Claus Vincents |
14. december 2005
En 54-årig tidligere lærer føler sig krænket af doku-mentarprogrammet Stormslag på DR 2, hvor musikgruppen har malet budskabet "Dræb de kristne" på væggen i deres øvelokale
Den heftige offentlige debat om det kontroversielle tv-program Stormslag kulminerer nu foreløbig med en politianmeldelse mod Danmarks Radio for "at udsende dødstrusler mod kristne."
Anmeldelsen kommer fra den 54-årige Susanne Westh Larsen, tidligere lærer fra Vestsjælland, som føler sig krænket over dokumentarprogrammet på DR 2 om musikgruppen Stormslag, der har malet teksten "Dræb de kristne" på væggen i bandets øvekælder. Politianmeldelsen støttes af seerorganisationen KLF, Kirke & Medier, der rejste sagen i offentligheden.
– Jeg er overbevist om, at dødstrusler mod andre mennesker er forbudt. Jeg er kristen og betaler licens til DR. De penge bliver nu brugt til, at jeg i fjernsynet, i andre medier og på en hjemmeside bekostet af DR skal se på, at de penge, som jeg har betalt, bliver brugt til at udsende et budskab om, at jeg skal dræbes. Det bliver sagt, at vores unge skal dyrke Satan. På den baggrund har jeg forlangt mine licenspenge tilbage fra DR, siger Susanne Westh Larsen og henviser til hjemmesiden om Stormslag, oprettet af DR.
Det stærkt omdiskuterede program på DR 2 skildrer i seks afsnit heavy metal-bandet Stormslags kamp for at bryde igennem i musikbranchen. Ordlyden "Dræb de kristne" er af KLF, Kirke & Medier, blevet opfattet som en opfordring til had mod kristne og dermed en overtrædelse af DR's egne vedtægter.
Organisationen har nu udtømt sine klagemuligheder, men generalsekretær Lars Peter Melchiorsen hilser politianmeldelsen velkommen. Susanne Westh Larsen er parat til at forfølge sagen ved at gå rettens vej.
Når det handler om udsagn om at dræbe eller lægge bestemte befolkningsgrupper for had, har jurister i Kristeligt Dagblad tidligere udtalt, at den såkaldte racismeparagraf 266 b kan komme på tale. Den siger, at en gruppe af personer ikke må "trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering."
Susanne Westh Larsen har i sin politianmeldelse ikke henvist til en bestemt paragraf i straffeloven, men peger på bestemmelser imod blasfemi og racisme. Hun mener, at det nu er op til politiet at afgøre, hvilken juridisk bestemmelse udsagnet i DR er i strid med, og skriver i sin anmeldelse:
"Idet jeg medsender nedenstående breve til DR's generaldirektør, vil jeg hermed anmelde DR for at udsende dødstrusler mod kristne."
Hun anmelder også DR's hjemmeside om heavy-bandet, "hvor hash åbent anbefales", samt musikgruppen Stormslag for "at besidde og anvende hash." Anmeldelsen er vedlagt et link til DR's hjemmeside om Stormslag.
DR har i sidste uge erkendt, at programmet "har virket stødende og krænkende på en del seere". Hvis programmet genudsendes, så fjernes graffitien med ordene "Dræb de kristne" fra trailerne, og det overvejes at reducere antallet af klip med den provokerende tekst i selve afsnittene.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, men kommunikationschef Troels Brøndsted siger, at DR vil afvente sagens gang hos politiet. Det bliver Holbæk Politi, som skal foretage efterforskningen, inden anklagemyndigheden afgør, om der på baggrund af anmeldelsen kan rejses tiltale mod nogle af de omtalte parter.
vincents@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad