Mikkel fra 4. klasse har netop tyret sit viskelæder i nakken på Emilie på rækken foran ham. Det er fjerde gang inden for samme time, at han retter kasteskytset mod Emilie, og lærerens tålmodighed er brugt op. Mikkel ryger uden for døren.
Sådan kunne situationen meget vel have set ud på Aabybro Skole i Nordjylland, hvis vi skruer tiden godt 10 år tilbage.
Havde Mikkel fortsat med at kyle rundt med viskelæderet i den efterfølgende time, ville han formentlig have fået en eftersidning. Og havde problemet gentaget sig hele ugen, var det endt med, at Mikkel måtte stå skoleret til en alvorlig samtale på skolelederens kontor.
I dag er ovenstående scenarie utænkeligt på den nordjyske skole.
Jeg tror ikke på, at kortsigtede straffesanktioner har nogen virkning på børnene. Når børn reagerer, er det typisk udtryk for en form for frustration, og det er den, vi skal tage fat på, siger skoleleder Søren Dybdal Møller.
LÆS OGSÅ: Læreruddannelsen bløder
Han kom til skolen i 1999, og siden da er både eftersidning, elever uden for døren og andre gammelkendte former for afstrafning af elever forsvundet fra skolen.
Det samme gør sig gældende på langt de fleste af landets skoler, viser en rundspørge, Kristeligt Dagblad har foretaget blandt godt 500 af landets skoleledere.
Blandt andet svarer 95 procent af skolelederne, at eftersidning aldrig eller sjældent bliver brugt, og en tilsvarende andel svarer, at skammekrogen aldrig bliver brugt på deres skole. Kun en femtedel svarer, at der i løbet af en uge bliver sendt en elev uden for døren på skolen. I stedet bemærker mange skoleledere, at problemer i dag løses med dialog.
Det er også situationen på Aabybro Skole:
For mig at se er der ikke andre metoder end samtalens mulighed. Vi tager altid en dialog med eleven og forældrene om, hvad der foregår. Er der tale om et større problem, tager vi et netværksmøde, hvor vi blandt andet kan inddrage en skolepsykolog. Målet er altid at få løst en problematik og finde årsagen til, at eleven opfører sig, som han eller hun gør. Det kan jo også være, at problemet skyldes den måde, læreren underviser på, og så bliver det endnu mere forkert at straffe eleven, siger Søren Dybdal Møller.
Straf har ellers været en del af skolelivet i Danmark, lige siden folkeskolen blev grundlagt for 200 år siden. I den første skolelov i 1814 blev det godt nok understreget, at lærere ikke må give eleven en ørefigen, men fysisk afstraffelse med både ris og spanskrør har alligevel været almindelige opdragelsesredskaber gennem skolens historie.
I 1967 skete der for alvor en ændring i måden at straffe på, da den korporlige afstraffelse blev forbudt. Og i 1970erne oplevede samfundet generelt et opgør mod autoriteterne. Det fik også betydning for sanktionerne i folkeskolen, forklarer professor og opdragelsesforsker Per Schultz Jørgensen.
Folkeskolen har gennemlevet en revolution på det område, siger han med henvisning til det antiautoritære gennembrud i samfundet.
Udviklingen betød, at folkeskolen blev langt mere demokratisk og ligestillingspræget. Skolen er over de senere årtier blevet baseret på et næsten ligeværdigt forhold mellem lærer og elev. Lærerrollen har skiftet fra det autoritære til det medmenneskelige, siger han.
Det er den udvikling, der har ført til, at de fleste skoler i dag helt har droppet hårde sanktioner over for eleverne. Spørgsmålet er så, om det har skabt mere ro og orden i klasselokalet, at straf er blevet erstattet af samtale.
Det mener professor i pædagogik ved Aarhus Universitet Niels Egelund ikke, at det har. Tværtimod. Han henviser til en undersøgelse, hvor hver anden skoleelev i dag klager over larm i klassen.
Arbejdsmiljøet i klasserne er i dag så ringe, at vi ikke kan være det bekendt over for lærerne eller eleverne. Vi er blevet for slappe over for utidig adfærd, siger han.
Niels Egelund ser derfor gerne, at lærerne begynder at arbejde mere aktivt med nogle af de mere gammeldags straffemetoder. Han mener, at straf har en klar forebyggende effekt:
Der bliver nødt til at være nogle sanktioner, som ikke er særlig sjove for eleverne. Ellers bliver det som en fodboldkamp uden en dommer til at dele gule og røde kort ud. Vi skal ikke tilbage til at slå børnene, men læreren mangler et register af muligheder til at sætte ind over for urolige elever.
Et andet væsentligt problem er ifølge Niels Egelund, at reglerne for at bruge straf i folkeskolen er blevet for omstændelige. Hvis en lærer for eksempel vil give en eftersidning, skal forældrene først underrettes, eftersidningen må ikke hindre elevens hjemtransport, og den må maksimalt vare en time.
Tidligere blev en eftersidning uddelt på stedet. Så måtte eleven komme for sent hjem og skamfuldt fortælle forældrene, at det var på grund af en eftersidning. Det har altså en effekt, siger Niels Egelund.
Opdragelsesforskeren Per Schultz Jørgensen er enig i, at lærerne i dag står og mangler værktøjer til at håndtere de elever, der har svært ved at indordne sig. Ifølge ham drejer det sig om cirka hver femte elev i en klasse. Men han er uenig med Niels Egelund i, at løsningen er at vende tilbage til de hårde sanktioner:
Straffe hører hjemme i en hierarkisk kultur, men de giver ikke mening i den demokratiske skole. Jeg tror kun, der er én vej frem, og det er at skabe et miljø i klassen, der har vægt på de sociale relationer med en lærer, der kan lede og organisere, siger han og understreger, at det er en særdeles vanskelig udfordring i dagens folkeskole, hvor der er et næsten altdominerende fokus på det faglige.
På Aabybro skole ser skoleleder Søren Dybdal Møller heller ingen grund til at gå tilbage til håndfaste straffe. Disciplin i skolen handler om, at læreren skal kunne sætte sig i respekt på en naturlig og tydelig måde. Her er det lærerens faglighed og evne til at skabe relationer, der er det afgørende, understreger han:
Det er en lærers vigtigste kompetencer i dag. Du skal kunne møde eleven, snakke med eleven og sørge for, at eleven er tryg ved dig og ved, hvad du vil med din undervisning. Det er en naturlig dialog, der er svaret"