Inden for human- og kulturvidenskaberne ynder man i disse år at tale om en vending (engelsk: turn), når der sker noget nyt. En af disse ganske mange vendinger er den affektive vending, og den er genstand for det seneste nummer af det hæderkronede tidsskrift K & K (tidligere Kultur & Klasse), som også er det sidste nummer på papir, for fra i år er K & K blevet et online-tidsskrift.
Alle vendingers moder var the linguistic turn, altså det forhold, at man fra 1960erne og 1970erne blev mere og mere opmærksom på sprogets centrale rolle i den menneskelige virkelighed.
Strukturalisme, hermeneutik, talehandlingsfilosofi og deres mange forskellige arvtagere og forviklinger kom til at udgøre et langstrakt og omfattende paradigmeskift.
LÆS OGSÅ: Så fremmed, så alene
Det ligger i begrebet vending, at man begynder at anskue alting fra en anden vinkel. Derfor vil vendinger i sig selv avle nye vendinger, for hvis man for eksempel overfokuserer på sproget i en periode, vil man naturligt underfokusere på andre ting som rum, sansning og følelser, som efterfølgende kan gøre deres genkomst og virke nye. Vendinger har dermed også meget at gøre med mode, trends og retrobølger.
Der er ikke tale om nye opdagelser eller lineære fremskridt, som vi kender det inden for de hårde videnskaber, selvom mange gerne vil fremstille det på den måde, både på grund af egen selvfølelse og for at gøre sig appetitlig for instanser, der skal udskrive store checks (forskningsbevillinger). Der er snarere tale om pendulbevægelser og reaktioner med visse forskydninger. Eller dette at man ryster posen, lidt som i populærkulturen, hvor nyheder ofte kan bestå i, at man blander genrer, der før har været adskilt: vampyrunivers + teenager-romance = twilight.
Den affektive vending ser på følelsernes og stemningernes rolle i samfund og kultur. Lidt forenklet kan man sige, at marxisme + fænomenologi = affektiv vending. Det er den gamle drøm om at tænke det objektive og det subjektive det samfundsmæssige og det personlige i den samme bevægelse. Således at samfundets strukturer ikke fremstår som noget massivt og givent, hvilket kan være problemet i både marxismen og forskellige former for sociologi, og således at det personlige ikke fremstår som noget indre og privat, flygtigt og uhåndgribeligt.
Denne ambition udtrykkes i den nymarxistiske kulturforsker Raymond Williams stærke og kompakte tekst Følelsesstrukturer fra 1978, der er placeret som en slags program for temanummeret, selvom han ikke taler om affekter. På den måde er den affektive vending også en genaktualisering af 1970ernes marxisme og ideologikritik og periodens slogan om, at det private er politisk. Men denne retrobølge er tonet i forhold til det emotionelle bombardement og de kollektive stemninger, der er karakteristiske for vore dages globale mediesamfund.
Hovedtanken, som Frederik Tygstrup introducerer suverænt til i tidsskriftets overbliksskabende programtekst nr. 2, er, at affekter er en slags pseudo-objektive meteorologiske fænomener, som man kan blive indfanget i, eller som kan smitte fra menneske til menneske eller i en gruppe. Man undgår bevidst ordet følelser, fordi det lyder for meget som noget, vi hver især har inden i os, og som kan være svært at udveksle eller kommunikere.
Jeg tror, at også løgstrupianere vil føle sig genkendt i den affektive vending, for det er Løgstrups (og hele fænomenologiens) tanke om, at menneskelige relationer og situationer altid er stemte, man finder her. Man træder ind i et lokale og fornemmer, at der er en ond stemning. Offentligheden kan pludselig blive grebet af overdreven frygt (for terror) eller overdreven pessimisme (kineserne kommer!). Fænomenologien har ofte befundet sig på et fundamentalt ontologisk niveau med en vis distraktion i forhold til aktuelle samfundsforhold, mens marxismen har været for rationel, politisk og sociologisk. Følelser var blot maskerede klasseinteresser eller manipuleret falsk bevidsthed. Affektbølgen skal overkomme disse gamle kløfter.
Den affektive vending er da også det nye sort hos mange af mine kolleger, både inden for kulturstudier og litteraturvidenskab. Hvis man som jeg har set mange teorier komme og gå, er det fristende at mumle i gråskægget, at det, der er godt, er ikke nyt, og det, der er nyt, er ikke godt, eller det dér er da bare noget, som allerede blev sagt af Heidegger (indsæt selv en anden fænomenolog).
Men lad os være åbne. Inden for aktuelle kulturanalyser af samtiden virker tilgangen ganske oplagt, som Devika Sharmas klare og velskrevne bidrag viser. Hun analyserer den mediebårne massemedfølelse, som vi oplever omkring de store indsamlingsshow, hvor der sker en affektiv rekruttering til et selvfejrende spektakel. Hun viser det affektive blandingsprodukt ved disse lejligheder, hvor kulden, kynismen og en vis satirisk selvlede sagtens kan stå ved siden af den reelle medfølelse. Måske repræsenterer de grimme følelser en rådvild evaluering af tvetydigheden og afmagten ved den humanitære position, og de kan også afspejle vores nervøse selvforståelse som privilegerede vesterlændinge: Hvordan skal vi bære os ad med at være gode, når vi samtidig lever så godt?
Der er i vor tid mange af disse mærkelige slyngninger mellem det private og det medialiserede, det autentiske og det performede, det etiske og det kyniske, og det skaber behov for nye teorier og analytiske indgange. Den måde, kulturstudier skrider frem på, er jo ikke mindst ved udfordringen fra nye fænomener. De litteraturhistoriske artikler i K & K af Dennis Meyhoff Brink (om Dante) og Christian Dahl (om Corneille) tyder også på, at man kan bruge inspirationen fra den affektive vending til at komme dybere ned i forståelsen af de fortidige følelsesesstrukturer, som litterære værker både udtrykker og intervenerer i. Ambitionen er ikke ny, for den kender vi fra den social- og mentalitetshistoriske tilgang til litteraturen, men det virker, som om den på frugtbar vis bliver intensiveret
Lidt mere skeptisk er jeg over for den affektive vendings indflydelse på litteraturteori og -analyse. Der er i disse år en skærpet opmærksomhed omkring tone, stemme, stemning og atmosfære i litterære tekster, som Lilian Munk Rösing og Isak Winkel Holm deltager i gennem to meget fine læsninger af henholdsvis Strindberg og Flaubert.
Men måske behøver enhver sensibel iagttagelse af træk ved en litterær tekst ikke at afføde nye begreber eller lade forstå, at man er i gang med en helt ny teoretisk udvikling. Min fornemmelse er, at deres læsninger godt kunne rummes inden for traditionel narratologi, og jeg synes, at det tangerer det mystificerende, når Winkel Holm skriver, at den litterære form får teksten til at skrige, og når Rösing først omhyggeligt skelner mellem stemme og tone, som vi må forstå er to vidt forskellige ting, for derefter frejdigt at indrømme, at hun vil bruge begreberne i flæng i sin analyse. Så bliver det, for nu at citere De Nattergale, en vending på den lidt for smarte måde: Thats a good vending. Can you gentake that, Hansi?. Lidt færre litterære læsninger og lidt mere kulturanalyse ville have gjort nummeret mere spændende og spændstigt. Men det er godt nok til at komme med på vognen, og affektekspressen afgår da vist lige nu.