Jagten på arvesølv er en arvesynd

Fra antikken til DRs aktuelle dramaserie Arvingerne har arvestridigheder præget af grådighed og misundelse været godt dramatisk stof. Det er også et hovedtema i Bibelen, hvor Jesus dog peger på, at lykken ikke er at samle sig skatte på Jorden

Den store arv, der skulle have været en trøst midt i sorgen, skaber i stedet splittelse mellem de tre søskende, fra venstre Frederik, Emil og Gro, spillet af Carsten Bjørnlund, Mikkel Boe Følsgaard og Trine Dyrholm, i DR’s store dramaserie ”Arvingerne”. –
Den store arv, der skulle have været en trøst midt i sorgen, skaber i stedet splittelse mellem de tre søskende, fra venstre Frederik, Emil og Gro, spillet af Carsten Bjørnlund, Mikkel Boe Følsgaard og Trine Dyrholm, i DR’s store dramaserie ”Arvingerne”. –. Foto: Martin Lehmann/DR.

Ordene av og arv ligger næsten ens i munden. Det ene er udtryk for en smerte, og det kan det andet også hurtigt blive. For hvor der er noget at arve, er der også noget at slås om.

Min far var advokat, og han hadede mest af alt arveretssager. For arvestridigheder får ofte det værste frem i folk, siger teologen og litteraten Anders Thyrring Andersen og peger på, at det til gengæld er godt dramatisk stof.

Arvestridigheder har inspireret forfattere fra antikken til den aktuelle DR-dramaserie Arvingerne med bestialske beskrivelser af, hvor lede og onde søskende kan blive ved hinanden, når der opstår misundelse eller tvivl omkring en arv.

LÆS OGSÅ: Arvingerne skaber bekymring hos ældre

I DR-serien mister fire søskende gradvis deres kærlighed til hinanden, mens de kæmper om arveretten til deres afdøde kunstnermors store hus. Det kommer endda til håndgemæng mellem dem og en ordentlig blodtud i en episode.

Den store arv, der skulle have været en trøst midt i sorgen, skaber i stedet splittelse mellem de fire søskende med hver sin interesse. Den flittige ældste søn, Frederik, der gerne vil overtage sin fars gamle hus, søsteren Gro, der vil lave det om til et museum, den fortabte gældsplagede lillebror, Emil, der har sløset sin arv væk i Thailand, og den uægte halvsøster, Signe, der egentlig bare gerne ville have en familie.

Historien kan dog nå at ende lykkeligt for familien i løbet af de sidste afsnit af første sæson, men det ser sort ud, og DR har også lovet mindst endnu en sæson i dramaserien i 2015.

For intet kan ødelægge familieidyllen som misundelse og grådighed, som Anders Thyrring Andersen siger. Og arvetemaet fylder også godt i litteraturhistoriens mest kendte bog. Bibelen er ligefrem delt op i to testamenter. For den handler netop om Guds arv til mennesker og deres indbyrdes arvestridigheder.

I begyndelsen af Bibelen var alt godt, og mennesket var skabt til evigt liv, indtil Adam og Eva blev fristet til at tage arveforskud ved at spise af den forbudte frugt. Det blev den første synd, der dannede grundlag for arvesynden, der hurtigt banede vejen for alle de bibelske dramaer, hvor søskende bekæmper hinanden. For misundelse og arvestridigheder hænger nøje sammen, påpeger litterat og teolog Anders Thyrring Andersen.

Det Gamle Testamente er én lang beretning om, hvordan det ofte får det grimmeste frem i mennesker, når de kæmper mod hinanden om Guds gunst. For det fører hurtigt til misundelse, som man allerede ser det med Kain og Abel, siger han og peger på, at arveret samtidig er et tema, der løber som en blodig rød tråd gennem Bibelen.

Bibelske krige og store konflikter begynder ofte med grådighed, forsmåelse og misundelse.

Og allerede fra indførelsen af førstefødselsretten går det galt, da Jakob snyder sig til sin brors arv ved at lokke den fra sin tvillingebror, Esau, med en skål linser.

Få år senere ser Jakobs ældste sønner sig sure på Josef, som har sin fars særlige kærlighed. Og sådan fortsætter konflikterne indtil Det Nye Testamente, hvor arvebetingelserne ændrer sig, så grækere og jøder nu sidestilles som Guds børn. For nu er det Gud, der kommer sin skabning i møde gennem Jesus. Og Jesus introducerer samtidig en helt ny arveretslære.

Med lignelsen om den fortabte søn viser Jesus, at man ikke behøver at gøre sig fortjent til Guds kærlighed. For selvom den fortabte søn, lidt på samme måde som Adam og Eva, har forvaltet sin arv skidt, løber faderen ham i møde, da sønnen beslutter sig til at komme hjem. Og faderen irettesætter oven i købet den ældste søn, der synes, at det er uretfærdigt, at den fortabte søn ikke bliver gjort arveløs, siger Thyrring Andersen og fortsætter:

Her viser Jesus, at det er kærligheden, der er det vigtigste og ikke den materielle arv. Og det understreger han i sin lære om, at man ikke skal samle sig skatte på Jorden, men i stedet give sin ekstra kjortel væk til sin nødlidende næste. Hvis alle handlede på den måde, ville der slet ikke være nogen arvestridigheder.

Litteraturhistorien er dog fuld af eksempler på, at kærlighed i sig selv ikke er arv nok og nemmere sagt end gjort. En lang række store forfattere har gennem tiden undersøgt, hvordan gode søskenderelationer hurtigt bliver udfordret, når et arvespørgsmål ripper op i, hvem der skal arve mest og dermed måske også er mest elsket.

Forhold mellem søskende er samtidig fortællermæssigt interessante, fordi den enkeltes plads i familien altid har haft en enorm betydning for udviklingen af individets identitet.

Undersøgelser viser, at placeringen i en søskendeflok er afgørende for udviklingen af personlighed og liv. Og rivaliseringen mellem søskende er intet mindre end rigtig godt dramaturgisk stof, som man for eksempel også ser det i Henrik Pontoppidans klassiker Lykke-Per om Per og hans bror Eberhardt, eller som i tyske Thomas Manns romaner om Josef og hans brødre, der i øvrigt også trækker på den bibelske fortælling.

Professor Valerie Sanders, som er direktør for Center for victorianske studier på University of Hull i Storbritannien, har speciale i familierelationer i litteraturen og skriver i en e-mail til Kristeligt Dagblad, at det bibelske tema, man ofte også ser i eventyrgenren, sættes i spil af forfattere for at iscenesætte de fundamentale menneskelige egenskaber grådighed, rivalisering og favorisering:

En søskendes lykke er en andens bristede drømme, skriver hun og peger som eksempel på Shakespeares drama Kong Lear, hvor arvespørgsmål er med til at ødelægge en familie, fordi søskende beslutter sig til at bekrige hinanden.

Gennem tiden har mange forfattere på samme måde også undersøgt samtidens og forældrenes syn på en søskendeflok. Forskellen mellem ældste og yngste hovedsageligt sønner optræder ofte i engelske romaner fra 1700- og 1800-tallet, hvor den førstefødte søn skal arve godset, og de øvrige sønner danderer den og ender ludfattige i rendestenen, heraf navnet en dandy. Valerie Sanders nævner som eksempel George Eliot, der var et alias for Mary Anne Evans, der også kredser om emnet og de ældre søskende i værket Middlemarch fra 1874. Her venter søskendeflokken som en flok glubske gribbe på faderen, Peter Featherstones, død. Men børnene får ingenting.

Anders Thyrring Andersen husker selv en anden engelsk forfatter, Charles Dickens, der ligefrem fik ændret arveretslovgivningen i England, efter at han udsendte sit klassiske tobindsværk Bleak House:

Romanen viser, hvordan arvestridigheder kun gavner advokater. På Dickens tid kunne arvesager trække ud i en evighed. Og historien udspiller sig over flere generationer, hvor slægtningene bliver så formørkede af at jage efter deres arv, at de glemmer at elske hinanden. Og da arven til sidst skal udbetales, er det hele gået op i sagsomkostninger. Det mener jeg også understreger en kristen pointe om at lade kærligheden være den styrende værdi i sit liv, siger Anders Thyrring Andersen.

Lignende pointer kan man ifølge ham finde i Dostojevskijs Brødrene Karamazov, mens den franske bestseller Kilden i Provence på samme måde tematiserer søskendejalousi og arvestridigheder. Og herhjemme viste Johannes V. Jensen et skræmmeeksempel på, hvordan misundelse kan ødelægge ens liv, da han skrev Kongens fald, hvor hovedpersonen, Mikkel Thøgersen, ligefrem dræber Axel, der har arvet en skat.

De fire landsknægte, der til sidst får fingre i skatten, ender alle sammen i menneskelig ulykke, så det synes også at være Johannes V. Jensens morale, at misundelse og grådighed ikke betaler sig i længden, siger Anders Thyrring Andersen, inden han vender tilbage til Det Nye Testamente og en anden af Jesu lignelser, hvor en mand sælger alt, hvad han ejer, for at få fat i en skat, der er mere værd.

Man kan skændes med sine søskende om, hvem der skal arve sølvtøjet, men i et evighedsperspektiv er det ikke det, der tæller. Jordisk arvegods forgår, men Guds kærlighed er evig.

Maya Ilsøe er manuskriptforfatteren bag DRs Arvingerne og fortæller, at hun i første omgang ønskede at lave en historie om den moderne familie og nye sammensætninger og roller. Hun blev inspireret til arvetemaet, da hun satte sig ned og læste en stor mængde dokumenter fra retssager og skiftesager, der bekræftede hende i, at det oldgamle tema ikke er blevet mindre aktuelt med tiden.

Det handler netop om dybe menneskelige og eksistentielle elementer, der især kommer frem, når det drejer sig om søskende, som der er et helt særligt bånd imellem. Men alle familiemedlemmer har deres egen historie om deres opvækst og rolle i familien og et særligt billede af, hvad der er retfærdigt. Det billede strider ofte imod de andres forestillinger. Jeg har hørt, at de mest grådige er dem, der har fået færrest kys som børn og derfor har et stort behov for at manifestere deres rolle. Jeg har set folk skændes om helt værdiløse ting, hvor det bare handler om retten til en arv, siger Maya Ilsøe.

Italian follower of Caravaggio,  c.1625. "Jacob and Esau". (Jacob sells his birthrigh for a dish of lentils;-Genesis 25,  27-34). Oil on canvas,  103 x 133.4cm. MdBK Inv.Nr. 613 (L.Manfredi,  La morra-Spiel).
Italian follower of Caravaggio, c.1625. "Jacob and Esau". (Jacob sells his birthrigh for a dish of lentils;-Genesis 25, 27-34). Oil on canvas, 103 x 133.4cm. MdBK Inv.Nr. 613 (L.Manfredi, La morra-Spiel). Foto: .