Fem stjerner ud af seks
Vincent van Gogh (1853-1890) inkarnerer den ultimative tragiske kunstnermyte om det misforståede geni, der aldrig sælger et værk og ender med at tage sit eget liv. Lægger man historien til om van Goghs møde med Paul Gauguin (1848-1903) i den sydfranske by Arles med bristede drømme og rivalitet og en van Gogh, der i et anfald af sindssyge skærer et stykke af sit øre af lillejuleaften, har man det stof, myter gøres af. Det bliver ikke større, ren Hollywood og et arsenal af klichéer om kunstnerisk anarki, grænseoverskridende adfærd og tragisk endeligt.
De har da også været der, producenterne fra Hollywood, der i 1956 lavede Lust for Life med Kirk Douglas som van Gogh og Anthony Quinn som Gauguin i Arles med Det Gule Hus og Natcafeen som pittoreske kulisser. Horder af kunsthistorikere har givet fortællingen om de to kunstnere et langt efterliv. Det er derfor med bange anelser, man ser Ordrupgaards udstilling om van Gogh, Gauguin og den yngre discipel Émile Bernard (1868-1941) lanceret under titlen Dramaet i Arles. Skal vi nu have den en gang til? Ja, til en vis grad. For historien er jo sand og en reel del af biografien om van Gogh og Gauguin. Men heldigvis overstråles mytologien af kunstneres billeder, der manifesterer sig med en anderledes autenticitet end balladen i Det Gule Hus og nærmeste omegn. Kunstnernes værker er i sandhed langer than life.
Ordrupgaard og arrangøren Anne-Birgitte Fonsmark har velgørende kilet en tredje skikkelse ind mellem de to giganter. Émile Bernard får tildelt rollen som katalysator, en kunstner, der var optaget af dem begge, mødtes med dem, malede side om side med dem, skrev talrige breve til dem og fik talrige breve fra dem. Korrespondancen mellem de tre kunstnere er omfattende, benhård og netop derfor væsentlig. Den handler om, hvor kunsten skal bevæge sig hen, ikke om, hvad maleriet er, men hvad det skal blive til. Bernard får i en vis forstand van Gogh og Gauguin til at blive dem, de er, og synes at være med til at krystallisere deres billedsprog i et sigende mønster.
LÆS OGSÅ: Kunsten minder os om det, der ligger ud over blot at overleve
I 1886 rejser Bernard til Bretagne, hvor han opsøger Gauguin i byen Pont-Aven. Gauguin er, som adskillige andre kunstnere, søgt ud til havet og blevet en del af en koloni, der ønsker at rejse en vision om en ny kunst fjernt fra dekadencens Paris og en udlevet avantgarde, som ikke længere har noget nyt at byde på. Året efter opsøger van Gogh den unge Bernard i hans atelier i pariserforstaden Asnières, hvor de to kunstnere en tid maler side om side. Van Gogh beundrer Gauguin grænseløst, og Bernard bliver en slags formidler mellem de to. Manden i midten.
Når året 1886 er centralt i moderne europæisk kunsthistorie, er det, fordi det er sidste gang gruppen af store impressionister udstiller sammen i Paris. Impressionisternes opposition imod den stivnede franske akademitradition i salonerne er selv stivnet, og impressionismens lysende øjebliksmaleri tøver på kanten af verden og er ved at blænde ned. Kunstnerne søger et nyt formsprog. De vil fra øjeblikket til evigheden. Fra midten af 1880erne og frem til midten af 1890erne formelig eksploderer kunsten og sender ismer i alle retninger: symbolisme, syntetisme, pointelisme, japonisme, cloisonnisme og ekspressionisme hedder en række af de ismer, som både malerteknisk og erkendelsesmæssigt skaber nye billedsprog i tiden op til og efter år 1900.
Den symbolistisk orienterede belgiske digter Émile Verhaeren skriver: De forskellige tendenser minder mig om mobile, geometriske mønstre som i et kalejdoskop, det ene øjeblik modsætninger, det næste forenet. De mødes, adskilles og nedbrydes i konstant bevægelse i den moderne kunsts cirkel.
Lyrikerens ord passer kun alt for godt på van Gogh, Gauguin og Bernard, der mødes, adskilles og nedbrydes i den moderne kunsts cirkel. Og magisk bliver den, cirklen. Der er et væld af stærke billeder at se, gense og forstå på ny. På Ordrupgaards udstilling kan beskueren følge de tre kunstnere i en både biografisk og tematisk udvikling. Æstetisk overbevisende præsenteres deres værker rent. Billedoplysninger og tekster kører i et løbende bånd neden under billederne, så blikket i første omgang ikke forstyrres. Hvert livsafsnit og tema præsenteret på et banner, hvor museet elegant også kan præsentere afbildninger af nogle de essentielle værker, som det trods alt ikke er lykkedes at låne, herunder de tre kunstneres prægnante selvportrætter fra Van Gogh Museet i Amsterdam. Læg dertil et overdådigt illustreret katalog, hvor Anne-Birgitte Fonsmark udlægger teksten og stemmer ordene op omkring konflikterne i liv og værk.
Centralt i de tre kunstneres diskussioner står spørgsmålet om, hvor kunsten skal bevæge sig hen, og hvad den skal skildre. Præstesønnen van Gogh føler sig med hele sit indtryksømme væsen forpligtet på virkeligheden og på Næsten og dermed forpligtet på en sand gengivelse af verden og menneskene. Men han udfordres, imponeres og irriteres konstant af Gauguin, der omgås anderledes suverænt med virkeligheden og anderledes distanceret i forhold til medmennesket.
Gauguin forvandler sig på kanten af 1890erne til en visionær maler, hvis værk rækker ud over ikke bare den nære virkelighed, men horisonten. Han søger at skabe en syntese af det sete og erfarede med klare farver og konturer i et dekorativt mønster. Hvor van Goghs længes efter at trænge ind i verden, længes Gauguin ud over den til et imaginært sted, der i første omgang fører ham til Bretagne, i anden omgang til Stillehavsøerne. Émile Bernard må på et tidspunkt vælge side. Og han vælger at følge Gauguin et stykke ad vejen. Van Gogh kan ingen følge, han er i sidste ende helt uden for rækkevidde.
Udstillingen illustrerer i det finale rum se den endelig kronologisk fint, hvordan de tre kunstnere er fælles om en ambition om at forny malerkunsten, men også hvordan de splittes i opfattelsen af retningen og blikket på verden. Van Gogh ønsker at skildre den ydre verden med en taktil synlighed og pastos tæthed i farven. Gauguin derimod ønsker at skildre den indre verden med en raffineret enkel abstraktion og matteret farve. Den ene bliver opkørt ekspressionist, den anden beåndet symbolist. Splittelsen mellem dem skaber, hvad van Gogh i et af sine breve kalder for en idémæssig friktion. Det er denne friktion, der under de to kunstneres ophold i Arles i efteråret 1888 bliver til en egentlig konfrontation.
LÆS OGSÅ: Ondskaben under kunstnerisk lup
Både van Gogh, Gauguin og Bernard er stærkt optaget af at skabe en inspirerende form for fællesskab. Kunstnerne skal slutte sig sammen i en form for broderskab, der kan udviklede det nye maleriske formsprog i deres midte. Kunstnerne skal tænke og male sammen. Det er med den drøm om fællesskab, at Gauguin tager til Bretagne og van Gogh tager til Arles. Det er med den drøm, van Gogh inviterer Gauguin til Arles. Og det er med den drøm, det går galt. De to skal male sammen i en form for gensidig udveksling. Van Gogh bereder vejen, lejer sig ind i Det Gule Hus og gør det klart til Gauguins ankomst. Han ankommer sent, i oktober 1888, modvilligt og finansieret af van Goghs bror, Theo. Der er fra starten tale om en form for modvilje fra Gauguins side, der fører til de elektriske diskussioner mellem dem og de maleriske udladninger i lærred efter lærred.
På udstillingen sammenstilles to af kunstnernes vinhøstmotiver fra Arles, der viser forskelligheden. Van Gogh maler sig ind under motivet med den høje horisontlinje og Guds sol over det arbejdende folk. Gauguin maler sig ud over motivet og forvandler det til en dekorativ kontemplativ øvelse. Jeg maler fuldstændig ud af hovedet skriver Gauguin til Bernard og føjer til om sit vinhøst-billede: Det er en vinmarks-effekt, jeg har set i Arles. Jeg har kommet Bretagne-koner på blæse være med nøjagtigheden!.
Dette effektjageri satte skel mellem van Gogh og Gau-guin. I dag ville man sige, at van Gogh heller ikke skyede effekten, hans maleri er i sandhed effektfuldt, men det er ikke effekten, han søger, men passionen for det sete og skildrede. Konflikten mellem dem spidser således til i forhold til det religiøse. Når van Gogh ser skitser og forlæg til Gauguin og Bernards religiøse billeder, hvor de maler Kristus, engle og nonner, synes han de forfalder til en forældet, middelalderlig ikonografi, ja til et set med hans kompromisløse tro blasfemisk anliggende. Ikke mindst når Gauguin afbilder sig selv som Jesus i Getsemane Have. Van Gogh ønsker ikke at afbilde det hellige direkte, men indirekte, sublimt, som solen på himlen, som lyset i rummet, som stolen i værelset, parat til Næsten.
Men ren er van Gogh ikke, når han kaster stenen efter sine venner og kolleger. Van Gogh maler selv Kristus i en kopi efter forbilledet Delacroix (ikke på udstillingen), og han skildrer sig selv i skikkelse af Lazarus i en kopi efter Rembrandt. Også van Gogh har en idé om, at han skal genopstå under Guds stærke, skabende og livgivende sol. Til slut maler kunstneren sig helt ind i den, solen, i sine sidste billeder fra den lille by Auvers-sur-Oise nord for Paris. Ordrupgaard har et sindssygt stærkt billede med af en mark med høstakke fra dødsåret 1890. Det er her i disse marker, i den natur, som van Gogh har malet så ofte og forbundet sig så tæt med, at han skyder sig selv. Han tager livet, ikke af billedet, men midt i det, ja, han forsvinder i sit bærende motiv. Under åben himmel.
Gauguin overlever van Gogh med 13 år, før han også må give op, eksileret og nedbrudt på Tahiti- og Marquesas-øerne. Émile Bernard derimod tager efter bruddet og afskeden igen til Bretagne og skaber det broderskab, de to andre kunstnere kun kunne drømme om. Sammen med blandt andre Paul Sérusier, Maurice Denis, Félix Vallotton og danske Mogens Ballin danner han det religiøse og kunstneriske broderskab Les Nabis, et hebraisk ord for profeter. Brødrene får afgørende indflydelse på 1890ernes maleriske og åndelige klima mange steder i Europa, herunder København. Men det er en anden historie.
Måske kan Anne-Birgitte Fonsmark fortælle den en dag. Nu har hun lavet udstillingerne Gauguin og Danmark (1985), Gauguin og impressionismen (2005) og aktuelt Gauguin, van Gogh og Bernard. Historien om Gauguin og Les Nabis er hverken mindre relevant eller spændende. Der er nok at tage fat på, Gauguin og konsorters billeder brænder igennem tiden og får selv de mest slidte myter til at flamme op og glimte på ny.
I forbindelse med udstillingen har Anne-Birgitte Fonsmark udgivet bogen Van Gogh, Gauguin, Bernard dramaet i Arles, rigt illustreret, der udkommer den 19. februar.
