er ærgerligt, siger Villy Søvndal.
Mere ønsker han ikke at sige om den politiske situation i det SF, som han i 1977 meldte sig ind i efter oplevelser af social uretfærdighed som ung rygsækrejsende i Sydamerika og Østeuropa. Han har været medlem af Kolding Byråd fra 1982 til 94, medlem af Folketinget fra 1994 til 2013, formand for SF fra 20005 til 2012 og udenrigsminister fra 2011 til 2013, hvor han forlod politik af helbredsmæssige grunde.
Til sin afskedsreception den 28. januar i Snapstinget på Christiansborg sagde Villy Søvndal, at det var vemodigt at sige farvel efter en lang og begivenhedsrig politisk karriere, og tilføjede:
Det har været et fantastisk privilegium at have været i Folketinget i knap 20 år, at have været med helt fra Nyrup-perioden og at tage en hovedopgave i forhold til at tegne det, der nu regerer Danmark. Jeg synes, jeg har prøvet det hele, og det har været det hele værd.
Fuglene flokkes i kvidrende koncert om mejsekugler og andet foder i træerne på den lukkede villavej i Sønder Bjert nær Kolding. Indenfor i det hvidkalkede hus, hvor den 61-årige Villy Søvndal bor med sin hustru, Heidi Perto, og hendes datter, buldrer det varmt fra den indbyggede brændeovn. Han serverer kaffe på bordet midt i den kombinerede stue og køkken, mens han fortæller om de sidste måneder, der har været præget af alvorlig sygdom. Han fik en blodprop i hjertet den 22. oktober, og 11 dage efter blev hans kone indlagt med en brist på hovedpulsåren.
Jeg har det fint nok på den måde, at jeg fysisk kan gå ture og også smålunte lidt. Men jeg bliver mere træt end før, fordi min hjertefunktion er nedsat med en tredjedel. For mit eget vedkommende var jeg sikker på, at det her var der nok nogen, der kunne hjælpe mig igennem, selvom jeg godt vidste, at der er nogle, der dør af blodprop i hjertet.
LÆS OGSÅ: "Verden har været god mod mig"
Men det var et ekstremt forløb med min kones sygdom. Situationen var meget kritisk et par dage, hvor ingen vidste, om hun overlevede. Jeg husker det som en frygtelig fortvivlelse og angst de første to døgn fra lørdag morgen til søndag aften. Alt er kaos inde i ens hoved, man bliver ked af det, og når lægerne kommer, gransker man deres ansigtsudtryk, for hvad er det nu for et budskab, de kommer med?
Nu er Heidi i gang med et genoptræningsforløb, hvor det er tre skridt frem og to tilbage. Det kræver tålmodighed. Selv skal jeg tage hjertemedicin og blodfortyndende medicin resten af livet. Der melder sig også en træthed efter to sygdomsforløb oven i hinanden. Men jeg er glad og taknemmelig for, at det lykkedes for os begge to. Og over at vi har så godt et sundhedsvæsen, der er så ansvarligt med, hvad det foretager sig, og følger op i forhold til, hvad der skal ske efterfølgende.
Jeg blev behandlet på Rigshospitalet, og Heidi på Odense Universitetshospital, og herfra er der blevet ringet, i perioder hver dag, for at høre, hvordan det gik, der er blevet foretaget blodtrykstjek og så videre. Så der skal lyde en stor, stor ros til sundhedsvæsenet for at være så dygtigt, ansvarligt og professionelt. For dem er det måske rutine, men det er vigtigt at sige tak. De får så mange hug, så derfor skal man huske at sige tak, siger Villy Søvndal.
Hans prioriteringer ændrede sig, da sygdommen ramte.
Alle andre spørgsmål rykker baglæns. Og alle andre småting, som man bryder hjernen med til hverdag, viskes væk. Det er nok karakteristisk ved alvorlig sygdom. Man kommer tæt på familie og gode venner; der sker det, at man rykker sammen børn, søskende og tætte venner. Man er også nødt til at sortere, da de, der er tættest på, er gode at tale med i sådan en periode. Vi har heldigvis familie på både min og Heidis side og venner, der stiller op.
Jeg troede, at jeg den 10. december skulle vende tilbage til mit job efter at have holdt sygeorlov. Jeg havde bedt den læge, der opererede mig, om et skøn. Og efter blodprøver og andre målinger og en test på en træningscykel kom han med en meget klar konklusion og en meget klar vurdering. Jeg kunne ikke fortsætte i det job, jeg havde. Det er en afgørelse, der ikke kan ankes. Og det er vemodigt, siger Villy Søvndal.
Hvis han selv kunne bestemme, hvornår han ville afslutte sin dagsorden, er der især tre områder, han gerne ville have arbejdet videre med som udenrigsminister: Menneskerettigheder, Israel-Palæstina-konflikten og det arktiske spørgsmål.
Vi har fået et langt mere åbent forhold til resten af verden. Danmark er kendt som et generøst land, der hjælper, når der er brug for det. Vi har en fantastisk samfundsmodel og et ry ude i verden, der er bedre, end man forestiller sig herhjemme. Et så attraktivt omdømme skal vi være glade for og udnytte.
Verden er et sted, hvor vi bevæger os fremad. Syrien og Den Centralafrikanske Republik så tragiske de konflikter end er, så bevæger verden sig fremad. Gennemsnitslevealderen er steget med 20 år de sidste 50 år. Antallet af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen falder dramatisk. Antallet af børn, der går i skole, stiger. Og antallet af mennesker, der lever i demokratier, stiger. Da jeg var 20 år, rejste jeg rundt i Østeuropa, og da var der stadig ikke demokratiske styrer. Da jeg var 23-24 år rejste jeg til Sydamerika, hvor det dengang var diktatur alt sammen. I dag er næsten alle demokratier. Myanmar er blevet et demokrati. Så der er god grund til at få sagt, at verden går fremad blandt andet fordi Danmark har hjulpet udviklingsmæssigt og militært med at skabe frihed.
Alle de ting ville jeg gerne have været med til lidt længere, men det blev ikke. Det, der gjorde det nemmere at tage beslutningen om at stoppe, var, at der ikke var noget at diskutere. Der var ingen tvivl, da den læge havde talt.
For en toppolitiker som Villy Søvndal, der som udenrigsminister har rejst verden rundt, må omstillingen til en mere stilfærdig hverdag have været enorm. Selv siger han:
Jeg tror, at jeg er god til at omstille mig. Politik er også krævende. Nu har jeg fået mere tid til mine kære. Jeg nyder at gå og løbe ture og læse bøger inden for de sidste 14 dage har jeg læst tre, deriblandt Ole Sohns Frihedens port om en dansk sømand, der rodes ind i Stalin-regimet. Jeg har fået tid til at være sammen med Heidi i den periode, hun havde brug for det og til rengøring, snerydning, indkøb og madlavning.
Nu har jeg også tid til at tænke det hele igennem. Jeg har haft travlt i 40 år med lokalt byrådsarbejde, som socialudvalgsformand, menigt folketingsmedlem, som formand og udenrigsminister. Det er godt at tænke tingene igennem og gøre nogle overvejelser. Jeg synes, at det var rigtigt, det, vi gjorde, da vi lavede et alternativ til VKO. Det var ikke lykkedes, hvis vi ikke havde lavet et fantastisk stort forarbejde. Jeg har ingen fortrydelse. Jeg er ikke vågnet op en eneste morgen og har savnet Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard.
Livet er et langt tilbud om at blive klogere, medmindre man låser sig fast på et synspunkt. I mit liv har jeg prøvet at etablere en opfattelse af det hele. Så kan der komme noget ind, der står i vejen, som betyder, at man må gen-overveje. Men jeg har de samme værdier, som jeg altid har haft. At folk, der ikke er så langt fra hinanden i levevilkår, er bedre, end hvis de er det. Derfor skal vi udvikle en verden, hvor der ikke er en afgrund i befolkningen, så nogle lever i stor fattigdom og andre i stor velstand.
LÆS OGSÅ: "Jeg er ikke bange for at gå ind i kaos"
I Danmark er samfundet indrettet på en klog måde, fordi det muliggør gode rammer for mennesker, innovation og et stærkt fællesskab, der favner folk ved sygdom og ledighed. Det bliver jeg stadig mere begejstret for, jo ældre jeg bliver.
Når man reflekterer over det, der er sket gennem årene, kan man måske se i nutidens klare lys, at der er beslutninger, man givet ville have truffet anderledes i dag. Men det er bedre at se det i lyset af de omstændigheder, der var, og så var de beslutninger som regel rimeligt velbegrundede. Jean-Paul Sartre skriver i sin bog Terningerne er kastet om to unge døde, der får lov til at vende tilbage til livet i 24 timer. Den ene siger, at fik han lov at leve igen, ville han gøre præcis de samme ting. Jeg er nok selv et menneske, der lever livet meget forlæns.
Derfor tænker jeg også over, hvad jeg skal lave nu. Jeg synes, at jeg er for ung til ikke at bidrage, og synes stadig, at jeg har noget at byde ind med. Det må gerne være noget internationalt. Jeg forlader ikke dette som en bitter mand. Det har været et fantastisk liv, og jeg har mødt fantastiske mennesker. Jeg er i virkeligheden meget taknemmelig over, at jeg har fået lov til det. Og så er jeg ikke så god til at afsky og hade bortset fra nogle enkelte undtagelser.
Villy Søvndal er vokset op i Linde mellem Holstebro og Lemvig på et husmandssted med 16 tønder land, hvor han var den yngste af en søskendeflok på fem. Lokalsamfundet var præget af Indre Mission.
Det var vestjysk indremission. Det var alle derude, og det betyder også, at det var mindre teoretisk funderet og mere praktisk og tolerant end sådan, som det bliver fremstillet i Hans Kirks Fiskerne. Det har præget mig, det er der ingen tvivl om. Også det at vokse op under rimeligt nøjsomme vilkår. Det har vaccineret mig mod forkælelse. Det har ikke været dér, hvor det gjorde ondt, men der var ikke så meget at strø rundt med.
Man får nok en tvivl på de meget stærke kristne trossætninger, når man er vokset op i det miljø. Jeg er folkekirkekristen og lægger meget vægt på næstekærlighedsbuddet. Der er to veje for mig i kristendommen: Den enkeltes forhold til Gud er den ene, og næstekærlighed og budskabet i lignelsen om den barmhjertige samaritaner den anden. Det er det sidste, jeg har taget med mig som bærende værdier for mig.Jeg tror på godt og ondt, at det er menneskenes ageren, der bestemmer, hvilke liv vi skal have. Det er meget smukt, at vi hjælper hinanden. Det, tror jeg, er livets mening. Som norske Nordahl Grieg skrev i Kringsatt af fiender: Dette er løftet vårt fra bror til bror: vi vil bli gote mot menskenes jord. Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen som om vi bar et barn varsomt på armen!.
Der er mange ting, der har været meningsfulde i mit eget liv. At jeg som den første fik lov til at tage en uddannelse, mens de andre kom ud at tjene. Jeg har været fantastisk optaget af lærerfaget. Der har også været min nysgerrighed over for verden, som jeg har rejst rundt i og mødt spændende mennesker. At jeg meldte mig ind i SF i 1977 for at være med til at præge og ikke kun sidde ude på sidelinjen og kritisere. Byrådsarbejdet i Kolding, især det sociale område. Jeg synes, at der i alt, jeg har lavet i mit politiske liv, er en rød tråd af mening både lokalt og folketingspolitisk.
På det personlige plan er jeg glad for at have fået børn og for dem. Det har på grund af skilsmissen fra deres mor været lidt omskifteligt, hvor jeg har haft dem i ferier og weekender. Det betyder, at vi har fået et tæt forhold, som jeg sætter pris på. Jeg har da også oplevet noget, der var skuffende, og som jeg var ked af, i både det politiske og private liv. Men jeg har ikke mistet orienteringspunktet undervejs om, hvad der giver mening i livet, siger Villy Søvndal.
Som politiker på topplan har han oplevet både op- og nedture.
Jeg tror, at alle på det niveau, jeg har været på, har oplevet bashing. Der var en større seance en overgang om min evne til at binde slips og tale engelsk med Oxford-accent. Det var lidt småligt og dumt. Men sådan er det. Men det er da rart, at det, jeg er blevet angrebet på, er slips og sprog og ikke udenrigspolitikken. Man bliver lidt hårdhudet. Jeg tror, at det gør mere ondt på dem, der holder af en, og som ikke kan se, hvilke spil der spilles.
Men er der også noget, han savner?
Både-og. Jeg savner menneskene. Dem man arbejder sammen med som minister ministersekretæren, rådgiveren, departementchefen. Jeg kan også savne internationale kolleger som den amerikanske udenrigsminister John Kerry, der er i særklasse sympatisk. Jeg har sendt ham et pænt takkekort for den tid, vi har arbejdet sammen. Han er fremragende dygtig og vedholdende og også meget en, jeg deler syn med på problemerne i verden.
Hvad jeg ikke savner, er de sindssygt mange møder, der afløser hinanden. Samt noget af det mere formelle knyttet til jobbet.
Jeg havde gerne gjort det hele igen med de omkostninger, det har. En del af det at blive voksen er at vælge noget, der er sjovt, men hvor der også er problemer. Sådan er pakken uanset hvad man laver.