Voldsom uro i Ukraine

I aftes stormede ukrainsk politi Uafhængighedspladsen i centrum af Kijev

Kampene eskalerede i går i Ukraines hovedstad, Kijev, hvor ni personer blev meldt dræbt. –
Kampene eskalerede i går i Ukraines hovedstad, Kijev, hvor ni personer blev meldt dræbt. –. Foto: Genja Savilov/AFP/.

Situationen bliver stadig mere blodig i Ukraine, hvor demonstranter og politi i går tørnede sammen i hovedstaden, Kijev, i de værste kampe hidtil. Ifølge politiet er mindst ni personer to betjente og syv civile blevet dræbt under kampene.

I aftes genbesatte demonstranter rådhuset, mens kampklædt politi stormede protestlejre på Uafhængighedspladsen (Maidan), hvor demonstranter kastede brandbomber og sten mod politiet, der havde kørt tre vandkanoner ind for at sprede menneskemængden.

Ifølge oppositionens læger er flere end 150 personer blevet såret i sammenstød mellem politi og demonstranter, der kræver præsident Viktor Janukovitjs afgang. De fleste er blevet ramt af chokgranater.

BILLEDSERIE: Mindst 25 personer dræbt under uroligheder i Kijev

Tidligere i går erobrede demonstranterne præsidentens partihovedkvarter, og senere blev metroen i byen stoppet, mens kampklædte betjente nærmede sig demonstranterne.

Ukraines oppositionsleder Vitalij Klitsjko sendte i går eftermiddag en appel til kvinder og børn om at forlade protestlejrene i Kijev.

Vi beder kvinder og børn om at forlade Maidan, eftersom vi ikke kan udelukke risikoen for, at de vil storme lejren, sagde Klitsjko kort tid før klokken 17, som var den frist, indenrigsministeriet havde givet demonstranterne til at forlade pladsen ellers vil sikkerhedsstyrkerne bryde ind med alle lovlige midler.

Klitsjko opfordrede samtidig regeringen til at undlade at opløse protestlejrene. En opfordring, som altså ikke blev fulgt.

Siden november sidste år har der været omfattende demonstrationer mod den ukrainske præsident. De massive protester brød ud, da Janukovitj opgav en handelsaftale med EU og i stedet søgte et tættere forhold med Rusland.

Protesterne eskalerede for alvor, da regeringen vedtog en ny lov, der gjorde det nærmest umuligt at afvikle demonstrationer. Loven blev dog senere opgivet.