Der er meget få ting i verden, der er for alle, og det skal teater heller ikke være. Det mener instruktøren Simon Staho, der lige nu er aktuel med forestillingen Hjertet skælver på Aarhus Teater. Det specielle ved den forestilling er blandt andet, at der nogle aftener kun er adgang for ganske få tilskuere, mens der andre aftener åbnes for, at hele salen med sine 100 pladser kan blive fyldt.
Det gav anledning til en debataften på Aarhus Teater i går, hvor Simon Staho blandt andet luftede det synspunkt, at vi skal passe på med at være alt for optagede af, at kunsten skal være noget for alle, for så ender den med ikke at være noget for nogen.
Når man dedikerer sit liv til at skabe kunst, så er den afgørende faktor ikke, om den kunst tiltrækker mange eller få. Som kunstner må man være ydmyg over for den indre kunstneriske nødvendighed. Teatrene er derfor heller ikke en skolegård, hvor det handler om at være populær. Det ville være sørgeligt, hvis man ikke krævede mere af en kunstner, end at hun eller han skulle være populær, mener Simon Staho.
LÆS OGSÅ: Penge lugter både vigtigt og lifligt
Når Aarhus Teater valgte at tage debatten, handler det blandt andet om det evige skisma, som cheferne for de statsstøttede teatre står i: Skal de satse på sikre publikumssucceser såsom musicals og klassikere, eller skal de hellere bruge ressourcerne på smalt, eksperimenterende teater?
De fleste gør begge dele, og det skal de blive ved med. Det mener teaterekspert og anmelder Rikke Rottensten, der lige nu kan iagttage en livlig debat i teaterverdenen om, hvordan man fastholder det publikum, man har, og samtidig skaffer nyt.
De typiske teatergængere er midaldrende eller ældre. Men vi kan se, at den gruppe i stigende grad, ligesom de unge, kaster sig over de nye streamingtjenester, der udbyder film og tv-serier, og dermed bruger mindre tid på at gå i teatret, siger hun og tilføjer:
Det er vigtigt at tage debatten om, om vi skal give folk det, de ved, de vil have, eller det, de endnu ikke har opdaget, at de vil have.
Rikke Rottensten ser et problem i at lave alt for mange af den slags forestillinger, som Simon Staho er garant for.
Vi skal passe på, at teater ikke kun bliver det, som kunstnerne gerne vil lave. Bliver der for mange af de forestillinger, som tiltrækker få tilskuere, så får politikerne et problem med at forklare, hvorfor teatrene skal have så mange penge. Aarhus Teater gav Simon Staho helt frie tøjler. Det har været afsindig dyrt set fra et Excel-ark. Det vil altid være en diskussion af, om pengene er givet godt ud, eller om store, stærkt støttede institutioner som en landsdelsscene bør holde sig fra den slags, siger hun.
Simon Staho vil gerne være med til at diskutere ressourcer, men han synes, de menneskelige og kunstneriske ressourcer er mindst lige så vigtige som de økonomiske.
Før man begynder at diskutere, hvorfor mange mennesker søger en bestemt restaurant, bør man først undersøge, hvad det er for noget mad, de serverer. På samme måde er det med teatrene, mener han.
For ham er det vigtigste, at teatrene fysisk og økonomisk er tilgængelige for alle, og at de bevarer deres kunstneriske integritet.