Der er så meget røre omkring den danske folkekirkes relation til sig selv og til det omgivende samfund, og der er så megen usikkerhed omkring dens styring og ledelse. Der er så megen uenighed om, hvordan den skal se ud i fremtiden, at en eller anden ændring skal til. Den heftige debat og tvivlen om, hvordan situationen egentlig er, synes under alle omstændigheder at gøre det meningsløst at tale om, at forholdene skal blive, som de er.
Dette indledende udsagn kan muligvis nemt modsiges. Det skal da også straks indrømmes, at det er udtryk for situationen, som den ser ud med en undrende lægmands øjne. Hvad er det, der sker? Hvem bestemmer hvad og hvorfor? Hvem har kompetence? Hvem er kompetent? Det ville være rart, hvis kompetencen lå hos kompetente.
Der vil i det følgende muligvis dukke udtryk op, som vil fremkalde meget forskellige associationer og reaktioner: tro, håb, bøn, tilgivelse, omsorg, Helligånden, Kristus, Jesus, Gud, medmenneske/næste, synd, kærlighed, medleven, barmhjertighed, mildt sind, efterfølgelse, ydmyghed, kirke, menighed, taknemmelighed. Ord, udtryk og begreber, som uden problemer skulle kunne ligge øverst i ethvert folkekirkemedlems livsbagage. På den baggrund skulle det ikke være umuligt at lave en fælles ordning, der kunne give rum til kirkens udfoldelse.
LÆS OGSÅ: Kirkeministeriet er styrket i ny regering
Der findes som velbekendt for os alle også et andet sæt af ord, udtryk og begreber, som er filtret godt og grundigt ind i det førnævnte. Det giver unægtelig nogle vanskeligheder, men det sætter ikke begrebssæt 1 ud af kraft. Der er håb for fremtiden.
Fremtiden vil byde på ændringer. Ud over at der er en mere end 150 år gammel forventning om, at der skal ændring til, er der på nuværende tidspunkt alt for mange bolde i luften til, at man kan lade dem falde ubemærket til jorden. De må gribes. Af hvem og med hvilket resultat?
Vi må vist alle se i øjnene og forlige os med, at vores liv, vores tro og vore holdninger i overordentlig væsentlig grad afhænger af den kultur, vi er vokset op i, de mennesker, vi mødte, og de livsforhold, vi så undervejs. Alle disse forhold og omstændigheder, der præger vores samfundssyn, vores beslutningsgrundlag og dømmekraft, kan derfor ikke være bærende i kristentro. De er personlige forudsætninger, som vi ikke med rette kan forvente tilstedeværende i andre menneskers liv.
Hvis vi vil have fællesskab om noget, der er centralt og afgørende for menneskelivet, bliver vi nødt til at have respekt for alt det, der ligger uden om det centrale, det mere eller mindre perifere, som vi hver især vægter forskelligt. Vi har en god og lang tradition her i landet for en kirkeordning, der har kunnet rumme og har dannet ramme om det kirke- og kristenliv, som hovedparten af de danskere, der ønsker at kalde sig kristne, gerne ville udfolde. Den ordning er under voldsomt pres og kalder på forandring.
Der er langt mellem forskellige meninger og synspunkter i folkekirken. Der er langt imellem de indtryk og oplevelser, som bibelens fortællinger efterlader i os. Der er som tidligere nævnt langt imellem de baggrunde, som fortællingerne møder i os. Der er langt mellem forskellige måder at udtrykke sig på.
Skal vi blive ved med at kunne være sammen med hinanden i fælles organisering og hvorfor skulle vi ikke det? kræves respekt, tro og tillid. Respekt for at Bibelens ord og medfølgende kristentro er et modsvar til verdsligt livsgrundlag. Respekt for, at andre mennesker har en grund til at se på verden og livet fra andre vinkler, end man selv gør. Tro på, at grundlæggende livsværdier kan tåle at blive udlevet forskelligt uden at miste karakter.
Tillid til, at andre mennesker i seriøse samtaler taler ærligt og sandt, for så vidt som livets store sandheder er størrelser, som vi efter bedste evne kun kan nærme os, men aldrig nå. Og så kamelerne: Hvor to eller tre er forsamlede om en opgave, må der sluges kameler.
Ændringer skal der til. I betragtning af de mange tilløb, der i tidens løb er gjort for at få folkekirkens forhold lagt i fastere rammer, og i betragtning af tidens mange åbne spørgsmål, synes det at være gennemgribende ændringer, der er behov for. Lappeløsninger vil kun trække pinen ud.
Grundlovens bestemmelse om, at det er landets lovgivere, der skal fastsætte regler for kirkens forhold, er der flere aspekter i. Man kan vist dårligt forestille sig, at grundlovgiverne havde forestillet sig, at der skulle gå så lang tid, før de bebudede ordninger for kirken skulle behandles og vedtages.
Dernæst havde de sandsynligvis heller ikke forestillet sig, at ændringerne i samfundet og ændringerne i befolkningens og i den lovgivende forsamlings forhold til kirken ville blive så gennemgribende, som tilfældet er. Tager man derfor tiden og holdningsændringer i betragtning, vil det klæde Folketinget og kirkens minister at sige til kirken: Du er gammel nok nu til at bestemme selv. Kom med et gennemarbejdet forslag til, hvordan du gerne vil, at dit forhold til dig selv og til det omgivende samfund skal være. Så vil vi for at opfylde Grundlovens ord (man kunne fristes til at sige: for at det skulle gå i opfyldelse) ophøje dit forslag til lov.
LÆS OGSÅ: Folkekirkens reform risikerer at strande med ny minister
Hvor svært kan det være? Folketingets respekt for kirkens tilstedeværelse. Kirkens velovervejede forslag til sin fremtidige organisering. Et enkelt problem står dog tilbage: kirkens mangel på enighed.
Kan det virkelig passe, kirke? Vil du på grund af interne uoverensstemmelser og ordkløverier spille boldene af hænde og lade dem gribe af verdslige myndigheders forgodtbefindende? Vil du sætte dine muligheder og dit ansvar for at være et medspillende modsvar i en forandringens tid over styr? Vil du være til nar for dine egne penge ved at være valen og fodslæbende på trods af de ord, som du bygger på, og som berettiger din eksistens?
Det er uvist, i hvor høj grad minister og Folketing vil lade kirken være medbestemmende om sin egen fremtid. Et af problemerne i den forbindelse er, at ingen ved, hvem kirken er. Er det biskopperne? Er det repræsentanter for forskellige kirkelige retninger? Er det menighedsrådene eller deres forening? Er det folkestemningen? Er det ministeren for det ministerium, som folkekirken (tilfældigvis?) sorterer under i øjeblikket? Det er svært at få kirken i tale. Der er ligesom ikke rigtigt nogen hjemme.
En bold i luften: Der skal udarbejdes et regelsæt, som folkekirken i al sin forskellighed kan udfolde sig under fremover. Til det formål må der kunne dannes et panel af et lille antal mennesker, 6-8-10 personer, der på forskellige måder kan kombinere faglighed inden for jura, organisering, teologi, kirkedannelse og andre relevante områder.
Lad dem eventuelt melde sig selv som kandidater til panelet. Vis biskopperne respekt og tillid ved at give dem lejlighed til at mobilisere overblik, storsind, fremsyn og ydmyghed til i enighed at udvælge de rigtige mennesker til opgaven.
Lad os få en kirkeordning, der nøgternt og sagligt tilgodeser forskellige synspunkter og opfattelser inden for folkekirkens område, samtidig med at den uden partipolitisk indblanding sætter kirken i stand til at manøvrere i det omgivende samfunds mangfoldighed.
Kirkens ordning er ikke ensbetydende med kirkens liv. Ser man rundt i verden, finder man kristne kirker, der ikke bare trives, men stortrives under kummerlige forhold. Vi har hverken grund eller råd til at være smålige og nærtagende.