De så hinanden på Skrivekunstakademiet i Bergen. Blev gift, fik børn. To unge forfattere, to poler, hvoraf den ene (Karl Ove) har slået hul i alle litterære lydmure som et højeksplosivt, knivskarpt verdensnavn mens den anden (Linda) først nu lige så stille, næsten tyst, krabber sig ind på bogmarkedet med sin helt egen insisterende, minimalistiske stil. Og med en sprogtone, der allerede ved denne anden udgivelse på dansk virker genkendelig: en svævende tilstand på kanten af kaos, af verden, af fornuften, af galskaben. Og af et reelt sammenbrud. Det er farligt, dette endnu nye forfatterskab, det er fastfrosset, det er seende i en grad, der gør det næsten gennemsigtigt, og det er dybt fascinerende. Meget i øvrigt selvoplevet.
Linda Boström Knausgård (født 1972) debuterede i 1998. På dansk udkom i 2012 novellerne Grand Mal, som hun skrev efter mere end 10 års pause, og nu følger hendes første roman, Helioskatastrofen.
Titlen refererer til den græske solgud Helios. Men også til, at kun guder kan blive ét med lyset. I den menneskelige verden er det et dobbelt symbol. Lys er liv og i lyset kan du forsvinde, som et insekt mod kogepladen.
LÆS OGSÅ: Vi er rejsende i tid og rum
Så tveægget er den klarhed, den varme, den gennemsigtighed for vores 12-årige glastynde jegfortæller, som vi møder den dag, hun har efterladt sin far i en blodpøl. Ingen ved, at far Conrad har et barn. Et barn, han endda var så tæt forbundet med, at hun som Pallas Athene sprang ud af hans pande. Nu går pigen nøgen, navnløs og forvirret rundt med en gylden hjelm på hovedet. Hvad er der foregået? Har han misbrugt hende? Spørgsmålene hober sig op. Men dybest set, det ved vi som læsere, er der bare tale om kærlighed. For meget kærlighed, for meget lys.
Som en halvvild Kaspar Hauser sendes pigen herefter til en plejefamilie i Nordsverige, til et miljø præget af afholdsfolk og pinsebevægelse, mens faderen indlægges med skizofreni. Mod nord venter to brødre og et forældrepar fulde af omsorg og ømhed for den datter og søster, de aldrig selv har fået. Og pigen integreres forbavsende hurtigt. Men lyset mangler. Så først da hun med sin tågede trods får sendt et brev af sted, adresseret Conrad og får svar! er der en gnist af liv, der genantænder. Og pigen begynder at tale i tunger i den lokale kirke.
Indtil også dette lys brænder sammen, og hun må indlægges på, tror vi da, det samme hospital som sin elskede far.
Her begynder anden del af historien, sygdomshistorien, den korteste del. Nødtvungent siger vi farvel til det ubestemmelige væsen mellem lyset og mørket med den magiske sprogtone. For skønt vi stadig ser verden i overraskende, eksponerede nærbillede, sættes depression og indlæggelse ind i en langt mere forudsigelig ramme. Vi skal hjælpe dig med at ville leve, siger overlægen. Men hun ønsker mest at dø.
Linda Boström Knausgård har meget at byde på. Skærende skørhed, kaos, kærlighed og ikke mindst lys.
Et lys, der, sådan fornemmes det, først lige er tændt!